Selvværd.
Det er et af de ord, de fleste af os efterhånden nikker genkendende til.
Vi kan have højt selvværd. Lavt selvværd. Arbejde med vores selvværd. Få det styrket. Få det slået i stykker.
Jeg har selv tidligere tænkt på mig selv som en af “dem med lavt selvværd”.
Alligevel har begrebet altid været lidt abstrakt for mig.
For hvad er det egentlig?
Og endnu mere interessant:
Hvad kan vi helt lavpraktisk gøre ved det?
Jeg er generelt på udkig efter lavpraktiske værktøjer og tilgange, der kan have fundamental effekt på tværs af arenaer.
Ikke kun noget, der virker i parforholdet. Eller på arbejdet. Eller i forholdet til vores børn.
Jeg bliver interesseret, når jeg finder noget, der ændrer en underliggende mekanisme og dermed giver større rådighed mange steder i livet.
Med selvværd har det taget mig et stykke tid.
Min umulige idealfigur
Enneagrammet hjalp mig et vigtigt skridt på vej.
Som type 4 fik jeg øje på en mekanisme hos mig selv, jeg ikke tidligere havde været særlig bevidst om.
Jeg kunne kigge rundt på mennesker omkring mig og få øje på alle deres lækre kvaliteter.
Hun kan dét.
Han er fantastisk til dét.
Hun har den egenskab.
Han har den kapacitet.
Og så lavede jeg et lille nummer inde i hovedet.
Jeg samlede alle de lækre kvaliteter fra en hel flok forskellige mennesker og byggede dem sammen til ét indre idealmenneske.
Og så sammenlignede jeg mig med hende.
Det gik naturligvis ikke særlig godt.
For jeg var ét virkeligt menneske, som blev sammenlignet med en fantasifigur sammensat af de bedste egenskaber fra måske 20 forskellige mennesker.
Ingen af de mennesker, jeg havde lånt kvaliteterne fra, kunne selv leve op til hende.
Hun fandtes kun inde i mit hoved.
Da jeg fik øje på mekanismen, kunne jeg begynde at holde op med at bruge hende som målestok.
Det hjalp.
Men nu er jeg kommet et skridt videre.
Skal jeg føle mig værdifuld først?
For nylig opdagede jeg et behov i en nær relation.
Et helt konkret savn.
Jeg savnede, at den anden blev mere nysgerrig på mit liv, når jeg fortalte om noget, jeg var optaget af. At hun spurgte ind og fulgte mig lidt længere ind i det, jeg fortalte.
Det lyder ikke nødvendigvis særlig dramatisk.
Men det var sårbart at sige.
For straks dukkede den indre grænsekontrol op.
Er det for krævende?
Kan jeg tillade mig at bede om det?
Burde det ikke være nok, som det er?
Er det lidt pinligt overhovedet at have brug for?
Jeg kunne nemt have redigeret behovet, inden det nogensinde forlod mig.
Men denne gang gjorde jeg noget andet.
Jeg fandt ud af, hvad jeg faktisk savnede.
Jeg fik det formuleret præcist.
Og så sagde jeg det.
Det interessante var, at der skete noget i mig, før jeg kendte den andens reaktion.
Jeg havde allerede fået noget.
Selvværd kan bygges gennem egen handling
Vi kommer let til at forestille os rækkefølgen sådan:
Jeg får bedre selvværd → derfor tør jeg stå ved mine behov.
Men hvad nu, hvis pilen også går den anden vej?
Jeg står ved mit behov → og gennem min egen handling bygger jeg selvværd.
For da jeg sagde det højt, gav jeg samtidig den del af mig, der havde behovet, en vigtig information:
Du er værd at tage alvorligt.
Ikke fordi den anden nødvendigvis vil give dig det, du ønsker.
Ikke fordi du har krav på, at andre mennesker indretter sig efter dig.
Men fordi jeg ikke selv vil redigere dig væk, bare fordi det bliver lidt sårbart at stå ved dig.
Det gør selvværd langt mindre abstrakt for mig.
Jeg behøver ikke sidde og forsøge at føle mig mere værdifuld.
Jeg kan begynde at undersøge:
Hvordan behandler jeg den information, der kommer fra mig?
Lytter jeg til den?
Tager jeg den alvorligt?
Eller bliver den standset ved den indre grænsekontrol, fordi den virker pinlig, krævende, egoistisk eller besværlig?
Jeg kan begynde at handle, som om jeg er værd at tage alvorligt.
Og gennem min egen handling får jeg en ny erfaring med mig selv.
