Min datter på 9 fik angst og stoppede med at spise

Min datter på 9 fik angst og stoppede med at spise

af | jul 8, 2019 | Angst, Børn, Psykoterapi

Der er meget vi kan ønske os af livet. Bestemt. Men noget af det jeg ønsker for os alle, er at vi har evnen til at kunne se og bruge livets udfordringer til læring, udvikling og vækst. Hvis vi kan opfatte vores udfordringer og problemer som invitationer til udvikling, er vi godt stillede. Det er et holdningsspørgsmål; står du magtesløs i problemet eller ved du, at der er noget du skal lære af det her? Noget du vil have gavn af at lære. Noget der vil gøre dig og dit liv endnu bedre. Har vi så ydermere evnen til at opsøge og finde den rigtige hjælp, hvis vi selv sidder fast eller mangler kompetencer, så er der mange muligheder for at få den udvikling, der løser tingene. Det er hårdt undervejs. Ja det kan være en sand gyser – men min erfaring er, at når vi til fulde har taget udviklingsskridtet slipper problemet. Bagefter er livet så meget bedre – og vi selv er blevet så meget bedre mennesker – at vi slet ikke ville have været problemet – eller krisen – foruden.Men det kan vi først se bagefter – mens vi står i det er det meget lidelsesfuldt.

 

For nylig fik jeg selv en udfordring ud over de sædvanlige. Pludseligt stoppede min datter på 9 med at spise – fra den ene dag til den anden. En fredag kom hun hjem og sagde, at hun ikke havde spist hele dagen fordi ‘der var noget i hendes hals’. Vi købte is og drikkeyoghurt, som hun fik ned. Men allerede næste dag var både is og sødmælk ‘for tyk’, så hele lørdagen fik hun kun drikkeyoghurt og minimælk. Med min ernærings baggrund kunne jeg godt se, at hun overhovedet ikke fik energi og næringsstoffer nok – kosten var alt alt for ensidig, sukkerholdig og energisvag. Så jeg blev nervøs, da hun i forvejen er slank.

Selvom hun ikke var i overhængende livsfare endnu, gjorde det ondt at se hende sidde der og hive ud i huden på halsen, i forsøget på at skabe plads nok inden i halsen, så selv noget så tyndtflydende som minimælk kunne komme igennem. Det var vildt at se på, når pigen aldrig havde haft den slags problemer før.

Jeg vidste, at vi skulle have det løst hurtigst muligt. Vi gik ud for at handle grønsagsjuicer, smothies og andre tyndtflydende madvarer, men kun få af dem kunne hun få ned. Allerede fredag aften tog vi på børneakutafdelingen på Herlev hospital. De undersøgte hende på kryds og tværs, men havde ikke udstyr til at gå helt ned i halsen og kigge efter om der skulle sidde noget der. De anbefalede at lave en suppe. Lørdag brugte vi på at købe suppeben og grøntsager for at koge og blende det hele til en god suppe. Det var stor ståhej for ingenting – hun fik ikke en eneste dråbe ned.

Mandag morgen ringede jeg til lægen og fik en tid tirsdag. Ventetiden var hårrejsende da hendes næringstilstand var for nedadgående – hun var sulten. Hun var tilmed begyndt at spytte hele tiden – sagde at der ikke var plads i halsen til at synke spyt. Det virkede  sært – nærmest besat – og jeg kunne jo ikke sende hende i skole med den mani, for de andre børn ville slet ikke kunne rumme det.

Hun var bange og ved at være udmarvet over ikke at have spist ordentligt her på 4. dagen. Jeg havde mandag forsøgt at få tid til undersøgelse hos en øre næse hals læge, men der var 4 ugers ventetid. Tirsdag sendte vores læge os akut til ørenæsehalslæge, så vi kunne få afklaret om der sad noget fast. Speciallægen sendte en tynd kikkert gennem næsen og ned i svælget – og konkluderede at der ikke sad noget. Efter det besøg holdt hun op med at spytte konstant – det var som om halsen blev en smule udviddet.

 

Hvad var det her for noget?

Jeg havde aldrig set det før – og det havde lægerne heller ikke. Der var frygt, angst og spændinger i halsen. Spændingerme var reelle nok, det var tydeligt, men de blev forstærket af angsten og frygten for at blive kvalt.
Angst forstået som alt for levende tanker om det, der kan gå galt. En nedadgående selvforstærkende spiral der kan ende med tanker om tanker. Så, lige dér startede vores rejse ind i angstens verden – og vi ville ikke komme ud foreløbig.

