Systemiske familieopstillinger

Når forståelse ikke nødvendigvis er nok

Nogle gange kan vi godt forstå et problem uden at kunne ændre det.

Vi kan vide, at vi reagerer på en bestemt måde. Vi kan have talt om det, arbejdet med os selv og måske også forstå noget af, hvor reaktionen kommer fra.

Og alligevel gentager noget uønsket sig.

Det kan være en relation, hvor vi bliver ved med at havne i den samme konflikt. En reaktion, der overtager os – for eksempel vrede eller usikkerhed. En rolle, vi automatisk træder ind i – for eksempel hjælperrollen. Eller en følelse af at sidde fast, selv om vi egentlig godt ved, hvad vi gerne ville gøre anderledes.

Når forståelse ikke i sig selv skaber bevægelse, bliver jeg interesseret i, hvad der kan være med til at holde mønstret fast.

Her kan systemiske familieopstillinger være en måde at undersøge problematikken fra en anden position.

Hvad er en systemisk familieopstilling?

En systemisk familieopstilling er en metode til at undersøge et problem eller en problematik i den sammenhæng, den indgår i.

I stedet for kun at tale om situationen arbejder vi med en konkret repræsentation af de mennesker, relationer eller andre elementer, der har betydning.

I en individuel session kan jeg for eksempel bruge figurer eller gulvankre, som placeres i forhold til hinanden.

I en gruppe kan andre deltagere træde ind som repræsentanter for personer eller elementer i problematikken.

På den måde får noget, der ellers primært eksisterer inde i os, en form uden for os. Vi kan eksternalisere problematikken og begynde at se og undersøge den fra en anden position.

Afstande, retninger, relationer og de reaktioner, der opstår undervejs, kan gøre noget synligt, som kan være svært at få øje på gennem samtalen alene.

En opstilling giver ikke nødvendigvis et svar eller en endelig forklaring. Men den kan skabe et andet perspektiv på det, der før var uklart eller fastlåst, og blive begyndelsen på en bevægelse, der gennem efterfølgende integration kan give større frihed i forhold til mønstret.

Fisken i akvariet

Hvis en fisk mistrives, giver det mening at undersøge fisken.

Men det giver også mening at undersøge det vand, den svømmer i.

Sådan tænker jeg også systemisk om mennesker.

Vi er individer, men vi eksisterer ikke isoleret. Vi indgår i familier, parforhold, arbejdsliv og andre relationelle sammenhænge, som vi både påvirker og bliver påvirket af.

Derfor er det ikke altid tilstrækkeligt kun at spørge:

Hvad foregår der i mig?

Nogle gange er det også relevant at undersøge:

Hvilken sammenhæng indgår det, jeg oplever, i?

Samtidig bærer vi erfaringer og prægninger med os fra tidligere relationer og systemer. Det, der engang blev formet i en bestemt sammenhæng, kan fortsat påvirke vores reaktioner og relationer, også når vi ikke længere befinder os i det oprindelige system.

Det betyder ikke, at årsagen til vores problemer nødvendigvis findes hos vores familie eller andre mennesker.

Det betyder, at mennesket ses som en del af en større sammenhæng – både den, vi lever i nu, og den historie, vi bærer med os – og at disse sammenhænge nogle gange kan give os vigtig information om det, vi står med.

Hvornår kan en opstilling være relevant?

En opstilling kan være relevant, når noget opleves fastlåst, gentager sig eller er vanskeligt at få greb om gennem samtale og forståelse alene.

Det kan for eksempel være:

• tilbagevendende mønstre i parforhold eller andre relationer
• konflikter, der bliver ved med at opstå
• stærke reaktioner som vrede, frygt eller usikkerhed, der kan overtage
• roller eller strategier, man automatisk falder tilbage i
• relationer til forældre, børn eller andre familiemedlemmer
• tab, livsovergange eller andre belastende erfaringer
• dilemmaer og problemstillinger i arbejdslivet
• en oplevelse af at vide meget om sit mønster uden alligevel at kunne handle anderledes

Problemstillingen behøver ikke være dramatisk.

Nogle gange er spørgsmålet ganske enkelt:

Hvorfor bliver jeg ved med at gøre dette, når jeg egentlig gerne vil noget andet?

