Jeg har i en periode været oprigtigt optaget af kristendommen.
Ikke kun af Bibelen som tekst eller kristendommen som historisk fænomen. Jeg blev nysgerrig på de mennesker, der faktisk troede.
Hvad var det, de så, som jeg måske ikke selv kunne se?
Hvad var det, de oplevede?
Og fandtes der noget her, som min egen vej endnu ikke havde vist mig?
Jeg havde på det tidspunkt mange års dybdegående personligt udviklingsarbejde bag mig og oplevede sådan set, at jeg allerede havde bevæget mig ad en vej, der kunne beskrives som fra mere helvede mod mere himmel.
Jeg plejer at sige, at jeg ikke ved, om helvede og himmel findes andre steder end på jorden.
Men jeg ved, at begge dele findes på jorden.
For jeg har selv været der.
Alligevel var jeg nysgerrig.
I en periode blev jeg en del af en husmenighed.
Jeg mødte nogle virkelig skønne og hjælpsomme mennesker. Jeg forsøgte oprigtigt at forstå deres tro – og jeg ville faktisk gerne kunne føle det, de følte.
Jeg blev endda døbt i Haraldsted Sø.
Samtidig undersøgte jeg kristendommen fra andre vinkler.
Jeg fulgte blandt andre Uffe Jonas og især Kaspar Bonde Eriksen, hvis perspektiver på Bibelen fik nogle ting til at stå langt klarere for mig.
Jeg blev optaget af forskellen mellem Yeshua og hans følgere. Af Maria Magdalenas betydning. Af Bibelens tilblivelse og revisioner. Af hvad der gennem historien er kommet med, hvad der er forsvundet, og hvorfor.
Der er forskel på at kigge på noget og selv at være den, der bliver kigget på.
Forskel på Yeshua og følgerne.
På Steiner og Steinerlæreren.
På en bevægelse og det, der senere bliver bygget omkring den.
Alle de spørgsmål undersøgte jeg efter bedste evne og fandt efterhånden mine egne svar på.
Jeg fandt ikke frem til, at jeg skulle købe hele pakken.
Hvis jeg overhovedet skal placere mig et sted i en kristen sammenhæng, er gnostiker nok det nærmeste.
Tro er stadig ikke rigtig min boldgade.
Jeg har langt lettere ved at forholde mig til det, jeg selv har erfaret og oplever som sandt.
Men det betyder ikke, at jeg lagde det hele fra mig igen.
Tværtimod.
Den dag i dag beder jeg Yeshua og Maria Magdalena om hjælp, hver gang jeg åbner et opstillingsfelt.
Og da alt det, jeg ikke kunne eller skulle tage stilling til, faldt lidt til ro, stod noget tilbage.
Essensen af kristendommen.
Og den synes jeg er vigtig.
En af lederne i husmenigheden sagde på et tidspunkt noget, jeg studsede over.
Kristendommen, mente han, sagde ikke, at vi skulle udvikle os.
Det behøvede vi slet ikke.
Det var en interessant besked at få for et menneske, der havde brugt en betragtelig del af sit voksne liv på netop det. 🙂
Jeg ved stadig ikke, hvad kristendommen mener, at jeg skal.
Men efter min tur ind i den er jeg blevet mere interesseret i noget andet:
Hvad sker der, hvis vi faktisk lever nogle af dens centrale værdier?
Hvad gør de ved os?
Hvad gør de ved vores relationer?
Kan de hjælpe os med at skabe bedre betingelser for os selv og hinanden?
Bibelen er en klassiker.
Den er blevet læst af ubegribeligt mange mennesker gennem meget lang tid.
Jeg tænker, der er en grund til det, uafhængigt af magtstrukturer og kirken som institution.
Og med min meget lavpraktiske tilgang er jeg blevet mere og mere interesseret i, om noget af det, der står tilbage, måske kan forstås som anvisninger på, hvordan vi kan få vores liv til at fungere bedre.
Ikke kun som noget, vi skal tro på.
Men som noget, vi kan prøve at leve efter og undersøge effekten af.
Kan det hjælpe os med at skabe bedre liv?
Bedre relationer?
Bedre betingelser for os selv og hinanden?
Det er den slags spørgsmål, der interesserer mig.
Og her fik jeg øje på noget, jeg synes, vi taler forbavsende lidt om.
Vi taler meget om næstekærlighed som en kristen værdi.
Med god grund.
Men når jeg læser og undersøger kristendommen, er der en anden værdi, som for mig bliver mindst lige så interessant:
Sandhed.
I Johannesevangeliet siger Yeshua:
“Jeg er vejen og sandheden og livet.”
Det er ikke ligefrem en perifer placering, sandheden får.
Og jeg undrer mig over, at den fylder så lidt i vores almindelige samtale om kristne værdier sammenlignet med næstekærligheden.
For hvad sker der egentlig med næstekærligheden, hvis vi tager sandheden ud af den?
Vi kan let komme til at forbinde næstekærlighed med:
Tag hensyn.
Vær rummelig.
Tilgiv.
Se den anden.
Gør ikke unødig skade.
Alt sammen vigtigt.
Men det kan glide.
Jeg siger det ikke, for jeg vil ikke såre dig.
Jeg fortæller ikke, hvad jeg egentlig mener.
Jeg lader være med at sige, hvad jeg savner.