Min datter var blevet bange for mad og for at spise. Lægen anbefalede at jeg skulle presse hende til at spise ved måltiderne. Det blev det blot værre af – nu fik hun også præstationsangst. Så jeg gik modsat og støttede og bakkede op alt det, jeg kunne. Det var reelt nok at hun var bange for mad, da halsen jo ikke fungerede og derfor ikke kunne sende maden ned i ‘den rigtige hals’. Det opdagede vi da hun en uge efter hun sidst havde spist rugbrød hostede rygbrødskerner op fra ‘den forkerte’ hals. Hun ville gerne spise men kunne ikke, hvilket betød at der ikke var tale om en spiseforstyrelse.

 

Hvad var der sket?

Clara nævner nogle begivenheder; Hun havde fået et tyggegummi galt i halsen nogle måneder før hos mormor og morfar, og var overbevist om at det stadigvæk sad der – selvom jeg sagde, at det kunne det ikke. Hun havde også set et børneprogram en uges tid før, hvor en dreng havde fået en græskarkerne ned i lungerne og skulle have det opereret op. Hun fortalte også at hun havde fået noget rugbrød galt i halsen og oplevede at det var smuttet helt ned i lungerne (og det passede, da hun rent faktisk hostede rugbrødsfrø op en uge efter at hun sidst havde spist rugbrød og anden fast føde). Og endelig fortalte hun, at hun dagen før spisestoppet var faldet ned fra et træ i SFOen. Hun var blevet meget forskrækket, da hun landede på ryggen. Hun blev undersøgt på akutafdelingen og der ‘var kun slaget – intet alvorligt’, sagde de. Men en af de senere alternative behandlere, som vi brugte, sagde at det kunne være at leveren havde fået et slag.

Men set i lyset af hendes alder kunne disse begivenheder skabe denne situation. Det forklarer Rudolf Steiner (Steiner pædagogiikken og steiner skolerne) med sine udviklingsfaser. Ifølge ham gennemgår børn (og voksne) forskellige udviklingsstadier livet igennem. Stadier der hænger sammen med vores konkrete alder. 9-10 års alderen kommer mange børn til skade – er uheldige. Den alder kaldes for Rubicon, og er kendetegnet ved at ellers trygge og livsglade børn kan begynde at blive usikre på verden, på andre og på sig selv. Ja nogle kan blive desideret angste. Det skyldes at de mister kontakten til deres spiritualitet, hvilket for dem der har haft en stærk kontakt den vej, er meget voldsomt. Læs mere om Rubicon i faktaboksen. For mig var det rigtig fint at lære om denne udviklingsfase og forstå, hvad mit barn gik igennem og hvorfor.

 

Men der var mere

I denne periode havde hun udviklet massive spændinger i hals, nakke, ryg og omkring brystkassen – så store at strækøvelser og vejrtrækningsøvelser ikke kunne lade sig gøre. I forsommeren samme år begyndte hun at klage over problemer med at trække vejret – og vi fik hende undersøgt for astma og allergi. Der var ikke noget af den slags.

Vi havde taget det tiltag at skifte hendes 5-spors store folkeskole på Frederiksberg ud med en et-spors tryg og børnevenlig privatskole efter steiner principperne. Det havde hjulpet – men ikke nok. Vi rendte til læger og specialister – men uden udbytte.  

Behandlinger og andre tiltag

Så nu stod vi dér. Jeg må indrømme at jeg, efter besøg hos 5 forskellge læger, som ikke kunne bidrage med behandling eller andet brugbart, hvilket sled på min datters tillid, indså at jeg selv måtte knække denne nød, selv finde de behandlere, vi skulle bruge og selv måtte tage ansvaret og være projektlederen. Jeg brugte derfor nætterne til at google, læse og finde ud af

  1. hvordan jeg kunne holde liv i hende,
  2. hvordan jeg kunne holde hende sund,
  3. hvordan jeg kunne holde hende tryg og ved godt mod og 
  4. hvordan jeg kunne få hende frem til normal fysisk og psykisk sund tilstand igen.