Andre kan ikke levere mit selvværd
Det er også derfor, jeg tror, vi skal være forsigtige med forestillingen om, at andre mennesker kan give os selvværd.
De kan give os meget.
Kærlighed.
Anerkendelse.
Respekt.
Opbakning.
Positive spejlinger.
De kan sige:
Du er fantastisk.
Du er dygtig.
Du er smuk.
Du kan noget særligt.
Og de kan mene hvert eneste ord.
Men hvis jeg ikke selv tror på det — eller har lavt selvværd på netop dét område — kan det være forbavsende svært at tage imod.
Det siger hun bare, fordi hun holder af mig.
Hvis han virkelig kendte mig…
Hun er bare sød.
Informationen kommer udefra.
Men den kan ikke nødvendigvis komme ind.
Selvværd må bygges af os selv.
Det betyder ikke, at relationer er ligegyldige.
Tværtimod.
Relationerne er nogle af de vigtigste steder, vi kan øve os i at handle på måder, der fortæller os selv:
Jeg forlader ikke mig selv her.
Men hvad bliver selvværd egentlig godt for?
Her tog en anden opdagelse mig endnu et skridt videre.
For selvværd handler ikke kun om, hvad jeg tør sige.
Det påvirker også, hvad jeg kan tåle at høre.
Hvis du siger:
“Der er noget, jeg savner fra dig.”
og jeg øjeblikkeligt hører:
“Du er ikke god nok.”
så er min værdi pludselig kommet på spil.
Og så bliver det svært at være nysgerrig.
Jeg får måske brug for at forklare mig.
Forsvare mig.
Fortælle dig, hvor meget jeg allerede gør.
Fortælle, hvad jeg savner fra dig.
Eller på anden måde få genoprettet et acceptabelt billede af mig selv.
Men hvad nu, hvis:
Jeg er værdifuld
og:
Der er noget ved mig, som med fordel kan udvikles
sagtens kan være sande samtidig?
Så sker der noget helt andet.
Selvværd gør os ikke urokkelige
Vi har nogle interessante forestillinger om, hvordan et menneske med højt selvværd ser ud.
Hun ved, hvad hun er værd.
Hun stiller krav.
Hun har høje standarder.
Hun ved, hvad hun vil.
Hun står fast.
Hun finder sig ikke i hvad som helst.
Det kan alt sammen være fint.
Men ingen af delene er nødvendigvis tegn på et robust selvværd.
Man kan stille meget høje krav, netop fordi ens værdi føles truet.
Man kan holde hårdt fast i sine standarder, fordi det føles farligt at bevæge sig.
Man kan have brug for altid at vide, hvad man vil, fordi det er utrygt ikke at vide det.
Måske ser et robust selvværd helt anderledes ud.
Selvværd gør os ikke urokkelige. Det gør os modtagelige.
Selvværd gør os ikke selvfede. Det gør os fleksible.
Hvis min værdi ikke står på spil, hver gang jeg opdager en begrænsning hos mig selv, behøver jeg ikke forsvare begrænsningen.
Jeg kan undersøge den.
Jeg kan lære.
Jeg kan ændre mening.
Jeg kan opdage, at du kan noget, jeg ikke kan.
Jeg kan opdage, at jeg tog fejl.
Jeg kan få større rådighed.
Selvværd er ikke kun robustheden til at stå ved mig selv. Det er også robustheden til at kunne opdage, at der er noget ved mig, som med fordel kan udvikles — uden at det gør mig mindre værdifuld.
Det giver fleksibilitet.
Du kan se noget, jeg ikke kan
Og her bliver relationerne interessante igen.
Ikke fordi andre skal bygge mit selvværd. Det kan de ikke.
Men fordi andre mennesker kan give mig noget, jeg umuligt kan give mig selv:
Deres blik på mig.
De står et andet sted.
Derfor kan de nogle gange se – og mærke – konsekvenserne af mine begrænsninger, længe før jeg selv kan.
Det oplevede jeg med min datter.
Hun forsøgte som teenager at fortælle mig, at hun havde brug for, at jeg kommunikerede anderledes med hende.
På det tidspunkt havde jeg intet begreb om den sammenhæng, hun forsøgte at beskrive.
Jeg forstod hende simpelthen ikke.
Men hun kunne mærke effekten.
Min begrænsning var blevet relationens begrænsning.
Og det gad hun ikke stå model til.
Så selvom jeg ikke forstod mekanismen, kunne jeg spørge:
Hvad har du brug for i stedet?
I vores tilfælde blev løsningen helt lavpraktisk.
Hun sad arrig ved siden af mig i bilen, mens jeg forsøgte både at forstå hende og undgå at køre i grøften.
