Jeg arbejder med en mand, der for nylig er blevet far.
Han er et menneske med mange veludviklede kvaliteter. Han er god til at tænke, fordybe sig og arbejde grundigt med komplekse problemstillinger. Det er egenskaber, han har haft stor glæde af i sit arbejdsliv, og som også er eftertragtede dér.
Så bliver han far.
Og pludselig kalder livet på noget mere.
Et lille barn er ikke kun en kompleks problemstilling, der skal forstås. Der er også bleer, vasketøj, indkøb, oprydning, mad og en lind strøm af små praktiske opgaver, som skal håndteres.
Det kalder på en anden og mere lavpraktisk kapacitet:
Se, hvad der skal gøres. Gør det. Videre.
Den muskel har han ikke tidligere haft samme behov for at udvikle.
Nu har han.
Det gør ikke de kvaliteter, han allerede har, mindre værdifulde. Dem skal han selvfølgelig beholde.
Men hans liv er blevet større.
Og det større liv kalder på mere af ham.
Hvad står der på buffeten?
Jeg kan godt lide at tænke på vores menneskelige kapacitet som en buffet.
Vi har alle sammen noget, der allerede står rigeligt af på den.
Nogle mennesker har masser af handlekraft. Andre har eftertænksomhed, omsorg, analytisk sans, struktur, spontanitet, vedholdenhed eller en veludviklet evne til at forstå andre mennesker.
Det er ikke meningen, at de gode retter skal fjernes fra buffeten, fordi vi begynder at arbejde med os selv.
Problemet opstår snarere, når livet efterspørger noget, der ikke rigtig står der endnu.
Så kan vi blive ved med at række ud efter det, vi plejer.
Mere analyse.
Mere handling.
Mere omsorg for den anden.
Mere kontrol.
Mere tilpasning.
Mere af det, vi allerede er virkelig gode til.
Men nogle gange hjælper det ikke.
Min nabo gav mig forleden en meget jordnær version af den pointe.
På vej hjem fra skoven fortalte han mig, at han som mekaniker engang havde noget pladearbejde på en bil stående, som skulle laves. Han havde prøvet at sidde en hel dag og kigge på det, mens han røg sine smøger.
Det virkede ikke.
“Man kan ikke kigge det væk,” sagde han. “Jeg har prøvet.”
Hans kone havde spurgt, om han så også skulle kigge på det næste dag.
Det er svært at argumentere imod.
Nogle ting i livet skal tænkes igennem.
Nogle skal mærkes.
Nogle kræver, at vi venter.
Nogle kræver, at vi taler.
Og nogle skal simpelthen gøres.
Har vi kun adgang til nogle få af mulighederne, kan vi være nok så kompetente og stadig komme til kort, når situationen kalder på noget andet.
Det er det, jeg mere fagligt ville kalde vores repertoire: de forskellige måder at tænke, mærke, handle, reagere og være sammen med andre på, som reelt er tilgængelige for os.
Personlig udvikling handler ikke om at blive et andet menneske.
Det handler om at få mere på buffeten.
Det ændrer også måden, vi kan se vores stærke sider på.
Handlekraft er en fantastisk ressource.
Men ikke hvis jeg kun kan handle – også når situationen kræver, at jeg venter og lytter.
Evnen til at forstå andre mennesker er en fantastisk relationel kompetence.
Men hvis jeg næsten automatisk forlader min egen position for at forstå din, kan den samme kompetence skabe ubalance.
Analytisk kapacitet er uvurderlig i mange sammenhænge.
Men analyse løser ikke nødvendigvis en situation, der kræver, at jeg mærker noget, træffer en beslutning eller rejser mig fra stolen og gør arbejdet.
Det interessante er derfor ikke kun, hvilke strategier jeg har.
Det er også, hvor frit jeg kan bevæge mig mellem dem.
Kan jeg handle og vente?
Kan jeg analysere og mærke?
Kan jeg være optaget af dig og blive hos mig?
Kan jeg sige ja og nej?
Kan jeg tage ansvar og lade dig tage dit?
Kan jeg holde fast og skifte retning?
Jo mere der står på buffeten, desto større mulighed har jeg for at vælge det, den konkrete situation faktisk kalder på.
Og så sker der noget interessant.
For buffeten viser sig ikke kun at være min egen.
Den nybagte fars praktiske opgaver forsvinder jo ikke, fordi hans få-det-gjort-kapacitet ikke er særlig veltrænet.
Bleerne bliver ikke mindre brugte.
Vasketøjet vasker ikke sig selv.
Der skal stadig købes ind.
Barnet skal stadig have mad. Og det kan ikke kigges væk.
Det, han ikke får gjort, lander et sted.
Måske hos hans partner.
Og så er hans adgang til en bestemt kapacitet pludselig ikke længere kun interessant for ham.
Hans begrænsning bliver en del af hendes vilkår.
Det gælder også på andre områder.
Hvis jeg ikke får sagt, hvad jeg har brug for, må du måske gætte.
Hvis jeg har svært ved at sige nej, kan du komme til at leve sammen med et menneske, der siger ja og bagefter bliver overbelastet eller irritabelt.
Hvis jeg har svært ved at tage ansvar og handle, kommer andre måske til at bære mere.
Hvis jeg ikke kan stå i uenighed, kan bestemte samtaler blive næsten umulige mellem os.
Hvis jeg altid handler hurtigt og har svært ved at vente, lytte og give plads, bliver dét også noget, mennesker omkring mig må forholde sig til.
I nære relationer bliver vores begrænsninger mindre private.
Det samme gælder på en arbejdsplads.
Og i særlig grad, når vi bliver ledere.
