Lad os bare indrømme det.
Der er noget, vi kan lide, og noget, vi ikke kan lide. Noget fungerer godt for os, og noget gør ikke.
Sådan er det i vores private relationer, og sådan er det på en arbejdsplads.
På en arbejdsplads står vi ovenikøbet forskellige steder. Vi har hænderne i forskellige dele af bolledejen og ser derfor forskellige ting. Det, der ser fornuftigt ud fra én plads, kan give problemer et andet sted. Og samtidig er vi forskellige mennesker. Noget, der fungerer fint for min kollega, fungerer måske mindre godt for mig.
Begge dele er nyttig information.
Det, der fungerer, skal gerne kunne fortsætte. Måske skal der ligefrem være mere af det.
Og det, der ikke fungerer, kan der være brug for at ændre eller skrue ned for.
Derfor tror jeg ikke på, at vi hjælper hverken arbejdspladser eller private relationer ved kun at se efter det positive eller ved kun at kommunikere positivt, anerkendende og rosende.
Det negative er også information.
Det, der ikke fungerer, skal også kunne komme frem
Hvis noget ikke fungerer set fra min plads, er det værdifuld information for det system, jeg er en del af.
Hvis noget ikke fungerer for mig som menneske, er dét også værdifuld information.
Men kun hvis informationen bliver tilgængelig.
For hvis jeg ikke fortæller dig, hvordan jeg oplever det, kan du ikke vide det. Du kan ikke læse mine tanker eller mærke mine oplevelser.
Det lyder banalt.
Alligevel går vi mennesker rundt med utrolig meget information om vores arbejdspladser, parforhold, familier, samarbejder og venskaber, som aldrig når frem til de mennesker, der faktisk kunne gøre noget med den.
Nogle af os har en meget høj kant op til at få sagt:
Det her fungerer ikke for mig.
Jeg er uenig.
Jeg har brug for noget andet.
Jeg savner noget i vores relation.
Jeg synes faktisk, vi skal gøre det anderledes.
Andre har næsten ingen kant. De siger det hurtigt, tydeligt og direkte – men kan til gengæld komme til at blæse andre af banen undervejs.
Begge dele kan give problemer.
Og begge dele kan trænes.
Når vi ikke får sagt det vigtige
For mit eget vedkommende har det haft en pris ikke at få sagt noget af det, der var vigtigt for mig.
Hvis jeg igen og igen undlader at bringe det, jeg ser, oplever eller har brug for, ind i relationen, kan der efterhånden ske noget med min oplevelse af min egen betydning.
Hvorfor egentlig sige noget, hvis det, jeg har at sige, alligevel ikke er vigtigt?
Og hvis den, der ser noget, ikke oplever sig selv som betydningsfuld, bliver det endnu sværere næste gang at bringe sin viden og oplevelse frem.
Det kan blive selvforstærkende.
Men der kan også ske noget med selve det, vi ikke får sagt.
Et ønske, der kunne være blevet kommunikeret forholdsvis roligt i begyndelsen, kan vokse sig større. Det kan blive til irritation, frustration og måske til sidst en eksplosion.
Eller vi kan begynde at trække os. Fra samtalen. Fra engagementet. Fra arbejdspladsen. Fra relationen.
Det, der ikke kunne siges direkte dér, hvor det kunne gøre en forskel, finder nogle gange andre veje. Det bliver til snak i krogene, klager til andre, resignation eller bagtalelse.
Problemet er, at informationen så ikke nødvendigvis når frem der, hvor den kan bruges og gøre en forskel.
Og det gælder ikke kun i private relationer.
Hvis jeg som medarbejder ikke får fortalt, hvad jeg ser fra min plads i virksomheden, mister virksomheden adgang til den information, jeg sidder med. Det kan meget vel få konsekvenser for både produktivitet, kvalitet og samarbejde.
Derfor er det vigtigt, at kanten op til den direkte kommunikation ikke bliver for høj.
Men tydelighed er ikke det samme som hårdhed
Den modsatte yderlighed løser ikke problemet.
For hvis jeg ganske vist får sagt præcis, hvad jeg mener, men gør det på en måde, der reducerer dig til problemet eller blæser dig af banen, kan informationen også gå tabt.
For du hører den ikke.
Eller du bliver så optaget af at beskytte dig selv, forsvare dig eller komme dig over måden, den blev leveret på, at selve informationen træder i baggrunden.
Så er ordene ganske vist kommet ud af min mund. Men kommunikationen har ikke nødvendigvis gjort sit arbejde.
Derfor handler god kommunikation for mig hverken om at lære mennesker kun at være positive eller om at lære dem bare at sige tingene, som de er.
Det handler om at kunne gøre mere af det samlede billede tilgængeligt.
Det positive er ikke smørelse omkring kritikken
Og nej. Det betyder ikke, at kritik skal pakkes ind i ros.
Hvis jeg siger noget positivt om dig alene for at gøre dig mere modtagelig for det negative, jeg egentlig gerne vil sige, bliver det positive et middel til et andet formål.