Når noget holder et mønster fast

Et tanke-føle-handle-mønster er ikke nødvendigvis et problem.

Mange af vores strategier indeholder samtidig kompetencer.

Det, der hjælper os med at være grundige, handlekraftige, omsorgsfulde, ansvarlige, opmærksomme på risiko eller gode til at skabe kontakt, kan være værdifulde ressourcer.

Problemet opstår, når vi bliver så fastlåste i en strategi, at vi mister muligheden for at vælge noget andet, når situationen kræver det.

For vi kan godt forstå vores mønstre uden nødvendigvis at blive friere i forhold til dem.

Nogle gange kan belastende erfaringer eller relationelle og systemiske sammenhænge være med til at fastholde bestemte reaktioner og beskyttelsesstrategier. Der kan også være følelser, som på forskellig vis er blevet frosset fast, og som fortsat binder noget af vores energi og bevægelighed.

Her kan opstillingsarbejdet give mulighed for at undersøge bagom det umiddelbart synlige mønster og arbejde med noget af det, der kan være med til at holde det på plads.

Målet er ikke at fjerne vores personlighed eller de strategier, vi allerede har.

Målet er at skabe større fleksibilitet og flere mulige responser, samtidig med at vi bevarer adgangen til de kompetencer og kvaliteter, der allerede er vores.

Vi opnår større valgfrihed.

For mig hænger det tæt sammen med kapacitetsopbygning: Vi mister ikke det, vi allerede kan. Vi får mere at stå på og flere muligheder til rådighed, når livet kalder på os.

Kroppen som spejl

Gennem mit arbejde er jeg blevet stadig mere opmærksom på den kropslige side af fastlåste mønstre.

Det, vi oplever følelsesmæssigt og relationelt, foregår ikke kun i vores tanker. Kroppen er med.

Vi spænder op, holder tilbage, bliver urolige, mister energi eller mærker andre kropslige reaktioner. Nogle gange kan kroppen på den måde ses som et spejl, der viser os noget af det, vi endnu ikke har fået øje på eller sat ord på.

I opstillingsarbejdet er jeg derfor også opmærksom på det, der sker kropsligt. Når noget bevæger sig i en opstilling, kan der samtidig opstå ændringer i spændinger, sansninger eller andre kropslige reaktioner.

For mig er kroppen ikke noget, der ligger ved siden af det psykiske og relationelle. Den er en del af den helhed, vi arbejder med.

Det betyder ikke, at et fysisk symptom kan aflæses som et enkelt budskab, eller at sygdom nødvendigvis har en psykisk eller systemisk årsag. Men kropslige reaktioner og symptomer kan være en del af den information, vi undersøger.

Vi låner andre menneskers nervesystemer

Når jeg arbejder med familieopstillinger i en gruppe, plejer jeg at sige, at vi for en stund låner andre menneskers nervesystemer.

Vi oplever alle verden gennem vores eget nervesystem og vores eget filter.

Vores erfaringer, mønstre og automatiske strategier påvirker, hvad vi lægger mærke til, hvordan vi fortolker det, og hvilke reaktioner der umiddelbart er tilgængelige for os.

Når andre deltagere træder ind som repræsentanter i en opstilling, kommer der flere menneskers sansninger, reaktioner og perspektiver ind i undersøgelsen.

Det, der viser sig hos én repræsentant, kan holdes op imod det, der sker hos de andre. Vi kan spørge, flytte, undersøge og justere undervejs.

Det betyder ikke, at en opstilling dokumenterer, hvad der historisk er sket, eller at repræsentanternes oplevelser udgør en objektiv sandhed.

Men det betyder, at den person, der arbejder med sin problematik, ikke står alene med sin egen oplevelse, sit eget filter og sine egne blinde vinkler.

Det, der opstår, kan undersøges i et felt med flere deltagere.

Hvis en opstilling peger på konkrete historiske forhold, som personen ønsker at vide mere om, ligger den faktuelle efterprøvning efterfølgende i personens eget liv – gennem samtaler, dokumenter eller andre kilder.

For mig ligger opstillingens værdi derfor ikke i, at den skal producere en historisk forklaring.

