“While I thought I was learning how to live, I have been learning how to die.”
– Leonardo da Vinci

 

Systemiske opstillinger og familieopstilinger, som jeg har faciliteret i mange år, er i virkeligheden traumearbejde.  

Når vi laver en opstilling for en person fx dig, afdækker vi det traume, der ligger under og som fastholder den problematik, du vil forandre. En opstilling er en undersøgelse af roden til dit problem – og ofte også en heling af roden. Altså en frisættelse. Så opstillingsarbejdet drejer sig om at finde, forløse og hele de traumer, der indtil nu har fastholdt dig i problemet – ikke mindst de traumer, du har fået i arv fra dine forældre, bedsteforældre og fra din slægt.

Jeg har på nuværende tidspunkt faciliteret omkring 800 opstillinger og har derfor en del erfaring med, hvad der skaber traumer – og hvordan de heles. Jeg er en slags ‘traume-nørd’.

Men jeg kommer jo først ind i billedet efter skaden er sket –  ofte generationer efter. Jeg står her i “reparationsafdelingen” og samler en masse viden op. Viden som jeg rigtig gerne vil sende tilbage ud i samfundet, hvor jeg håber den kan bidrage til beslutninger, der skaber færre traumer for mennesker i fremtiden.

For traumer er som lån – store lån – som vi betaler af på mange år fremover. Og ikke kun vi selv – også samfundet betaler, for det karakteristiske er, at traumatiserede mennesker er mere stivnede og ufleksible, og sårer både sig selv og andre på deres vej.

Der er ingen tvivl om at livet i 2020 har været meget forskelligt afhængigt af, om du er frontlinje sygeplejerske eller du er akademiker, om du er kreativ på Vesterbro, minkavler i Nordjylland eller om du er 80, 40, 20 eller 5 år. Og på globalt plan har forskellen i sårbarhed været endnu større end herhjemme.  COVID-19-situationen er en stor traumatisk begivenhed, der har forårsaget fysisk, følelsesmæssig og psykologisk lidelse – og ikke kun for patienter med virussen (1). Så lagt fra – de er nok den mindste gruppe blandt traumatiserede. Hvor lockdown for nogle har været en hyggelig anledning til at få lært at bage boller har den for andre betydet døden for deres virksomhed og livsværk gennem flere generationer.

Men først må vi vide mere om, hvad vi snakker om.

 

Psykologisk traume 

I psykologien defineres et psykologisk traume som en indre tilstand (et følelsesmæssigt svar) – på en frygtelig (traumatisk) begivenhed som fx en ulykke, en voldtægt, en skyldspålæggelse, en voldsom sygdomsperiode, en pandemi, en fyring, 9/11 eller en naturkatastrofe. Du kan se et psykisk traume som et psykisk sår, der opstår, når noget er for voldsomt, for alene, for længe og for meget. 

Traumatiserende hændelser er ofte hændelser, der opleves som livstruende, som indeholder trusler om alvorlig skade, store mængder frygt, hjælpeløshed og overvældende mængder stress. Det kan både dreje sig om skade på dig selv, men det kan også være skade på andre mennesker. 

Man har ikke en konkret definition af, hvornår en oplevelse kan beskrives som traumatisk, da det er helt individuelt! Den personlige vurdering af truslens alvor afgør om begivenheden ender med at være traumatisk, og her betyder vores individuelle følsomhed, overbevisninger, viden, tro og det overordnede narrativ, vi er fanget ind i, selvfølgeligt alt.

F.eks kan det at trues med, hvad man troede var, et dødbringende våben være traumatisk – selv om det bagefter viser sig at være en attrap. Det kan også være traumatiserende at trues med det, man troede var en dødbringende virus, selv om det bagefter viser sig, at der er tale om en forkølelsesvirus med en overlevelsesrate på 99.8 % – som derfor mindre farlig end en influenza. Tror du fx på, at vi mennesker har et velfungerende immunforsvar, der kan klare vira og bakterier, og at vira og bakterier er naturlige og nødvendige for at holde  immunforsvaret veltrimmet, er en begivenhed som corona ikke nær så frygtskabende og traumatiserende, som hvis du tror på det officielle narrativ om det er en meget farlig virus, at smittetal har afgørende betydning og at kontrol af spredning er vigtig.

Hvilket narrativ – eller overordnet historie – vi befinder os i, er afgørende for vores labilitet. Det der er traumatisk for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden. Og netop DET skiller vandene.  

