CV Lene E
Lene Eriksen
Fagligt CV
Min faglighed er bygget op gennem mere end 30 års uddannelse og arbejdserfaring inden for psykoterapi, relationer, Enneagram, coaching, kommunikation, undervisning, ledelse og organisation – med en oprindelig naturvidenskabelig baggrund som cand.brom.
Gennem årene har jeg uddannet og videreuddannet mig inden for flere forskellige faglige retninger. I dag bruger jeg dem ikke som adskilte metoder, men som forskellige perspektiver og redskaber i arbejdet med mennesker, relationer og udvikling.
Her kan du se de uddannelser og erfaringer, som er centrale for den faglighed, jeg bygger mine nuværende ydelser på.
Psykoterapi, par og relationer
Psykoterapeut MPF – medlem af Dansk Psykoterapeutforening
Min psykoterapeutiske faglighed er sammensat af flere uddannelsesforløb og mange års praksis. Den bygger blandt andet på tre års gestaltpsykoterapeutisk uddannelse samt egenterapi og supervision efter Dansk Psykoterapeutforenings anvisninger, NLP Practitioner, Master og Trainer samt mine Enneagramuddannelser.
Mit medlemskab af Dansk Psykoterapeutforening er for mig vigtigt, fordi det både er et fagligt tilhørsforhold og en kvalitetssikring af min samlede baggrund for at arbejde psykoterapeutisk.
Gestaltpsykoterapi · Nordisk Gestalt Institut, Tikøb · 1996–1999
Uddannelse og træning i gestaltpsykoterapi med blandt andet egenterapi, gruppeterapi, psykologisk teori, parterapi og supervision.
Efteruddannelse og faglig fordybelse i pararbejde
Weekendkursus for par · Dansk Imago Center · 2023
Deltog i et praksisbaseret weekendforløb for par for at lære Imago-metoden og dens arbejde med parrelationen at kende gennem egen erfaring.
Onlineforløb hos parcoach Bruce Muzik · 2025
Syv ugers træningsforløb med fokus på konflikter og dynamikker i parforhold, herunder kommunikation, behov, tryghed og udvikling af et mere konstruktivt partnerskab.
Enneagrammet, NLP, coaching og hypnoseterapi
NLP Practitioner · NLP Huset, Valby · 2001–2002
Uddannelse i blandt andet kommunikation, coaching, det ubevidste sind, forandringsarbejde og personlig udvikling.
NLP Master Practitioner · NLP Huset, Valby · 2001–2002
Videregående NLP-uddannelse med yderligere træning i kommunikation, coaching og forandringsarbejde samt selvstændigt projekt om Egentilstand.
Hypnoseterapeut/hypnoterapeut · Hypnoseskolen · 2004
Overbygning på NLP Practitioner og Master med uddannelse i terapeutisk arbejde med hypnose.
Enneagram Practitioner · NLP Huset, Valby · 2001–2002
Enneagram Master · NLP Huset, Valby · 2001–2002
Enneagram Practitioner med overbygning som Enneagramlærer, Enneagramcoach og Enneagramunderviser · Think About It, Valby · 2002–2003
Certificeret HNLP Coach og Trainer · Neuro Energetics, USA · 2006
Videreuddannelse i coaching samt i at undervise, tilrettelægge udviklings- og undervisningsforløb og certificere NLP-uddannelser.
Undervisning og faglig fordybelse
Min faglighed inden for NLP og Enneagrammet er gennem årene blevet udviklet både gennem videreuddannelse, egen praksis og gennem undervisning af andre.
Gennem flere år har jeg bistået som undervisningsassistent på både NLP- og Enneagramuddannelser i NLP Huset og på NLP Skolen i Roskilde.
I Mosaic har jeg siden selv udviklet og gennemført modulopbyggede uddannelsesforløb i både NLP og Enneagrammet. Jeg har uddannet NLP Practitioners på et forløb, der strakte sig over cirka et år, og tilsvarende udviklet og gennemført en cirka etårig Enneagrammentoruddannelse.
Mere end 20 års arbejde med Enneagrammet
Ud over mine grunduddannelser har jeg gennem mere end 20 år løbende fordybet mig i Enneagrammet på tværs af forskellige skoler og traditioner. Det omfatter blandt andet kortere kurser og undervisning med Rudd Hudson, hos Essentia og på NLP Skolen i Roskilde.
En særlig del af min faglige fordybelse var flere års deltagelse i den månedlige Enneagramcafé med Gitte Hyldby. Her gav arbejdet med typepaneler mulighed for igen og igen at møde mennesker, der beskrev deres type og mønstre indefra – og dermed opleve variationen inden for typerne i levende mennesker frem for alene gennem teori.
Fra metode til integreret faglighed
Det har været vigtigt for mig ikke alene at lære modeller og metoder, men at arbejde med dem så længe og fra så mange forskellige vinkler, at de blev en integreret del af min faglighed. Derfor har jeg både uddannet mig, assisteret på uddannelser, undervist andre og gennemført egne længere uddannelsesforløb.
