Hun vil tale om det.
Han vil gerne holde fri fra det i aften.
Hun har læst om den næste behandling.
Han har ikke lyst til at læse mere.
Hun bliver ked af det.
Han går ud og ordner noget.
Og et sted undervejs kan forskellen begynde at få en betydning, den måske slet ikke har:
Det betyder mere for mig end for dig.
Når noget betyder rigtig meget for os, er det nærliggende at bruge os selv som målestok.
Hvis jeg bliver ked af det, når endnu et forsøg ikke lykkes, og du ikke gør – hvad betyder det så?
Hvis jeg har brug for at tale om det, og du hellere vil se en film – er du så mindre berørt?
Hvis jeg læser alt, hvad jeg kan finde om næste behandling, og du ikke gør – er det så mig, der ønsker barnet mest?
Det kan næsten komme til at føles sådan.
For jeg kan se min egen længsel indefra.
Din kan jeg kun se gennem det, du gør.
Og hvis du reagerer anderledes end mig, kan jeg komme til at fortolke forskellen.
Du tager det ikke alvorligt.
Du er besat af det.
Du lukker mig ude.
Du kan ikke tale om andet.
Jeg står alene med det her.
Men måske fortæller vores forskellige reaktioner ikke først og fremmest, hvor meget barnet betyder for os.
Måske fortæller de noget om vores forskellige måder at stå i noget svært på.
Nogle mennesker søger mod det svære.
De taler.
Undersøger.
Læser.
Spørger.
Mærker efter.
Græder.
Forsøger at forstå.
Andre søger væk fra det indimellem.
De går på arbejde.
Ordner noget praktisk.
Løber en tur.
Ser en film.
Taler om noget andet.
Begge dele kan være forsøg på at regulere noget, der er svært at være i.
Og de fleste af os gør sandsynligvis lidt af begge dele.
Problemet opstår, når jeg begynder at vurdere din måde ud fra min egen.
Hvis det hjælper mig at tale, kan din stilhed føles som afstand.
Hvis jeg har brug for pauser, kan dit behov for at tale føles som om barnløsheden aldrig får lov til at slippe sit tag i os.
Så står vi pludselig ikke kun med barnløsheden.
Vi står også med hinandens måde at håndtere den på.
Forskningen i infertilitet har længe fundet forskelle på, hvordan kvinder og mænd gennemsnitligt håndterer belastningen.
En meta-analyse fandt blandt andet, at kvinder oftere end deres mandlige partnere søgte social støtte og i højere grad brugte flere aktive og følelsesmæssige copingstrategier. Men forskellene er gennemsnit – ikke opskrifter på, hvordan den enkelte kvinde eller mand reagerer.
Det interessante er derfor ikke at beslutte, at kvinder gør sådan, og mænd gør sådan.
Det interessante er at opdage:
Hvordan gør vi?
For måske er det lige omvendt hjemme hos jer.
Måske er han den, der vil tale.
Måske er hun den, der har brug for at lukke døren til fertilitetsverdenen og gå ud i haven.
Køn kan fortælle os noget om mønstre på gruppeniveau.
Det fortæller os ikke, hvem der sidder over for os.
Barnløshed er særlig på den måde, at den både er individuel og fælles.
Du har din oplevelse.
Jeg har min.
Men det, du gør med din, bliver en del af min.
Det kan forskningen faktisk også se.
Et stort dansk studie af par, der skulle begynde fertilitetsbehandling, viste, at den ene partners måde at håndtere infertiliteten på hang sammen med den andens personlige, sociale og relationelle belastning. Senere opfølgning af par gennem flere års mislykket fertilitetsbehandling viste igen, at partnerens coping havde betydning over tid.
Nyere forskning i det, man kalder dyadisk coping – altså hvordan to mennesker håndterer en belastning sammen – peger i samme retning: Måden, vi støtter og responderer på hinanden, hænger sammen med både relationel tilpasning og psykisk trivsel.
Det giver mening.
For hvis du lukker ned, sker det ikke kun inde i dig.
Jeg møder din lukkethed.
Hvis jeg igen og igen vil tale, sker det ikke kun inde i mig.
Du møder mit behov for at tale.
Vi regulerer ikke kun os selv. Vi bliver også en del af hinandens måde at komme igennem det på.
Forskellighed behøver ikke være et problem.