 

Sindet splittes i 3 dele

Professor og opstillingsfacilitator Franz Ruppert (2) forklarer meget pædagogisk, at det, der sker, når vi får et traume, er at sindet splittes op. Så vi i stedet for at have ét helt sundt sind, ender med at stå med 3 dele i vores sind:

1. Den første del ‘opbevarer’ hukommelsen om traumet,
2. den anden del kører videre i ‘overlevelses-mode’, og beskæftiger sig ikke mere med traumet,
3. mens den sidste sunde del, som også var der før traumet, nu er blevet mindre.

Jo flere gange personen gennemgår traumatiserende oplevelser, des større dele af sindet bliver beskæftiget med at ‘opbevare traumehukommelsen’ og være i ‘overlevelses-mode’ – og jo mindre sund sind er tilbage. Hvilket så desværre også betyder, at der er mindre sundt sind til at stå imod med, når livet igen slår til personen. Her taler vi om at være i en traumematrix – der ofte ses i form af udlevelse af personlighedens og eneagramtypens mønstre.

Under traumatiske hændelser sættes vores krop i akut kriseberedskab, vi får mere styrke, tænkere mere fokuseret, instinkthjernen tager over og vi handler automatisk og ubevidst. Vi udvikler en slags superhukommelse og husker store mængder detaljer omkring begivenheden. Et smart træk udviklet gennem evolutionen, simpelthen for at sætte os i stand til at indsamle mest mulig information, så vi er bedst muligt stillede, hvis hændelsen skulle ske igen – og i forhold til at undgå den.

Umiddelbart efter begivenheden er shock og benægtelse typisk. Længerevarende reaktioner kan være uforudsigelige følelser, flashbacks, anstrengte relationer og endda fysiske symptomer som hovedpine eller kvalme. Således taler vi om at hændelsen har sat sit spor i form af et traume. I blogindlægget Lenes lockdowntips til psykisk sundhed. har jeg flere eksempler på traumereaktioner. 

Som psykoterapeut og systemisk opstiller hjælper jeg mennesker med at bearbejde og heale disse psykisk aftryk, så sindet bliver helt igen.

Kollektive traumer

Et kollektivt traume refererer til at en gruppe mennesker, der alle oplever en overvældende og voldsom begivenhed, bliver traumatiserede kollektivt. Denne type traumer kan påvirke grupper af mennesker af enhver størrelse, inklusive hele nationer eller samfund – og sågar hele verdenen, som nu med COVID-19. Eksempler kan være krige, naturkatastrofer, pandemier, økonomiske katastrofer, massedrab/folkemord, skoleskyderi mm.

I familieopstillinger finder vi ofte, at roden til problemer hos kursister af tysk eller jødisk oprindelse, er 2. verdenskrig og kz-lejre. Fordi kz-lejre bidrog til massive kollektive traumer, som stadigvæk den dag i dag påvirker, ikke blot dem, der selv oplevede krigens overvældende begivenheder, men også i deres børn og børnebørn. 

Et traume er en gæld, du skal betale af på mange år frem – hvis ikke du er nærværende og vælger at få det bearbejdet  nu. En gæld ikke kun du, men også dine børn og børnebørn kan betale af på. 

 

Tv, radio og film

Er det nu kun pandemier, krigssituationer, terrorangreb, biluheld, voldtægter, mishandling og den slags voldsomme begivenheder, du selv har oplevet direkte, der skaber traumer?

Nej, slet ikke. Tv, radio og film kan også traumatisere – og retraumatisere – gennem frygtskabende billeder, ord og rapportager. Ligesom voldsomme film og serier kan traumatisere og åbne gamle psykiske sår. Dette er værd at skrive sig bag øret, da vi ofte ser nyhederne og lytter til radioavis for at holde os opdaterede og få information om situationen. Dette er vi måske så optagede af – især hvis vi er bange/traumatiserede og derfor hyperopmærksomme – at vi slet ikke lægger mæske til, i hvor høj grad vi holdes i en tilstand af frygt NETOP gennem disse medier. Opdager du det, skal du slukke og tage en længere pause. Læs mere i mit blogindlæg Lenes lockdowntips til psykisk sundhed.

Retraumatisering eller reaktivering af gamle sår betyder at et sanseindtryk, en samtale eller en situation i nutiden minder dig om og følelsesmæssigt reaktiverer et gammelt traumatisk sår, du ikke har fået bearbejdet og helet helt op. Det kan være sår fra barndommen, fra teenageår eller fra voksenlivet, og viser sig som traumatisk stress fx at hænderne begynder at ryste eller ved at du bliver kortluntet.  