Allerede inden hun stoppede med at spise, havde vi booket en tid hos en osteopat (som er en overbygning på fysioterapeut, der ser kroppen som en helhed) for at hjælpe hende af med spændingerne.  Osteopaten konstaterede at nogle knogler sad forkert i kraniekanten, og at det var dem, der skabte spændingerne hele vejen ned. Hun begyndte at bearbejde dem. 

Det underlige er – set fra min nørdede og faglige vinkel – at de samme forskubbede knogler blev konstateret, da hun som helt lille baby kom til en kiropraktor med speciale i babyer. Og at de også var blevet konstateret af en osteopat i Spanien 2 år tidligere. Begge de tidligere gange havde behandleren fået bearbejdet kraniekanten og spændingerne – men nu var de vendt tilbage igen! Forklaringen havde hver gang været at det var sket, da hun var stået på hovedet i mig under fødslen på vej ud, hvilket jeg altid har syntes var lidt underligt, da jeg havde en både hurtig og nem fødsel. Men den slags forklaringer er jo også bare hypoteser.

Så jeg fik en fornemmelse af, at det var noget andet, der holdt fast i disse symptomer – og ville undersøge om der var noget psykisk eller spirituelt i systemerne (fx familiesystemet), der skulle ses og forløses for at spændingerne helt kunne slippe. Det kommer vi tilbage til senere. I mit arbejde ser jeg ofte hvordan det fysiske, det psykiske og det åndelige påvirker hinanden, og at en helbredelse af fysiske symptomer kan gå – helt eller delvist – gennem det mentale, sjælelige og åndelige.

Vi startede med osteopati, så afspænding med tankefeltterapi, så kiropraktik, så massage og så stemmetræning. For ud over angst – som jeg selv tog mig af – kunne jeg se, at der var et rent fysisk problem med halsen, nakken, ryggen og skulderne; hun var helt stiv og spændt op. Halsen var blevet så stiv og ufleksibel at hendes strubehoved stak ud som adamsæblet hos en fuldvoksen mand. Hun kunne ikke dreje hovedet til siderne, op eller ned, og havde problemer med at trække vejret. Jeg tænkte at rent fysiologisk kunne en så opspændt hals ikke fungere eller have den nødvendige fleksibilitet, der skal til for at mad kan komme rigtigt ned igennem. Og det var præcis hvad min datter gav som begrundelse for ikke at ville spise – at hun ikke kunne få det ned gennem halsen. Så for mig var det sund logik at der skulle nogle fysiske behandlinger til, også.

Nogle mennesker synes man skal holde sig til én behandling ad gangen. Det synes jeg ikke. Selvfølgelig skal behandlingerne ikke modarbejde hinanden – men det gør de heller ikke hvis behandlerne er dygtige og arbejder holistisk. Jeg oplevede at det var godt at have forskellige behandlere, da de hver især havde forskelligt fokus, og tilsammen løsnede kroppen og angsten fra forskellige vinkler og med forskellige metoder.

Mine egne interventioner – spirituelle og familieopstillinger

Hun kom til en børnevenlig tankefeldsterapeut, men efter et par gange kunne vi mærke at der ikke skete så meget. Hun blev ligesom spolet tilbage eller holdt fast af noget der var stærkere end tankefelteteraiens kraft. Min tanke var at noget andet måtte ske først – før tankefeltsterapien kunne virke. Da jeg har erfaring for at mange problemer og symptomer skyldes psykiske, systemiske og åndelige forviklinger og traumer, gik jeg den vej og jeg brugte familieopstillinger og systemiske opstillinger, som en kollega udførte for mig. Min datter deltog ikke.

Jeg fik derfor samlet 2 på hinanden følgende hold. Opstillinger er en nyere udviklingsmetode, der bygger på viden fra oprindelige folkeslag sat i en vestlig kontekst – bedst kendte er familieopstillingerne. Det er en metode jeg selv bruger til mine klienter, og jeg har derfor stor erfaring med og tillid til den. Med metoden kan vi se om det fysiske symptom, som barnet viser, skyldes noget i familien – forældre, bedsteforældre mm. – eller om det skyldes noget åndeligt fx en fremmed energi. Hvis problemet har ro i det system vi er en del af, nytter det ikke noget kun at behandle individet.

