Skal I ikke snart have børn?
Det kan være et helt uskyldigt spørgsmål.
Måske stillet af et menneske, der holder af jer.
En kollega over frokosten.
En tante til en familiefest.
En ven, der lige selv er blevet far.
De ved ikke nødvendigvis, at I har forsøgt i to år.
At du fik din menstruation i morges.
At I venter på svar fra klinikken.
At sidste behandling ikke lykkedes.
At du lige har siddet ude på toilettet og samlet dig, fordi din kusine fortalte, at hun er gravid.
De spørger bare.
Og alligevel kan spørgsmålet ramme som en knytnæve.
Noget af det vanskelige ved ufrivillig barnløshed er, at det, man længes efter, findes overalt.
Gravide maver.
Barnevogne.
Børnefødselsdage.
Babybilleder.
Venner, der fortæller, at de “bare kiggede på hinanden”, og så var hun gravid.
Familier, der diskuterer, om de skal have nummer tre.
Mennesker, der klager over deres børn.
Og selvfølgelig skal de have lov til det.
Deres liv behøver ikke blive mindre, fordi dit gør ondt.
Men det betyder ikke, at det ikke kan gøre ondt at være i nærheden af.
Nogle gange er det ikke engang misundelsen, der er sværest.
Det er skammen over den.
Jeg elsker hende. Hvorfor kan jeg ikke bare være glad på hendes vegne?
Men de to ting kan godt eksistere samtidig.
Jeg kan være glad på dine vegne og ulykkelig på mine egne.
Den ene følelse ophæver ikke den anden.
I skal bare slappe af.
Det skal nok komme.
Min veninde blev gravid, så snart de stoppede med at tænke på det.
Har I prøvet akupunktur?
I kunne jo også bare adoptere.
I det mindste kan I sove længe.
Mange af den slags sætninger bliver sagt i et forsøg på at hjælpe.
For det kan også være svært at stå over for et menneske, der lider, når man ikke ved, hvad man skal sige.
Så vi finder et håb.
En løsning.
En historie om nogen, det lykkedes for.
Noget positivt.
Men gode intentioner og god virkning er ikke det samme.
Og måske er det netop noget af det, der kan være svært at forklare:
Jeg ved godt, du prøver at hjælpe. Men det hjælper mig ikke.
Så kommer det næste dilemma.
For hvordan skal andre kunne tage hensyn til noget, de ikke ved?
Måske har I ikke lyst til at fortælle hele familien, at I er i fertilitetsbehandling.
Måske vil den ene gerne fortælle det, mens den anden helst vil holde det privat.
Måske fortalte I det i begyndelsen og opdager nu, at det betyder, at mennesker spørger:
Hvordan gik det?
Hvornår skal I på klinikken igen?
Er der noget nyt?
Og pludselig skal I ikke bare håndtere jeres egen ventetid.
I skal også rapportere fra den.
Det kan være en mærkelig balance.
For åbenhed kan give støtte.
Men åbenhed giver også andre mennesker adgang til noget, man måske indimellem har brug for at lukke døren til.
Det kan også blive et spørgsmål mellem jer.
Den ene har måske brug for at fortælle det til venner og familie.
Den anden oplever det som noget privat.
Og hvem bestemmer så?
For historien er fælles.
Men oplevelsen er også individuel.
Må jeg fortælle min bedste ven, at din sædkvalitet er nedsat?
Må du fortælle din mor om mine undersøgelser?
Hvem ejer informationen, når det, der sker med den ene krop, samtidig påvirker vores fælles liv?
Det findes der ikke nødvendigvis et enkelt svar på.
Men det er værd at tale om.
For behovet for støtte skal kunne eksistere sammen med behovet for privatliv.
Vi kan ønske os, at mennesker omkring os intuitivt ved, hvad vi har brug for.
Nogle gør.
Andre gør ikke.
Og måske er en del af opgaven derfor at fortælle dem det.
Jeg vil gerne have, at du ved, hvad vi står i. Men jeg har ikke lyst til, at du spørger til behandlingen. Jeg fortæller selv, hvis der er noget.
Eller:
Du må meget gerne spørge, hvordan jeg har det. Jeg har faktisk brug for, at vi kan tale om det.