 

Pressemødet d. 11/3 2020

Jeg vil mene at mange danskere blev traumatiserede d. 11/3 2020 ved pressemødet på tv. Det pressemøde hvor statsministeren lukkede Danmark ned første gang. Det var et nationalt chok, og mange reagerede derfor, som man gør, når man er bange og er gået i overlevelsesmode. Man får tunnelsyn og det resulterede her i, at en del danskere for ned i supermarkedet for at sikre deres overlevelse gennem nye forsyninger. Det gjorde de selvom de – hvis de stadigvæk kunne tænke klart – ville stoppe sig selv i at gøre det, da et tætpakket supermarked selvfølgeligt kan være en kilde til smittespredning. Tunnelsyn og ensidige beslutninger uden helhedsbetragtninger, som bliver retfærdiggjort af ‘nødvendighed’ (overlevelse) præger frygt og traumer. Jeg vil mene at også samfundets ledere – politikerene – blev ramt.

Men ikke alle danskere blev bange og traumatiserede den dag. Af forskellige årsager, som jeg især tror har med viden og nærvær at gøre, forblev en lille del danskere ubange og rolige. De forblev uden for traumematrixen, og de så derfor begivenheden og de følgende begivenheder med helt andre øjne. Og som dagene gik, med stigende undren og skepsis. De 2 grupper så situationen som nat og dag, hvilket er naturligt og en konsekvens af at være ramt eller ikke ramt af frygten/traumet. Jeg hører selv til den sidste gruppe. 

11/3 pressemødet er efterfølgende blevet fulgt op af massiv mediedækning med cases, smittetal, dramatiske billeder og historier, der bekræfter frygten og det officielle narrativ, som jeg forklarede før. Efterfølgende pressemøder med vidtrækkende og frygtelige konsekvenser for udvalgte samfundsgrupper, har ligeledes bidraget. Det har helt sikkert virket traumevedligeholdende for de mennesker, der er blevet ramt. Således at de, endnu den dag i dag, er meget fokuserede på corona og villige til at opgive en del (frihed, økonomi, fællesskab, kram, business mm.) fordi det ‘er nødvendigt’ i overlevelsens navn.

En delt befolkning

Der er skabt et stort split ned gennem befolkningen, og vi står nu med 2 grupper af danskere, der vitterligt ikke forstår hinanden og i høj grad synes at dem, i den anden gruppe, er latterlige – grænsende til det livsfarlige.   

Men det er de faktisk slet ikke. Verden ser bare meget forskellig ud, afhængigt af om vi ser den indenfra en traumematrix eller om vi står i frihed udenfor matrixen. Det, der giver mening med ståsted i det ene verdensbillede – er fuldstændigt meningsløst i det andet. Og omvendt. Og der er store følelser på spil, da det drejert overlevelsesfrygt. Så det er ikke mærkeligt at konfliktniveauet har været højt lige siden d. 11/3. 

Traumer går under vores radar

Shock og traumer har det med at gå under vores radar. Vi er ofte slet ikke opmærksomme på – eller vidende om – at vi er ramt. Traumatisk stress – stress som følge af traume – får ofte lov at præge vores liv længe uden at vi lægger 2 og 2 sammen og erkender, at vi er traumatiserede.

Det bør vi gøre! 

Når vi beskæftiger os med COVID-19, er meget af fokus på kontrol af smitte, kontrol af danskernes adfærd og behandling af sygdommen. De umiddelbare virkninger har størst bekymring, men det er også vigtigt at overveje situationens langsigtede individuelle og kollektive konsekvenser i form af traumer. Den ubekvemme sandhed er, at vi lige nu oparbejder en gæld – ikke kun økonomisk – men også i form af traumer. En gæld i ‘traumebanken’ som både vi selv og fremtidige generationer skal afdrage.  

“People living deeply have no fear of death.”
– Anaiis Nin, Diary, 1967

Kilder:

1) Ettman CK, Abdalla SM, Cohen GH, Sampson L, Vivier PM, Galea S. Prevalence of depression symptoms in US adults before and during the COVID-19 pandemic. JAMA Netw Open. 2020;3(9)

2) Franz Ruppert Splits in the soul – integrating traumatic experiences. Green Baloon Publishing 2011, United Kingdom. 

Læs også: CORONA ER ET PSYKISK TRAUME, DER FORHINDRER OS I AT TÆNKE KLART som er skrevet i samarbejde med freelance journalist og cand. scient. Per Brændgaard.