For min datter fik vi med opstillingernes hjælp både identificeret en mørk energi, der havde taget bolig i hende (og sendt energien afsted), og vi fik adskilt hende fra en mor fra et tidligere liv, der havde fulgt hende ind i dette liv og nu sad fast på – ja gæt selv – kraniekanten. Min datter havde været meget lille da hendes mor i det tidligere liv var død, og både mor og datter havde derfor ikke kunne slippe hinanden. Det var meget rørende for mig at se, og det forklarede begivenheder, der havde fundet sted i hendes tidlige barndom. Det var dejligt at få sendt den gamle mor afsted på en god måde, så min datter og jeg kunne relatere rent til hinanden uden forstyrrelsen fra den anden mor.

De efterfølgende uger var det tydeligt, hvor meget lettere min datter blev – og nogle af de fysiske metoder, som vi havde brugt for at få spændingerne til at give slip, men som ikke havde haft effekt – begyndte nu at få effekt. Og ja jeg ved godt at dette virker underligt, hvis du aldrig har haft denne slagt oplevelser fra tidliger liv eller med fremmede energier – men det gør ikke noget. Det er selvfølgelig en særlig erfaring jeg har kva mit arbejde. Og det utrolige er at man slet ikke behøver at tro på disse ting. Det der er sandt, er sandt – også selvom vi ikke tror på dem. 

Roden til hele miseren var dermed fundet, helet og sat på plads. Det var tydeligt, at det var en belastning – en tendens – hun havde haft med sig ind i livet, og som nu var blevet udløst af kombinationen af hendes alder – med den udvikling der ligger på det tidspunkt i livet – og dels af eksterne begivenheder (faldet, tyggegummiet og grækarkernen) – en belastning der både medførte angst og spændinger. Som jeg ser det, var det først efter dette arbejder at det fysiske problem i nakken og kraniekanten havde mulighed for at slippe for good. Nu efter opstillingerne oplevede behandleren store fremskridt – spændingerne slap ved behandling.

NLP og hypnose

Jeg arbejdede dagligt med hende i let hypnose og med NLP teknikker – fik fjernet smerten i halsen, hvilket betød at hun nu begyndte at spise klar suppe. Jeg afkoblede traumerne fra de konkrete begivenheder hun havde ude for, med NLP metoder.  For hver gang var der fremskridt og hun kunne drikke flere og flere ting. Men stadigvæk kun drikke. For hver ny ting fik hun mere mod og tillid til sig selv. Jeg arbejde med min kommunikation og med at bruge sproget præcist og bevidst til at skabe de støttende følelser, forandringer og indre tilstande , der skulle få hende frem mod målet. 

Angstanfald, elevator-stop og en frelsende engel

Hun fik angstanfald og panikangst og det var i den periode, jeg lærte at sove i joggetøj, så jeg hurtigt kunne komme op og være på.  Nogle gange gik vi tur om natten, for at få hende ned i kroppen. Andre gange krammede jeg hende og holdt om hende, mens jeg guidede hendes vejrtrækning i ro og i bund.

En aften var det helt galt og hun ville ud og gå. Vi boede i en ældre Frederiksbergejendom med en skøn gammel elevator. Uheldet (heldet?) var at netop den aften, hvor hun bare ville ud og gå angsten væk, satte elevatoren sig fast med os indeni. Det var nok det værste, der kunne ske for hende – at være spærret inde på så lille plads under et angstanfald, hvor hun havde brug for at gå og røre sig. Jeg så ingen anden mulighed end at bede hen sætte sig og begynde at heale hende med reiki. Indtil den dag havde hun afvist reiki, og derfor havde hun aldrig opdaget, hvad det kunne gøre for hende. Men nu brugte jeg det og satte fuld blus på, og så faldt hun til ro og i søvn i mine arme i elevatoren. Inden da havde jeg tilkaldt hjelp fra alarmcentraen, som sagde at der nok ville gå 1-11/2 time før teknikkeren kunne nå frem. Jeg fortalte at det hastede, og de ville gøre hvad de kunne.

Så, på et tidspunkt mens jeg sad med den sovende Clara i armene, kom denne 2 meter høje unge lyshårede  mand og flåede døren op, storsvedende af at have skyndt sig og knoklet med elevatordøren. Aldrig har jeg syntes at en mand mindede så meget om en engel – eller ærkeengel – før. Ja, der var i det hele taget noget meget synkront over hele situationen, som om oplevelsen var forudbestilt. For vi har aldrig i de 9 år vi boede i ejendommen, været ude for at elevatoren satte sig fast. Kun den ene aften
Efter den aften accepterede Clara at få healing, hvilket gjorde hendes fremskridt større. 

