Da min far blev begravet, havde jeg skrevet en tale.
Da øjeblikket kom, tøvede jeg.
En af mine nære veninder var den, der fik mig op at stå og holde den.
Det glemmer jeg ikke.
Det er noget af det, nære relationer kan.
De kan holde lidt fast i os, når vi selv vakler. Trøste, støtte, lytte, bakke op. Være det sted, hvor vi kan fortælle, at livet gør ondt, ægteskabet knirker, arbejdet er svært, børnene bekymrer os, eller vi simpelthen ikke ved, hvad vi skal stille op.
Vi “får snakket”.
Vi får læsset af.
Den anden lytter og spørger ind.
Vi får ventileret det, der fylder.
Kort sagt: En weekend i sommerhuset. Ild i pejsen, lidt vin og lange ture på stranden.
Det KAN noget.
Det gælder venindeskaber. Og det gælder andre nære relationer, for eksempel parforhold.
Vi kan være virkelig gode til at være der for hinanden, når noget er svært. Lytte, trøste, hjælpe og bakke op.
Men nærhed skal også leve tirsdag eftermiddag, når ingen er i krise.
Hvem følger med i det, den anden er ved at lære? Det, hun bygger, undersøger, forsøger at få til at lykkes eller pludselig er blevet optaget af?
Vi behøver ikke have de samme interesser for at interessere os for hinandens bevægelse.
For det er ikke hele livet, der foregår omkring det, der gør ondt.
Og måske derfor heller ikke hele den nære relation.
På det seneste er jeg blevet opmærksom på noget, jeg savner i nogle af mine nære relationer.
Ikke støtte.
Ikke hjælp.
Ikke trøst eller opbakning.
Jeg savner nysgerrighed på mit liv.
Især når jeg er begejstret.
Når jeg eksperimenterer.
Når jeg har fået en idé.
Når jeg har knækket en nød, jeg har arbejdet med længe.
Når noget begynder at lykkes.
Når jeg er på vej.
For hvad nu, hvis det, der fylder, ikke er et problem?
Hvad nu, hvis det, der fylder, er noget, jeg er vildt optaget af?
Min andegård
Jeg har for eksempel brugt flere år på et projekt med at bygge en andegård.
Jeg har ingen forventning om, at voksne kvinder omkring mig pludselig skal udvikle en passion for ænder, rævesikring, hegn og indretning af andegårde.
Men jeg interesserer mig for den.
Jeg har kæmpet med projektet i flere år. Jeg har måttet lære en masse. Prøvet noget, der ikke virkede. Tænkt om. Fundet nye løsninger.
Og nu er jeg vildt optaget af, om det rent faktisk kan lykkes.
Derfor kan et menneske, der ikke interesserer sig det mindste for andegårde, sagtens interessere sig for min.
Hvordan går det egentlig med det projekt?
Har du fundet ud af rævesikringen?
Hvad var det, der ikke virkede?
Hvad har du fundet på nu?
For nysgerrigheden behøver ikke begynde med interesse for emnet. Den kan begynde med interesse for mennesket, der er optaget af det.
Ikke fordi emnet nødvendigvis interesserer mig.
Fordi du gør.
Fordi din bevægelse gør.
Og her sker der noget interessant.
Når du spørger ind til mit projekt, behøver du ikke vide mere om det end mig.
Det gør du sandsynligvis heller ikke.
Det er trods alt mig, der har brugt flere år på at tænke over ænder, ræve og hegn.
Men du kan spørge:
Hvad tror du egentlig har gjort forskellen denne gang?
Og mens jeg forsøger at svare, opdager jeg måske noget.
Du spørger:
Hvorfor er lige den del så vigtig for dig?
Det ved jeg egentlig ikke.
Lad mig tænke.
Og pludselig er jeg blevet klogere på mit eget projekt, selv om det var dig, der stillede spørgsmålet.
Nysgerrighed er altså ikke kun en måde at vise interesse på.
Den kan skabe noget hos den, vi interesserer os for.
Dit spørgsmål kan hjælpe mig med at finde et svar, jeg ikke havde, før du stillede det.
Der findes et fagligt navn for noget af dette.
Det er en del af essensen i coaching.
Coachen må ikke antage, at han kender svaret på forhånd.
For i det øjeblik han gør det, ændrer spørgsmålene karakter.
Så bliver de let en måde at føre den anden hen til det svar, coachen allerede selv har fundet.
Den coachende position er en anden.
Jeg ved ikke på forhånd, hvad svaret er.
Så jeg spørger.
Ikke for at demonstrere min egen viden, men for at hjælpe din undersøgelse videre.
Det betyder selvfølgelig ikke, at vores venskaber eller parforhold skal blive til coachingsamtaler.
Men måske er der en kvalitet fra coaching, som er værd at tage med hjem:
Vi behøver ikke altid hjælpe hinanden ved at have svaret.
Nogle gange kan vi hjælpe hinanden ved at være oprigtigt nysgerrige på spørgsmålet.
Måske er det faktisk en særlig form for nærhed.
Jeg behøver ikke synes, det samme er spændende som dig.
Jeg behøver ikke være lige så begejstret.
Jeg behøver heller ikke forstå, hvorfor i alverden du bruger så meget tid på det.
Men jeg kan komme lidt hen i din verden og kigge sammen med dig.
Og når du fortæller om noget, der lyser i dig, kan jeg blive dér lidt længere, før samtalen går videre.
Fortæl.
Ikke fordi jeg nødvendigvis interesserer mig for det samme som dig.
Men fordi jeg interesserer mig for dig i det.
Vi kan godt følges uden at gå den samme vej.
Når vi opdager et savn i en relation, kan det være fristende at lade det farve hele historien.
Så har hun aldrig rigtig været der for mig.
Men sådan behøver det ikke være.
Min veninde var der den dag, min far blev begravet.
Hun så min tøven og hjalp mig op at stå.
Det var ægte.
Det, jeg savner nu, er også ægte.
De måske ti procent, jeg savner, behøver ikke gøre de andre halvfems procent værdiløse.
Men de halvfems procent behøver heller ikke gøre de sidste ti uvigtige.
Måske er det netop noget af det, nære relationer skal kunne holde til:
At vi opdager nye behov undervejs.
At den måde, vi har været sammen på i mange år, ikke nødvendigvis er den eneste måde, vi kan være sammen på fremover.
Og at vi fortæller hinanden det.
Der er selvfølgelig ingen garanti for, at et andet menneske kan møde os på den måde, vi ønsker.
Måske har den anden ikke særlig meget af den form for nysgerrighed til rådighed.
Det kan vi først finde ud af.
Men måske har hun heller aldrig tænkt på nysgerrighed som en særlig vigtig kvalitet i en nær relation.
Når jeg fortæller, at den betyder noget for mig, giver jeg derfor ikke kun information om mit behov.
Jeg gør måske også en menneskelig kapacitet synlig.
En egenskab, den anden kan få lyst til at dyrke lidt mere i sin egen personlige køkkenhave.
Og så bliver spørgsmålet ikke kun:
Får jeg nu det, jeg bad om?
Det bliver også:
Hvad bliver muligt mellem os, fordi jeg gjorde noget nyt synligt?
For måske handler nære relationer ikke kun om at have nogen, der bliver hos os, når livet falder fra hinanden.
Måske handler de også om at have nogen, der har lyst til at følge med, når livet folder sig ud.