Jeg sætter ikke grænsen.
Jeg skåner dig for informationen.
Jeg holder fred.
Og pludselig er det, der ligner næstekærlighed, begyndt at kræve mindre sandhed.
Det bliver en forvrænget kop kaffe.
Problemet er, at den information, jeg censurerer, ikke nødvendigvis forsvinder.
Hvis jeg ikke fortæller dig, hvad din adfærd gør ved mig, får du ikke mulighed for at forholde dig til det.
Hvis jeg ikke fortæller dig, hvad jeg faktisk har brug for, kan relationen ikke tage højde for den information.
Hvis jeg siger ja, når mit sande svar er nej, bliver vores fælles virkelighed bygget på ukorrekte data.
Hvis informationen bliver censureret, fordi relationen ikke kan tåle den – eller fordi jeg ikke kan finde ud af at kommunikere den – mister relationen noget af sit råmateriale til at udvikle sig.
Og det gør vi også.
Jeg mister information, jeg kunne bruge til at udvikle mig.
Du mister information, du kunne bruge til at udvikle dig.
Og relationen mister muligheden for at bevæge sig på baggrund af det, der faktisk er sandt.
Det kan godt skabe mere ro her og nu.
Men hvad sker der på længere sigt?
Måske kan næstekærligheden komme til at beskytte øjeblikket på bekostning af relationens mulighed for at udvikle sig – og være bæredygtig over tid.
Og så er spørgsmålet, hvor næstekærligt det egentlig er.
Sandhed kan også forvrænges
Men vi kan naturligvis køre i grøften i den anden side.
Jeg siger bare tingene, som de er.
Hvis du ikke kan tåle sandheden, er det dit problem.
Jeg er altså bare ærlig.
Det er ikke nødvendigvis sandhed i nogen særlig ophøjet form.
Det kan være hensynsløshed forklædt som autenticitet.
For sandhed uden næstekærlighed kan blive lige så forvrænget som næstekærlighed uden sandhed.
Den ene kan ende i fortielse, tilpasning og selvudslettelse.
Den anden i brutalitet, selvretfærdighed og aggression.
Så måske er opgaven slet ikke at vælge mellem dem.
Vi skal kunne holde begge.
Måske er næstekærlighed ikke altid at skåne den anden for det svære.
Måske kan det også være næstekærligt at gøre sandheden tilgængelig på en måde, den anden har bedst mulig mulighed for at modtage.
Det er noget andet end bare at fyre den af.
For jeg kan godt tage ansvar for min kommunikation uden at tage ansvar for din reaktion.
Jeg kan spørge mig selv:
Hvordan kan jeg sige det, der faktisk er sandt for mig, så rent som muligt?
Hvordan undgår jeg at gøre min oplevelse til en dom over dig?
Hvordan kan jeg fortælle dig, hvad noget gør ved mig, uden at fortælle dig, hvem du er?
Hvordan kan jeg stå ved mit behov uden at gøre det til et krav om, at du skal opfylde det?
Hvordan kan jeg give dig vigtig information og samtidig tage alvorligt, at du er et menneske, der skal modtage den?
For hvis næstekærligheden får mig til at censurere sandheden, mister vi noget vigtigt.
Men hvis sandheden får mig til at være ligeglad med dig, gør vi også.
Og her opdager jeg noget lidt morsomt.
For måske er mit kommunikationsværktøj i virkeligheden også et meget lavpraktisk forsøg på at sætte handling bag begge værdier samtidig.
Jeg vil ikke ofre sandheden for at passe på dig.
Og:
Jeg vil ikke bruge sandheden som undskyldning for at være ligeglad med, hvad den gør ved dig.
Jeg kan tage ansvar for sandheden i min information.
Og for omsorgen i min kommunikation.
Ikke for din reaktion.
Den kan jeg ikke kontrollere.
Men for min del af betingelserne.
Målet må være relationer, hvor mest muligt af det, der faktisk er sandt for os, kan være til stede mellem os.
Det er for mig relationel bæredygtighed.
Ikke mindre sandhed for at bevare relationen.
Bedre kommunikation – ikke mindre sandhed.
Jeg ved stadig ikke, om himmel og helvede findes andre steder end på jorden.
Jeg ved heller ikke, om jeg nogensinde bliver særlig god til tro.
Men efter min tur ind i kristendommen står essensen tilbage.
Og den tager jeg alvorligt.
Ikke kun som filosofi, historie eller tro.
Jeg interesserer mig for, om den virker.
Om nogle af de gamle værdier kan hjælpe os med at skabe bedre liv, bedre relationer og bedre betingelser for hinanden.
For mig er svaret her blevet ganske konkret.
Næstekærlighed uden sandhed er ikke nok.
Sandhed uden næstekærlighed er heller ikke nok.
Vi har brug for begge.
Og måske opstår der netop dér nogle af de betingelser, hvor udvikling bliver mulig.
Ikke fordi vi absolut skal udvikle os. 🙂
Men fordi mere af den information, vi faktisk kan udvikle os på baggrund af, får lov at være til stede.
Måske er bedre kommunikation ganske enkelt en måde at sætte handling bag det på.
Bedre kommunikation – ikke mindre sandhed.
Det er selvfølgelig ikke helt så spektakulært som 2.000 års teologi.
Til gengæld kan det bruges tirsdag aften med vores ægtefælle.