Mørke energier

Nogle gange havde jeg en oplevelse af at hun blev spolet tilbage – at hun lige havde haft et fremskridt pga en behandling eller et stykke forandringsarbejde, jeg havde lavet – og nu på en måde havde fået taget et skridt tilbage igen. Det undrede mig og jeg fik fornemmelsen af at noget hoppede på hende – selvom jeg samtidig syntes den tanke var for mærkelig. Jeg kom så til at tænke på mørke energier. På at nogle behandlere renser lokalerne før de arbejder, for at rense de mørke energier væk. Gik så til en antroposofisk læge (en almindelig læge med en Steiner overbygning) som fortalte om mørke entities og dæmoner, som kan sætte sig på os – og især gør det, når vi er svage og bange.

Vi havde på det tidspunkt en stor lejlighed på Frederiksberg, hvor der nogengange kom klienter til mig. Pludselig slog det mig at disse mennesker jo godt kunne have mørke energier tilknyttet, som jeg med mit terapeutiske helingsarbejde, fik til at forlade personen, men som så måske hoppede på min datter, når hun kom hjem. Så begyndte jeg også selv at rense ud, inden hun kom hjem. Disse ting er ikke noget jeg har lært op på mine terapeutiske uddannelser, men nu tog jeg det til mig – og det så ud til at virke positivt for Clara. Hun stoppede med at få tilbagefald.

 

Fremskridt på ernærings- og madområdet

I starten drak hun kun minimælk og en bestemt slags drikkeyughurt, som var fuld af sukker. Her måtte jeg lægge alle mine holdninger om sukker på hylden – barnet skulle jo have noget indenbords! Men i takt med at halsen slappede mere af og frygten blev mindre kunne hun drikke flere og flere nye drikke. Jeg gik derfor i gang med smoothises, som jeg fik fyldt med flere og flere ernæringsmæssigt gode sager. Da hun accepterede hørfrøolie og bifidobakterier i sin tomat/rødbede juice om morgenen, begyndte jeg at slappe mere af. Puha, så var de kalorier, gode bakterier og sunde fedtsyrer da indenbords.

Da hun på et senere tidspunkt ydermere accepterede gammeldags æggesnaps fortyndet med mælk og fløde, som daglig proteinkilde, var det lige før jeg jublede. Vi tog ikke chancen at bruge upasteuriserede økologiske æg – da en dårlig mave på nuværende tidspunkt ville være katastrofal. At drikke økologisk fløde direkte fra flasken blev en stor og daglig nydelse for hende, forstå det hvem der kan! Jeg måtte skubbe rundt med mine grænser og holdninger til, hvad sund mad er; hvad der er sundt for en lille pige i denne situation, er noget helt andet end det, der er sundt for andre børn. Sund mad er relativ. Stor var dagen da jeg fik lavet en kartoffelsuppe (en tynd kartoffelmos) og fyldt den med smør – og hun spiste den! Men der skulle gå endnu en uge før det skete. Derefter blev brun sovs det store hit, og en katalysator for at få andre mere fyldige ting ned. Men det skete først i 4. uge.

 

Skolen

Hun var hjemme fra skole i en uge. Dels var hun bange, og hun troede ikke på at andre end jeg kunne hjælpe hende, hvis hun fik et angstanfald. Dels ville hun kun spise (drikke), når jeg var der. Igen pga frygt for et anfald. 2. uge kom hun i skole med 2 termokander – en med klar suppe og en med mælk. Hun var meget tryg ved mælk. Desuden en lille drikkeyoghurt og en smoothie. Hun var dog meget bange for at være der uden mig. Jeg fik derfor lov til at låne et mødelokale på skolen, så hun kunne løbe hen til mig, hvis det blev nødvendigt. Heldigvis var jeg ved at skrive bog på det tidspunkt, så den skrev jeg på, på skolen. De dage jeg ikke kunne komme med var virkeligt svære for hende – hun kom hjem med sorte rande under øjnene og havde ikke spist. Så jeg besluttede at prøve at være på skolen, så meget som jeg kunne. SFO var udelukket indtil videre.

I slutningen af 2. uge følte jeg at jeg havde fået løst det første akutte problem – hendes næringstilstand. Vi havde fået hende op på et niveau, hvor hun drak nok og varieret nok til at hun ikke var i umiddelbar fare.