Den ligger i det, arbejdet gør muligt at se, undersøge og bevæge – og i muligheden for at eksternalisere noget af det, der ellers foregår inde i personen.

Når relationer, positioner eller indre konflikter får en konkret placering uden for os selv, kan vi begynde at betragte og undersøge dem fra en anden position.

At være repræsentant

Når man deltager i en gruppe, kan man både arbejde med sin egen problematik og blive inviteret til at være repræsentant i andres opstillinger.

Gennem mange års arbejde med grupper har jeg set, at repræsentantrollen ikke kun er noget, man gør for den anden.

Vi møder andre menneskers problemstillinger fra vores eget sted og får samtidig mulighed for at erfare positioner, reaktioner og perspektiver, som kan være anderledes end vores egne.

Nogle gange vækker det genkendelse. Andre gange giver det erfaring med noget, vi ikke selv har særlig let adgang til.

Derfor kan læringen i en opstillingsgruppe gå på kryds og tværs.

Man arbejder ikke kun, når det er ens egen tur.

Min måde at arbejde med opstillinger på

Jeg bruger ikke opstillinger, fordi jeg mener, at alle problemer har en systemisk årsag.

Og jeg bruger ikke en opstilling, når en samtale, en konkret handling eller en enkel model på min whiteboard er det, der bedst hjælper.

Men nogle gange er forståelse ikke nok.

Så kan det være værdifuldt at arbejde mere sanset, relationelt og systemisk og lade problemstillingen få en form, vi kan se og undersøge sammen.

Jeg arbejder roligt og undersøgende med det, der viser sig.

Intet behøver presses frem.

En opstilling er for mig ikke en jagt på én skjult sandhed eller den ene rigtige forklaring. Det er en arbejdsform, der kan give adgang til andre perspektiver, gøre det muligt at undersøge relationer og sammenhænge på en anden måde, arbejde med følelser, der er blevet frosset fast, og skabe bevægelse i noget, der har været fastlåst.

Men opstillingen skaber ikke et nyt menneske.

Det er personen selv, der efterfølgende lever videre, møder sine relationer, træffer valg og gør nye erfaringer. Opstillingen kan være med til at skabe en ny indre organisering eller større bevægelighed – men udviklingen bliver til i det liv, der leves bagefter.

Derfor ser jeg også integrationen efter en opstilling som en vigtig del af processen.

Jeg trækker samtidig på min øvrige terapeutiske og faglige erfaring, når det er relevant.

Metoden skal være til gavn for mennesket – ikke mennesket tilpasses metoden.

Erfaring og faglig baggrund

Jeg er uddannet i systemiske familieopstillinger fra Human Vision og har arbejdet med opstillinger gennem mange år.

Jeg har faciliteret mere end 800 opstillinger og har arbejdet med metoden både individuelt, i workshops og i længere gruppeforløb.

Opstillingsarbejdet indgår i dag som en integreret del af min samlede faglighed sammen med psykoterapi, coaching, NLP, Enneagrammet og arbejdet med kommunikation og relationer.

Du kan læse mere om min faglige baggrund på Om mig.

Individuelt eller i gruppe

Jeg arbejder med systemiske opstillinger både individuelt og i grupper.

Individuelt

I en individuel session kan vi blandt andet arbejde med figurer, gulvankre og andre konkrete repræsentationer af de mennesker, relationer eller elementer, der indgår i problemstillingen.

Det kan gøre relationer og sammenhænge synlige og give os noget konkret at undersøge sammen.

I gruppe

I gruppeopstillinger indgår andre deltagere som repræsentanter.

Gruppeformatet giver adgang til de forskellige perspektiver og reaktioner, der opstår, når flere mennesker deltager i undersøgelsen.

Jeg udbyder gruppebaseret opstillingsarbejde i forskellige formater.

Aktuelle muligheder finder du under Kurser & events.

Skal vi tale sammen?

Hvis du er nysgerrig på, om en systemisk familieopstilling kunne være relevant for det, du står med, er du velkommen til at kontakte mig.

Vi kan sammen afklare din problematik og finde ud af, om en opstilling – individuelt eller i gruppe – er en relevant måde at arbejde videre på.