Eller:
Jeg ved godt, du prøver at give mig håb, når du fortæller om nogen, der pludselig blev gravide. Men lige nu har jeg mere brug for, at du bare hører, at jeg er ked af det.
Eller helt enkelt:
Jeg har ikke lyst til at tale om det i dag.
Det er ikke sikkert, den anden gør det rigtigt næste gang.
Men nu har vi givet dem en chance.n
En veninde er gravid.
Din søster skal holde barnedåb.
En kollega inviterer til babyshower.
Du vil gerne være det menneske, der kommer.
Men du kan næsten ikke holde tanken ud.
Hvad gør man så?
Måske tager man med.
Måske går man tidligt.
Måske siger man nej.
Måske sender man en gave og bliver hjemme.
Det kan være fristende at lede efter den moralsk rigtige løsning.
Hvis jeg var en god veninde, ville jeg selvfølgelig tage med.
Men måske findes der situationer, hvor det mest ansvarlige er at tage sin egen kapacitet alvorligt.
Ikke fordi den anden ikke betyder noget.
Men fordi jeg også gør.
At sige nej til en barnedåb er ikke nødvendigvis at sige nej til barnet.
At gå hjem fra en fest er ikke nødvendigvis at afvise familien.
At mute en gravid veninde på sociale medier i nogle måneder er ikke nødvendigvis et udtryk for manglende kærlighed.
Nogle gange er en grænse bare en måde at kunne blive i relationen på.
Der er også en anden side.
For hvis alt, der minder os om børn, graviditet og familieliv, bliver noget, vi skal undgå, kan verden langsomt blive meget lille.
Først springer vi babyshoweret over.
Så barnedåben.
Så middagen, fordi der kommer to gravide.
Så Instagram.
Så veninden, fordi hun nu kun taler om baby.
Noget af det kan være nødvendigt i perioder.
Men måske er det værd indimellem at spørge:
Beskytter jeg mig lige nu – eller er jeg begyndt at forsvinde fra mit eget liv?
Der er ingen facitliste.
Men der er en forskel.
Vi kan godt hjælpe mennesker omkring os til at blive bedre til at være sammen med os.
Men vi kan ikke skabe en verden uden gravide kvinder.
Uden børn.
Uden klodsede spørgsmål.
Uden mennesker, der siger noget, de ikke forstår virkningen af.
Og måske er målet heller ikke det.
Måske handler noget af arbejdet om begge dele:
At blive bedre til at sige:
Det dér har jeg ikke brug for.
Og samtidig udvikle større mulighed for at stå i en verden, der ikke altid kan indrette sig efter det, der gør ondt i mig.
Ikke fordi jeg skal tage mig sammen.
Men fordi jeg gerne vil kunne blive ved med at være en del af mit eget liv.
Nogle gange ved mennesker omkring os simpelthen ikke, hvad vi har brug for.
Og så står vi med et valg.
Vi kan håbe, de regner det ud.
Eller vi kan forsøge at fortælle dem det.
Ikke nødvendigvis hele historien.
Ikke nødvendigvis på den perfekte måde.
Men nok til at gøre noget synligt, som før var usynligt.
Jeg ved godt, du mener det kærligt. Men når du siger, at jeg bare skal slappe af, føler jeg mig faktisk mere alene.
Jeg vil rigtig gerne høre om din graviditet. Jeg har bare brug for, at du ved, at jeg måske også bliver ked af det.
Jeg vil gerne med. Men jeg ved først på dagen, om jeg kan.
Jeg har brug for, at du ikke spørger. Jeg skal nok selv fortælle.
Det interessante er, at grænsen så ikke kun bliver en måde at beskytte mig mod dig på.
Den kan også blive information, der gør dig bedre i stand til at være sammen med mig.
Og måske er det noget af det, nære relationer skal kunne holde til:
At vi indimellem må lære hinanden, hvordan det er godt at være tæt på os, når livet gør ondt.
Når barnløsheden også påvirker livet omkring jer
Ufrivillig barnløshed påvirker ikke kun det enkelte menneske. Den kan også påvirke parforholdet, sexlivet, venskaberne og forholdet til familie og omgivelser.
I parterapi kan vi arbejde med både det, der sker mellem jer, og med hvordan I passer på jer selv og hinanden i mødet med verden omkring jer.