Jeg var utroligt taknemmelig for at hun går på den skole, hun gør; Kristofferskolen i Trekroner. Det er en skole med stor viden om og accept af børns udvikling og udfordringer på de forskellige alderstrin – og hvor alt er indrettet til at støtte børnene på deres aktuelle udviklingstrin. Intet er tilfældigt eller afgjort af et modelune eller en aktuel politisk situation. Der er fuldstændig åbenhed, om de problemer børn har og får undervejs, men som de på mange folkeskoler står både undrende og magtesløse overfor. Der var intet tabu og ingen skam, hvilket kunne have forsinket helbredelsen og skabt yderligere problemer. Tværtimod var der her både klasselærer og speciallærer med stor forståelse og kompetence.

 

Vi begyndte at tæmme angsten

Angst er selvforstærkende! Underlægger vi os den, breder den sig til nye områder. Da hun var stærk nok til at  spise-selvom-hun-var-bange og selvom-det-føltes-ubehageligt-i-den-spændte-hals,  stoppede hun den nedadgående spiral. Jeg tror, hun fik en følelse af selv at kunne påvirke det og være mere i kontrol. Angsten bredte sig ikke længere, og hun blev hurtigt tryg nok til at komme i skole alene igen. Stadigvæk med suppe og mælk – men det var et stort skridt at hun turde være der uden mig. 

Angst skal tæmmes igen og igen og igen. Vi skal bruge mod til at gå imod den. Dette er selvfølgeligt meget svært for den, der sidder midt i angsten. Derfor er det vigtigt at have en ved sin side, der ved hvad der skal til og som kan støtte en. Som mor var jeg nødt til at gå foran. Nødt til at få min egen frygt på plads, FØR jeg kunne gå foran og give hende modet til at trodse angsten – tage angsten i hånden. Men for hver gang hun gjorde det, bredte der sig en glæde i hende – det var helt tydeligt så lettet og stolt hun blev. Hun kunne mærke den frihed, der kom, når kampen mod angsten lykkedes. Angsten begrænser – den skaber et fængsel, hvor murene rykkes tættere og tættere på.

 

At være mor – og professionel – til et barn med udfordringer 

Som mor var jeg nødt til at håndtere min egen frygt, inden jeg kunne håndtere hendes. Og det er jo naturligt at blive bange, når ting som dette sker. Bange for at miste sit barn, bange for at det gør ondt på barnet eller for at skade hende. Og når vi er bange, tænker vi ikke klart og fleksibelt. Angst er uforståeligt for dem, der ikke har den. Hvorfor spiser du ikke bare? Tænker de. Det kan en stresset mor også godt tænke!

Jeg var derfor meget taknemmelig for min erfaring og baggrund – både indenfor det ernæringsmæssige, det psykiske, det familiesystemiske og på kommunikationsområdet – så jeg havde en forforståelse, en erfaring med og tillid til metoder og værktøjer, der kunne hjælpe hende.

Men jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget jeg ville være gået i panik, hvis ikke jeg havde haft den baggrund, som jeg har.  Som Hypnoseterapeut,  NLP terapeut og NLP lærer kender jeg til sprogets og kommunikationens magt og muligheder for at skabe støttende forandringer. Som psykoterapeut vidste jeg noget om angst og behandling af angst og frygt. Og som cand brom vidste jeg noget om ernæring og mad, som sådan. Så, selvom det naturligvis er noget mere vanskeligt, når det drejede sig om mit eget barn, var jeg mere på hjemmebane end mange andre mødre, der kommer ud for dette. For eksempel snakkede jeg med en kontordame, hvis barn kom ud for det samme som min datter. Denne kvinde var selvfølgelig langt mere på bar bund.

Da løsningen på min datters problemer krævede hele min baggriund, virkede det naturligt at det var mig, der havde fået et barn med denne udfordring.

Men jeg skulle lære afbalancere rollerne som behandler og mor – og hun lærte mig hurtigt, at jeg primært skulle være mor og tryg base. Hendes tillid til mig var afgørende, og skulle hun have interventioner fra min side, måtte det ske på hendes klare opfordring. Således lavede vi engang en lille støttende hypnose for hende i S-toget mellem Trekroner og Valby – fordi det var det hun ville og havde brug for, lige der. At kunne gribe bolden i øjeblikket var min fordel. Men det er ingen hemmelighed at det var et pres, jeg aldrig har prøvet før- og jeg måtte sørge for at kunne holde hele vejen til mål. Et mål jeg ikke vidste, hvornår ville komme. Så jeg skulle også have hjælp til mig selv. En, der støttede mig.