En leder løser selvfølgelig faglige og organisatoriske opgaver. Men lederen bliver samtidig en del af det miljø, andre mennesker skal kunne fungere i.
Hvis en leder har svært ved at træffe beslutninger, er det ikke kun noget, der foregår inde i lederen.
Medarbejderne arbejder i den uklarhed, der opstår.
Hvis lederen har svært ved konflikt, påvirker det arbejdspladsens muligheder for at håndtere uenighed.
Hvis lederen har svært ved at tåle kritik eller modsigelse, påvirker det, hvilken information der overhovedet når frem til lederen.
Hvis lederen har svært ved at indrømme en fejl, påvirker det måske også, hvor trygt det bliver for andre at gøre det.
Og omvendt.
En leder, der kan være tydelig og nysgerrig, handle og lytte, stå fast og korrigere kursen, når ny information gør det nødvendigt, stiller et større menneskeligt repertoire til rådighed i organisationen.
Lederens personlige kapacitet bliver dermed en del af medarbejdernes arbejdsvilkår.
Jo større betydning vores position har for andre mennesker, desto mindre private bliver konsekvenserne af vores egne begrænsninger.
Og måske bliver det allertydeligst et helt andet sted.
Som forældre er vores tilgængelige kapacitet og vores begrænsninger ikke kun vores egne.
De bliver en del af det relationelle miljø, vores børn vokser op i.
Det vand, de svømmer rundt i.
Et lille barn har ikke et neutralt sammenligningsgrundlag.
Det tænker ikke:
Min far har vist begrænset adgang til følelsesmæssig kommunikation.
Eller:
Min mor kunne nok med fordel udvikle sin evne til at stå tydeligt i sin egen position.
Barnet oplever først og fremmest:
Sådan er verden.
Sådan er relationer.
Sådan er det, når mennesker er uenige.
Sådan reagerer andre, når jeg er vred.
Så meget må jeg fylde.
Sådan viser mennesker kærlighed.
Sådan sætter man grænser.
Sådan siger man undskyld.
Sådan interesserer mennesker sig for hinanden.
Hvis jeg har svært ved at rumme vrede, bliver det en del af det relationelle miljø, mit barn vokser op i.
Hvis jeg har svært ved at sætte tydelige grænser, bliver dét en del af miljøet.
Hvis jeg sjældent viser nysgerrighed på det, barnet fortæller, bliver også dét en del af vandet.
Og det samme gælder naturligvis alle de kapaciteter, jeg faktisk har adgang til.
Vi giver ikke kun vores børn det, vi aktivt lærer dem – det, vi forsøger at opdrage ud af dem og ind i dem. Vi giver dem også erfaringer med det menneskelige repertoire, der er tilgængeligt omkring dem.
Vi kan fortælle vores børn, at de skal sige undskyld, lytte til andre, stå ved sig selv, tale ordentligt, være nysgerrige, sige fra og bede om hjælp.
Det er det, vi aktivt forsøger at lære dem.
Men samtidig lever de midt i vores eget repertoire.
De oplever, om vi siger undskyld.
Om vi kan lytte.
Om vi kan stå ved os selv.
Om vi taler ordentligt, når vi bliver vrede.
Om vi kan være nysgerrige på et perspektiv, vi ikke deler.
Om vi kan sige fra uden at angribe.
Om vi kan bede om hjælp.
Det ene er det, vi forsøger at lære vores børn. Det andet er det menneskeliv, vi lader dem få erfaring med.
Og børn får begge dele.
Kan mennesker være uenige og stadig være forbundne?
Kan man sige nej uden at forlade relationen?
Kan en voksen opdage, at hun tog fejl, og sige undskyld?
Kan man være vred uden at blive farlig?
Kan man fortælle, hvad man har brug for?
Kan man bede om hjælp?
Kan man lytte til et andet menneske og samtidig blive hos sig selv?
Kan man blive frustreret og finde tilbage til hinanden?
Det lærer vores børn ikke kun gennem det, vi fortæller dem.
De får erfaring med det gennem os.
Vi begyndte med en mand, der var blevet far og havde brug for at træne sin få-det-gjort-muskel.
Det kunne ligne et individuelt udviklingsprojekt.
Noget, han gerne ville kunne bedre, fordi det ville gøre hans eget liv lettere.
Men hans nye kapacitet slutter ikke hos ham.
Den ændrer noget for hans partner.
Den bliver en del af det familieliv, de skaber sammen.
Og den bliver en del af det menneskelige repertoire, hans barn får erfaring med.
På samme måde kan den kapacitet, en leder udvikler, ændre noget for en hel gruppe medarbejdere.
Og noget, jeg udvikler i mig selv, kan ændre den måde, jeg møder min partner, mine venner, mine kolleger og andre mennesker på.
Det, vi måske troede var slutningen på en personlig udviklingsproces, viser sig at kunne være begyndelsen på noget nyt.
For det, jeg får adgang til i mig selv, tager jeg med mig ud i verden.
Personlig udvikling handler ikke om at blive et andet menneske.
Det handler om at få mere af sin menneskelige kapacitet til rådighed.
Mere på buffeten.
Et større repertoire.
Flere mulige svar på det liv, vi faktisk står i.
Og når vi får adgang til mere af vores egen kapacitet, ændrer det ikke kun vores egne muligheder.
Det kan give vores partner mindre at kompensere for.
Det kan give medarbejdere andre vilkår at arbejde under.
Det kan give vores børn erfaring med flere måder at være menneske på.
Og det kan ændre mulighederne for de mennesker, der er omkring os.
Det, vi udvikler i os selv, bliver noget, andre mennesker møder.
Og måske bliver det, der var en ny begyndelse i os, begyndelsen på noget nyt i dem.
Derfor er personlig udvikling ikke kun personlig.