Men sådan ser jeg det ikke.
Det positive har sin egen værdi.
Hvis jeg værdsætter noget ved dig, er det information.
Hvis jeg synes, noget fungerer godt, er det information.
Hvis jeg gerne vil have mere af noget, du allerede gør, er det information.
Præcis ligesom det er information, når jeg oplever, at noget ikke fungerer.
Det ene er ikke emballage omkring det andet.
Begge dele tilhører helhedsbilledet.
Hvis jeg faktisk værdsætter 90 procent og ønsker 10 procent anderledes, bliver min kommunikation misvisende, hvis jeg kun fortæller dig om de 10 procent.
Det, vi siger, påvirker også det, vi selv får øje på
Der er endnu en grund til, at det positive ikke bare er pynt omkring det negative.
Hvis jeg igen og igen retter min opmærksomhed mod det, der ikke fungerer, og det primært er dét, jeg tænker over og taler om, kan jeg efterhånden få skabt et forvrænget billede af virkeligheden – også for mig selv.
Måske er 90 procent af mit arbejde faktisk meningsfuldt og velfungerende, mens 10 procent frustrerer mig. Men hvis det er de 10 procent, jeg igen og igen vender tilbage til, taler med mine kolleger om og tager med hjem til min partner, kan jeg efterhånden selv begynde at opleve, at der er en masse galt med mit arbejde.
Det samme kan ske i et parforhold.
Hvis min opmærksomhed primært samler sig om de tallerkener, der ikke bliver båret ned, de aftaler, der bliver glemt, og de ting, jeg savner fra min partner, kan de begynde at fylde uforholdsmæssigt meget i mit billede af relationen.
Ikke fordi problemerne ikke er virkelige. Det er de måske.
Men de er ikke nødvendigvis hele virkeligheden.
Det positive skal derfor heller ikke kommunikeres for at opveje eller neutralisere det negative. Det skal med, hvis det også er sandt.
Måske er jeg irriteret over tallerkenerne og glad for mit barn.
Måske er jeg utilfreds med en bestemt del af mit arbejde og stolt af det, vi lykkes med.
Måske savner jeg noget væsentligt fra min partner og holder meget af det liv, vi har sammen.
Når begge dele får sprog, bliver billedet ikke mere positivt.
Det bliver mere helt.
Det usagte kan ikke få den betydning, vi tror, det har
Vi kan gå rundt og tro, at vores samlede oplevelse på en eller anden måde findes mellem os, fordi den findes inde i os.
Det gør den ikke nødvendigvis.
Jeg kan tænke hundrede varme tanker om mit barn og primært åbne munden, når noget skal rettes:
“De der tallerkener på værelset – vil du tage dem med ned i køkkenet?”
Barnet har ikke adgang til de hundrede varme tanker, bare fordi jeg har dem.
En leder, jeg engang arbejdede med, fortalte grinende, at hans kone havde brug for, at han sagde, at han elskede hende. Det kunne han ikke rigtig se behovet for.
Det havde han jo sagt, da de blev gift.
Historien er sjov, fordi den i en overdreven form viser noget, mange af os gør i mindre målestok.
Vi ved jo godt selv, hvad vi føler.
Vi ved, hvem vi holder af.
Vi ved, hvad vi værdsætter ved vores partner, vores børn, vores venner og vores kolleger.
Men:
Fik vi det sagt?
Folk arbejder med taknemmelighedsøvelser. De skriver måske hver aften tre ting ned, de er taknemmelige for. Det kan have stor værdi for dem selv.
Men får de det sagt?
Til dem, der faktisk skal høre det?
Tak for det, du gjorde.
Jeg bliver glad, når du ringer.
Jeg synes, du håndterede det virkelig godt.
Jeg holder af vores samtaler.
Jeg er glad for, at du er i mit liv.
Det dér, du gør på arbejdet, gør faktisk mit arbejde lettere.
For det positive, der bliver inde i mig, kan have betydning for mig.
Men hvis det skal have betydning mellem os, må noget af det bevæge sig fra min indre virkelighed og ud i vores fælles relationelle rum.
Og selvfølgelig gælder præcis det samme den anden vej.
Hvis jeg aldrig fortæller, hvad der ikke fungerer for mig, kan jeg ikke forvente, at du ved det.
Hvis jeg aldrig fortæller dig, hvad jeg savner, får du ikke mulighed for at forholde dig til det.
Hvis jeg ikke fortæller, hvad jeg ser fra min plads i virksomheden, mister virksomheden adgang til den information, jeg sidder med.
Når vi får det sagt, kan virkeligheden svare
Der sker også noget andet, når vi får kommunikeret det, der fylder.
Det kommer ud af vores eget indre kredsløb.
Det bliver ventileret, og alene dét kan gøre det lettere at se det i en mere rigtig proportion.
Men der kan ske noget endnu vigtigere.
Virkeligheden kan svare tilbage.