 

Hvordan gik det så – senere?

Jo, det gik sådan, at vi satte alle segl til – gjorde alt hvad vi kunne på alle områder. Efter 3-4 måneder spiste hun acceptabelt igen – og hvade overvundet angstanfald og en del af frygten for maden. Derefter gik vi ind i det jeg kaldte ‘genoptræning’.

Set i bakspejlet er 3-4 måneder ikke så lang tid – og slet ikke så lang tid, som jeg følte det var, mens det stod på. Det er den til dato mest intense, udfordrende  og nervepirrende tid i mit liv. Tiden hvor jeg fik brug for alt hvad jeg havde lært, kunne  og alt hvad jeg kunne nå at lære, mens det stod på. Min datter har det bedre – og har det bedre end før episoden. Hvad hun iøvrigt skal bruge det til – om noget – må tiden vise. Set i bakspejlet ville vi ikke have været den foruden – og sådan er det med kriser, som vi kommer lærerigt igennem.

I grunden overraskende hvor meget vi mennesker kan lære og kan holde til, når der virkeligt står noget vigtigt på spil som fx vores dejlige børn <3!

Er dit barn også stoppet med at spise – og er det blevet bange?

Så kan jeg hjælpe jer!

Fx med:  

  1. At forstå hvad der sker med dit barn, hvorfor det reagerer som det gør og hvordan du kan hjælpe det.
  2. Ernæring og mad – hvad skal du give dit barn at spise, så det får næringsstoffer nok? Så det er sundt og ikke taber sig. Hvad skal du gøre for at få barnet tilbage til at spise  rigtig mad igen?
  3. Støttende samvær – den måde du snakker med dit barn, er afgørende for om du støtter barnet – eller kommer til at forstærke problemet uden at ville det. Jeg lærer dig at støtte og coache dit barn, så du styrker dets glæde, selvværd og selvtillid.
  4. Håndtering af angsten – hvad kan du gøre, når barnet er bange? Som forældre er din reaktion vigtig. Hvis du ikke har en faglig baggrund, så du ved noget om angst, står du ofte på bar bund her. Jeg kan klæde dig på, så du kan klare det.
  5. Håndtering af skolen – hvordan kan du klæde barnet bedst muligt på til at møde kammeraterne? Hvad skal du sige til læreren og klassen, så dit barn kan komme i skole igen?
  6. Projektleder – i disse situationer er lægen typisk ikke til så meget gavn. Så du skal selv styre jer igennem, være ‘projektleder’ og finde de metoder og behandlinger, der virker. Det kan være et virvar, men da jeg har været der, kan jeg give dig sparring på det. 
  7. Samtaler med barnet – behandling af barnets angst – du kan også bruge mig til at snakke med barnet og behandle selve angsten og angstanfaldene. Som forælder er du med, så barnet er trygt og så du ser, hvad jeg gør. Måske lærer du også selv nget du kan tage med hjem. Jeg snakker med barnet i børnehøjde og bruger børnevenlige metoder. 

Samtaler foregår normalt online gennem zoom. Det er nemt, og du skal ikke downloade noget, men får bare tilsendt et link, som du klikker på for at komme ind i ‘mødelokalet’. 

Faglig baggrund og erfaring 

 

  •  Cand brom – uddannet i ernæring og levnedsmidler fra KVL (Københavns universitet)
  • Psykoterapeut MPF – at støtte og udvikle mennesker vhja. psykoterapeutiske processer.
  • Hypnoseterapeut – sproglige mønstre og forandringsarbejde i trance
  • NLP lærer og terapeut – uddannet i kommunikation og coaching.
  • Enneagramlærer – mennesketyper og en genvej til at forstå dit barn – og dig.
  • Facilitator af familieopstillinger – familiesystemet og dynamikker. Hvordan I påvirker hinanden  og hvordan problemer opstår i familien.

Ring 50508280!