Til sidst sagde jeg:
“Send mig lige en sms, skat. Ordret. Skriv præcis, hvad du gerne vil have, at jeg siger eller skriver.”
Så sendte hun en sms til sin mor, som sad cirka en halv meter væk.
Og så kunne vi grine af det.
Senere kunne jeg læse hendes ord i fred.
Dem kunne jeg lære.
Jeg begyndte at kopiere dem ind i vores samtaler og ind i mit eget sprogbrug.
Og så var den sag faktisk ude af verden.
Vi behøvede aldrig tale om den igen.
Hov. Det her gør faktisk også mit eget liv lettere
Der skete ovenikøbet noget, jeg ikke havde forudset.
Den måde at kommunikere på, som min datter havde efterspurgt for sin skyld, gjorde det også lettere for mig at kommunikere med hende.
Og ikke kun med hende. Også med andre mennesker, der havde samme behov som hende.
Jeg havde fået nogle ord og en kapacitet på repertoiret, jeg ikke tidligere havde haft særlig god adgang til.
Hov. Det her gør faktisk også mit eget liv lettere.
Først nu, to år senere, begynder jeg at forstå mere af, hvorfor det virkede.
Dengang behøvede jeg ikke forstå hele mekanismen.
Jeg kunne lære ordene først.
Min datters blik på mig byggede ikke mit selvværd.
Men mit selvværd havde betydning for, om jeg kunne følge hendes blik uden at skulle beskytte mig imod det.
Og hendes information gav mig noget andet:
En udviklingsmulighed serveret kvit og frit.
Hun kunne se noget, der lå bag min egen blinde vinkel.
Ved at tage hendes information alvorligt fik jeg mulighed for at udvikle en kapacitet, jeg ikke selv vidste, jeg manglede rådighed over.
Det gjorde relationen lettere.
Og det gjorde mit eget liv lettere.
Selvværd som fundament for fleksibilitet
Det er måske noget af det mest interessante, jeg efterhånden har opdaget om selvværd.
Et robust selvværd gør mig ikke mere sikker på, at jeg har ret.
Det gør mig mere fleksibel, når jeg opdager, at jeg måske ikke har.
Jeg kan sige:
Gud ja. Det havde jeg ikke set.
Det gør jeg faktisk.
Det kan jeg ikke særlig godt.
Fortæl mere.
Hvad har du brug for i stedet?
Og jeg kan gøre det uden samtidig at skulle løse spørgsmålet:
Er jeg så stadig et godt menneske?
Ja.
Min værdi ændrede sig ikke.
Jeg fik bare ny information.
Og derfor kan jeg bruge den.
Måske er robust selvværd ikke noget, der fylder mere.
Måske er det noget, der står mindre i vejen.
Jeg behøver ikke beskytte min værdi mod virkeligheden.
Derfor kan jeg tillade mere af virkeligheden at komme ind.
Og så byggede vi endnu en idealfigur
Og her opdager jeg noget lidt morsomt.
For så er vi tilbage ved det mønster, jeg begyndte med: idealfiguren.
Enneagrammet hjalp mig med at opdage, hvordan jeg samlede alle mulige lækre kvaliteter fra mennesker omkring mig til ét fiktivt idealmenneske og derefter sammenlignede mig selv med hende.
Men vi kan selvfølgelig også bygge:
Mennesket med det perfekte selvværd.
Hun ved, hvad hun er værd.
Hun ved, hvad hun vil.
Hun stiller krav.
Hun har høje standarder.
Hun står fast.
Hun hviler i sig selv.
Hun er ikke afhængig af andres mening.
Og så kan vi stå dér som virkelige, levende, tvivlende, fejlende og bevægelige mennesker og tænke:
Pis.
Jeg har åbenbart stadig ikke højt nok selvværd.
Så har selvværdsprojektet bare produceret endnu en idealfigur, vi kan føle os forkerte i forhold til.
Måske er et robust selvværd langt mindre spektakulært.
Det behøver ikke altid vide, hvad det vil.
Det kan sige det ved jeg ikke.
Det kan stå fast, når der er noget at stå fast på.
Og flytte sig, når der er noget at lære.
Det kan tage sine egne behov alvorligt uden at gøre dem til krav til andre.
Det kan høre noget ubehageligt uden straks at gå i forsvar.
Det kan opdage en begrænsning uden at blive mindre værdifuldt af den.
Det kan tage imod.
Det kan blive klogere.
Det kan tage ansvar.
Det larmer ikke nødvendigvis særlig meget.
Kort fortalt:
“Undskyld. Det var dumt af mig, skat.”