Så længe jeg går alene med noget, kan jeg tænke den samme tanke igen og igen. Irritationen kan vokse. Jeg kan gætte på den andens hensigter og forestille mig årsager – og måske efterhånden blive mere og mere sikker på min egen forklaring.
Når jeg får det sagt, åbner jeg et feedback loop.
Jeg sender ikke bare information ud. Jeg får information tilbage.
Måske siger min kollega:
“Gud, det vidste jeg slet ikke. Det kan vi sagtens ændre.”
Måske får jeg en forklaring, som får situationen til at se anderledes ud.
Måske finder jeg ud af, at det, jeg ønsker, slet ikke er muligt – og får at vide hvorfor.
Måske viser det sig, at andre har set præcis det samme som mig.
Måske bliver der lyttet og handlet på det.
Eller måske sker det modsatte. Jeg bliver ikke hørt. Der bliver ikke handlet. Den anden ønsker noget andet end mig, eller virksomheden kan eller vil ikke ændre det.
Det er også feedback.
I alle tilfælde ved jeg mere bagefter, end da samtalen kun foregik inde i mit eget hoved.
Min oplevelse bliver ikke mindre virkelig af den grund. Hvis noget ikke fungerer for mig, er dét information i sig selv.
Men min forklaring på, hvorfor det sker, hvad den anden tænker, eller hvad der kan lade sig gøre, er ikke nødvendigvis hele virkeligheden.
Kommunikationen giver mig mulighed for et virkelighedstjek.
Fik vi det sagt til den, der skulle høre det?
Her er det imidlertid afgørende, hvem jeg siger det til.
Jeg kan gå hen til en kollega og sige:
“Jeg er simpelthen så træt af, at vores chef aldrig lytter.”
Kollegaen kan lytte og forstå mig og måske endda svare:
“Ja, sådan oplever jeg det også.”
Det kan være rart. Jeg kan føle mig forstået og få ventileret min frustration.
Men chefen ved stadig ikke, at der er et problem.
Informationen er ikke nået frem til den person, der måske kunne undersøge situationen, forklare den eller gøre noget anderledes.
Det samme kan ske privat.
Jeg kan fortælle tre veninder om alt det, jeg savner fra min partner. De kan lytte, forstå mig, give mig ret og komme med gode råd.
Men jeg kan gå hjem bagefter til en partner, der stadig ikke aner, hvad jeg savner.
Ventilation er ikke det samme som at skabe et brugbart feedback loop.
Et brugbart feedback loop kræver, at informationen når den eller dem, der kan gøre noget ved den.
Det betyder ikke, at vi ikke må tale med andre først.
Nogle gange har vi brug for netop dét. For at få luft. For at undersøge vores egen oplevelse. For at høre et andet perspektiv. For at finde ud af, hvad der egentlig er vigtigt for os. Eller ganske enkelt for at finde ordene og modet til den samtale, vi har brug for at tage.
Nogle gange har vi brug for krogen. Vi skal bare huske at komme ud af den igen.
For:
Vi må gerne tale med andre om det, der fylder. Men hvis noget skal kunne ændre sig, må informationen på et tidspunkt nå derhen, hvor forandringen kan ske.
Og når den gør det, er der ingen garanti for, at vi får det svar, vi ønsker.
Min chef kan være uenig.
Min partner kan opleve situationen helt anderledes.
Der kan være forhold, jeg ikke kendte til.
Mit ønske kan vise sig ikke at kunne lade sig gøre.
Men også dét er information.
Jeg siger noget fra min plads.
Du svarer fra din.
Nu ved vi begge noget, vi ikke vidste før.
Og derfra kan vi handle på et bedre oplyst grundlag.
Målet er ikke mere positiv kommunikation. Det er mere hel kommunikation.
Det er noget af det, jeg arbejder med gennem regenerativ og bæredygtig kommunikation.
At sænke kanten op til at få det nødvendige sagt for mennesker, der har svært ved det.
Og samtidig skabe en kommunikationsstruktur for mennesker, der allerede er gode til at sige tingene direkte, men som har brug for at kunne gøre det uden at blæse den anden af banen.
Ikke for at gøre al kommunikation behagelig.
Ikke for at undgå uenighed.
Og heller ikke for at få det negative til at glide lettere ned.
Men for at gøre mere af den virkelighed, vi faktisk sidder med, tilgængelig for hinanden.
Det, der fungerer.
Det, vi værdsætter.
Det, vi gerne vil bevare og have mere af.
Og det, der ikke fungerer.
Det, vi savner.
Det, vi ønsker anderledes.
For den anden kan ikke læse vores tanker.
Det positive, vi ikke siger, bliver ikke mere tilgængeligt end det negative, vi tier om.
Begge dele kan være information, som et menneske, en relation eller en arbejdsplads har brug for.
Så måske er spørgsmålet værd at stille lidt oftere:
Fik vi det sagt?
Og fik vi det sagt dér, hvor det kunne gøre en forskel?