Det betyder, at jeg i dag ikke arbejder ud fra én bestemt metode. Jeg kan spontant trække på forskellige modeller, perspektiver og konkrete redskaber alt efter, hvad jeg får øje på, og hvad der giver mening for det menneske, den relation eller den situation, jeg arbejder med.
Systemisk arbejde og familieopstilling
Familieopstiller og systemisk opstiller · Human Vision, Frederiksberg · 2008–2011
Treårigt uddannelsesforløb i familieopstilling og systemisk opstilling med træning i at repræsentere, egenudvikling og facilitering af processer med fokus på relationer, familiesystemer, organisationer og andre systemiske sammenhænge. Uddannelsen omfattede også undervisning med internationale undervisere, bl.a. Albrecht Mahr, Ursula Franke og Tom Bryson.
Facilitator af familie- og systemiske opstillinger · Mosaic
Jeg har efterfølgende anvendt det systemiske arbejde både i individuelle forløb og som selvstændige workshops og længere workshopforløb, blandt andet i Boost Klubben. Gennem årene har jeg faciliteret langt over 800 familie- og systemiske opstillinger for andre.
Opstillingsarbejdet har samtidig været en væsentlig del af min egen personlige udvikling. I en længere årrække var det min foretrukne metode, når jeg selv havde brug for at undersøge sammenhænge, få nye perspektiver på en situation eller arbejde med noget, der belastede. Jeg kender derfor arbejdet både som facilitator og gennem omfattende personlig erfaring med selv at være i processen.
Supervision og fortsat faglig udvikling
Gennem årene har jeg deltaget i forskellige faglige supervisionsgrupper med fokus på facilitatorrollen, egenudvikling og terapeutisk arbejde. Jeg har desuden løbende deltaget i danske og udenlandske kollegers workshops som en del af min fortsatte faglige fordybelse og egen proces.
Undervisning, ledelse og organisationsarbejde
Selvstændig konsulent, underviser og coach · Mosaic / Relationsværkstedet Mosaic · 2002–nu
Gennem mere end 20 år har jeg arbejdet med mennesker og relationer i organisationer gennem coaching, undervisning og længerevarende forløb.
Jeg har blandt andet været tilknyttet som huscoach hos Berlingske Bladsalg og Service og Bankpension og har coachet ledere og medarbejdere fra blandt andre Nycomed, If, Chr. Hansen, Coloplast og Olivers Petfood samt en række kommuner.
I virksomheder og organisationer har jeg desuden udviklet og gennemført kurser og forløb inden for kommunikation og i Enneagrammet, blandt andet med fokus på ledelse, samarbejde, selvindsigt, mønstergenkendelse, udviklingsvej og forståelse af forskelligheder.
Kommunikation og forfatterskab
Forfatter til Sig din mening så du bliver hørt
Bogen udspringer af mit mangeårige arbejde med kommunikation og relationer og giver en praktisk tilgang til, hvordan vi kan sige det, vi mener, på en måde, der både tager vare på os selv, den anden og relationen.
Arbejdet med kommunikation har gennem årene været en gennemgående del af både min undervisning, coaching, terapi og mit arbejde i virksomheder og organisationer.
Jeg har undervist i kommunikation i både kortere kurser og længere forløb og arbejder med at omsætte forståelse til konkrete færdigheder, der kan bruges i de relationer og situationer, mennesker faktisk står i
Naturvidenskabelig og erhvervsmæssig baggrund
Cand.brom. · Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole · 1987–1993
Naturvidenskabelig kandidatuddannelse inden for ernæring og levnedsmidler. Specialearbejdet blev gennemført ved Organisk Kemisk Institut og Food & Feed Enzymes hos Novo Nordisk. Under uddannelsen havde jeg desuden et halvårligt studieophold i Córdoba i Spanien med laboratoriearbejde inden for vinmikrobiologi og var instruktor ved Mikrobiologisk Institut.
Kemiker og produktudvikler · KMC · 2 år
Arbejdede med modificerede stivelser, laboratorie- og applikationsarbejde samt teknisk salgssupport og kundekontakt.
Kemiker, flavourist og produktudvikler · Chr. Hansen · 6 år
Arbejdede blandt andet med udvikling af aromaer til internationale kunder, teknisk rådgivning, applikationsarbejde og international salgssupport. Jeg var desuden kursusleder på faglige aromakurser og arbejdede med sensoriske vurderinger.
Erhvervsøkonomi, kommunikation og ledelse · 1996–1998
Supplerende Merkonom- og HD-fag inden for blandt andet økonomi, kommunikation, samarbejde og ledelse
Fagligheden er blevet til gennem mange år.
I dag mødes den i ét rum.
Jeg bruger den samlede erfaring til at vælge de perspektiver og redskaber, der giver mening for det menneske, den relation eller den situation, jeg arbejder med.