Men den kan blive det, hvis vi mister nysgerrigheden på hinanden.
Hun siger:
Jeg er så bange for, at det aldrig lykkes.
Han svarer:
Det skal nok gå.
Måske forsøger han at give hende håb.
Men måske hører hun:
Jeg vil ikke høre, hvor bange du er.
Han siger:
Kan vi ikke lade være med at tale om det i aften?
Måske prøver han at få en lille pause, fordi han er fyldt op.
Men måske hører hun:
Jeg gider ikke være i det her sammen med dig.
Vi reagerer ikke kun på det, den anden gør.
Vi reagerer på den betydning, vi giver det.
Og den betydning kan være forkert.e
Det kan være fristende at tænke, at løsningen er, at vi skal blive bedre til at reagere ens.
At han skal lære at tale mere.
At hun skal lære at slippe det.
Måske.
Men ikke nødvendigvis.
For et godt parforhold kræver ikke, at to mennesker bliver ens.
Måske skal hun nogle gange have lov til at tale længe om det, der fylder, uden at han behøver føle det på præcis samme måde.
Måske skal han have lov til at tage en aften fri fra fertilitet uden at det bliver gjort til et mål for hans længsel efter barnet.
Måske kan hun gå til en veninde med noget af det.
Måske kan han sige:
Jeg kan godt høre, at du har brug for mig lige nu. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal sige.
Det afgørende er ikke nødvendigvis, at vi håndterer det ens.
Det er, at vores forskellige måder ikke efterlader den anden alene.
Men forskellighed er heller ikke et fripas.
Sådan håndterer jeg det bare.
For hvis min måde konsekvent gør dig mere alene, mere utryg eller mere belastet, er det værd at undersøge den.
Forskning i par, der gennemgår infertilitet, har blandt andet fundet, at undgåelsesprægede copingstrategier kan hænge sammen med øget belastning både hos personen selv og partneren. Omvendt peger forskning i dyadisk coping på, at måden par støtter hinanden på kan have betydning for begge parters psykiske trivsel.
Så måske er spørgsmålet ikke kun:
Har jeg ret til at reagere sådan her?
Selvfølgelig har jeg det.
Men også:
Hvad skaber min måde at reagere på mellem os?
Og er der noget andet, jeg kunne lære at gøre, uden at jeg behøver blive dig?
Noget af det mest hjælpsomme kan være at fortælle den anden, hvad der foregår bag den adfærd, de kan se.
Når jeg spørger til behandlingen hele tiden, er det ikke fordi jeg vil have, at vores liv kun skal handle om fertilitet. Jeg bliver bange, og det hjælper mig at vide noget.
Eller:
Når jeg går ud og ordner noget, er det ikke fordi jeg er ligeglad. Jeg føler mig så magtesløs, at jeg har brug for at gøre noget, jeg faktisk kan finde ud af.
Når jeg ikke vil tale mere i aften, betyder det ikke, at jeg ikke er ked af det.
Når jeg græder, forventer jeg ikke nødvendigvis, at du skal gøre mig glad igen.
Pludselig får adfærden en oversættelse.
Og måske kan jeg så se noget andet end det, jeg først troede.
Ikke:
Du er ligeglad.
Men:
Du prøver også at finde en måde at holde ud at være her på.d
Ufrivillig barnløshed kan skabe en særlig forestilling om, at et par bør være synkront.
Vi ønsker det samme.
Vi prøver på det samme.
Vi venter på det samme svar.
Så burde vi måske også føle det samme på samme tidspunkt.
Men sådan fungerer mennesker ikke.
Nogle dage er du håbefuld, mens jeg er bange.
Andre dage er det omvendt.
Du kan have brug for at tale, mens jeg har brug for stilhed.
Jeg kan være knust over noget, du allerede er begyndt at orientere dig videre fra.
Det behøver ikke betyde, at vi er ved at miste hinanden.
Måske er en del af opgaven netop at opdage, at nærhed ikke kræver, at vi befinder os det samme sted indeni.
Vi skal ikke nødvendigvis stå samme sted for at kunne stå i det sammen.
Når I reagerer forskelligt på barnløsheden
Jeg tilbyder parterapi til par, der står i ufrivillig barnløshed eller fertilitetsbehandling. Her er der plads til jer begge – også til de følelser og reaktioner, der kan være svære at få sagt derhjemme.