Rubicon – en vigtig periode i barnets liv

Ifølge Rudolf Steiner (1861 til 1925, grundlægger af antroposofien og fra Østrig) gennemlever børn og voksne udviklingsperioder livet igennem, og perioden 9-10 (7-12) års alderen kaldes Rubicon. I steinerkredse taler man om at krydse Rubicon jf. Cesar der krydsede floden Rubicon – og dermed overtræder point of no return.  Nogle definerer hele perioden 7-14 år som havende 3 Rubicons – en ved de 7 år, en ved 9 år og en igen ved 12 år. I steinerskolen sidestilles perioden med at blive kastet ud af Paradis. For nogle er Rubicon svær – andre kommer igennem uden de store sværdslag. Børn er forskellige.  Børn oplever i løbet af denne tid en pludselig indre ustabilitet og tab af fundament. Det er en krise, som psykoterapeuter, psykologer og psykiatere kender godt, da mange frygt og svagheder, der senere stiger til overfladen i ungdomsårene, kan spores tilbage til subtile begivenheder under Rubicon. Forældre og undervisere har brug for at vide, hvad de skal sige, og hvordan de skal handle, fordi deres svar på dette tidspunkt vil være afgørende for hele barnets liv. Modsat; håndteres disse kriser godt, kan vi hjælpe barnet lysår frem og styrke det for resten af livet.

I alderen 7 til 14, skal tre signifikante “Rubicons” krydses: 7 år, når et barn mister mælketænder og vokser voksne tænder med en første bevidsthedsændring; 9 år, hvor mange børn lærer, at der ikke er nogen julemand eller tandfe, og begynder at føle deres egen kompetence og ensomhed; og 12 år når puberteten begynder og evnen til at dømme og tænke klart fødes. Disse “Rubicons” skal børn krydse for at udvikle sig sundt. Hvert barn er forskelligt, men symptomerne har tendens til at være de samme ved hver vigtige tærskel – således er det nu tydeligt for os at min datter reagerer kraftigt blandt andet med angst på forskellige måder. Der sker markante ændringer ift. at føle øget uafhængighed, social dygtighed og en føle ansvar for andre. At ignorere disse vigtige skridt og “kriser” i barnets bevidsthed, er at risikere ufuldstændig udvikling med livslang afhængighedsspørgsmål. Det drejer sig for barnet om at udvikle frihed og sund autonomi. Gaver der er nødvendige for et lykkeligt, klartænkt og meningsfuldt liv.

Symptomer som øget ængstelighed, mareridt, manglende evne til at falde til ro om aftenen og en frygt for døden – altså frygt og decideret angst – er ikke ualmindelige. Men også smækken med døre, stampen i gulvet og uhøflighed, som løsrivelsesgreb. Dette er meget typisk, men er meget lidt beskevet og kendt uden for Steiner/ Waldorf-verdenen. I Steiner-skolen sidestilles Rubicon med at blive kastet ud af paradiset. Alt, hvad barnet hidtil har kendt til af uskyld og følelse af enhed i den tidlige barndom begynder at udhules, og det er som om et imaginært slør løftes, og de ser, hvor adskilte de er; fra deres forældre og fra verden. De kan føle stor tristhed på dette tidspunkt og også meget vrede og frygt. Der kan være meget kritik mod forældrene, og nogle børn stiller endd spørgsmålstegn ved, om de er adopteret på dette tidspunkt.

 

Få hjælp til dig selv også!

Mit tip til dig, som er forælder til et barn med probblemer, er, at få hjælp til dig selv også!  Det slider og stresser mere end du måske tror – eller er bevidst om. 

Du skal jo holde hele vejen til I er i mål! Og du ved ikke, hvor lang tid, det tager. Du er barnets klippe, beskytter, kærlighedskilde og omsorgsperson – så du og dit overskud er vigtigt for dit barn.

Derfor må du sørge for at få hjælp til dig selv også; terapi, coaching, rådgivning og sparring. En timeout fra hjemmet, en gåtur, en svømmetur eller måske endda en tur i infrarød sauna eller en massage ind imellem.

Vi kan godt glemme os selv, når bølgerne går højt, og vi er chokerede over det, der sker med vores barn. Men altså, du selv tage din iltmaske på, før du sætter en på barnet, som de siger i flyet. Du skal i hvert tilfælde skal huske din egen iltmaske på også.

Ring 50508280!

Book en tid eller stil mig dit spørgsmål

Fortæl mig hvad I gerne vil vide mere om, og så vender jeg hurtigst muligt tilbage til dig.

Book din tid - eller gratis 20 min telefonsamtale - her

Skriv nogle forslag til hvornår I kan og om I er interesseret i tid på Frederiksberg, St. Merløse ved Ringsted eller online.

7 + 8 =