Jeg har arbejdet med kommunikation i mange år.
Noget af det, jeg er optaget af, er helt lavpraktisk: Hvordan får vi sagt det, der er vigtigt, på en måde, hvor informationen faktisk når frem?
Ikke kun det positive.
Ikke kun det negative.
Ikke kun det, jeg tror, du gerne vil høre.
Og heller ikke nødvendigvis alt det, der farer gennem mit hoved.
Men det, der er relevant for dig at vide, hvis du skal kunne forstå, hvor jeg står, hvad jeg oplever, og hvad der er vigtigt for mig.
Det kan trænes.
Vi kan blive bedre til at stå tydeligt i vores egen position uden at definere den andens. Vi kan blive bedre til at lytte og samtidig beholde vores eget udgangspunkt. Vi kan blive bedre til at få flere perspektiver frem og til at kommunikere både det, vi værdsætter, og det, vi ønsker anderledes.
Det er et kommunikationsværktøj.
Og det virker.
Men på det seneste er jeg blevet mere optaget af noget andet.
Hvad sker der bagefter?
Når jeg har fået sagt det
Lad os sige, at jeg har noget vigtigt, jeg gerne vil fortælle dig.
Jeg får samlet mig. Finder ud af, hvad der faktisk er mit. Får det sagt tydeligt uden at gøre dig forkert.
Så.
Nu fik jeg sagt det.
Opgaven løst.
Eller hvad?
For i samme øjeblik jeg har sagt det, er der sket noget andet.
Du har fået information, du ikke havde før.
Måske svarer du.
Dit svar giver mig ny information.
Måske opdager jeg, at jeg havde misforstået dig.
Måske opdager du, at du havde misforstået mig.
Måske er vi stadig uenige, men nu ved vi i det mindste, hvad vi faktisk er uenige om.
Noget, der før kun fandtes inde i mig, er blevet tilgængeligt mellem os.
Og dermed er der potentielt blevet flere muligheder i vores relation.
Det, jeg troede var slutningen på min kommunikation, var begyndelsen på noget andet.
Hvad sker der, hvis jeg holder op med at være støttehjul?
Det samme spørgsmål kan stilles til hjælp.
Hvis et menneske, jeg holder af, har det svært, kan jeg lytte, forstå, støtte og hjælpe.
Det kan være præcis det, der er brug for.
Hun føler sig måske mindre alene. Hun falder til ro. Hun får det bedre.
Min støtte virkede.
Men hvad sker der, hvis jeg bliver ved?
Det afhænger selvfølgelig af situationen og af den måde, jeg støtter på.
Måske bliver min støtte en ressource, hun bruger til gradvist at udvikle større evne til at støtte sig selv.
Men det modsatte kan også ske.
Jeg kan komme til at udføre en funktion for hende, som hun derfor får mindre anledning til selv at udvikle.
Jeg kan blive et støttehjul.
Støttehjul kan være fremragende. De gør noget muligt, mens en kapacitet endnu ikke er udviklet.
Men hele fidusen ved et støttehjul er vel egentlig, at det på et tidspunkt kan tages af.
Så hvad sker der, hvis jeg holder op med at være støttehjul?
Det ved jeg ikke nødvendigvis.
Måske vælter hun.
Måske finder hun et andet støttehjul.
Måske bliver hun vred på mig.
Eller måske begynder hun at opdage og udvikle nogle af de ressourcer, hun tidligere hentede hos mig.
Det interessante er ikke kun, om min hjælp hjælper. Det er også, hvad min hjælp over tid gør ved den andens kapacitet.
Hvad sker der, hvis jeg ikke bare bekræfter?
Det gælder også den måde, vi møder hinandens oplevelser på.
Hvis du fortæller mig, hvordan du oplever en situation, kan det være vigtigt, at jeg lytter og forsøger at forstå den.
Men hvad hvis jeg ser noget andet?
Jeg kan vælge at lade være med at sige det.
Måske fordi jeg gerne vil støtte dig.
Måske fordi jeg ikke vil tage noget fra dig.
Måske fordi jeg er bange for, at du vil opleve mit perspektiv som kritik.
Men hvis jeg faktisk oplever noget andet og bringer min egen oplevelse ind som et ligeværdigt bidrag, bliver noget nyt tilgængeligt.
Ikke nødvendigvis noget behageligt.
Og heller ikke nødvendigvis noget, du er enig i.
Men noget andet.
Nu møder du et andet perspektiv.
Du kan afvise det.
Blive irriteret.
Blive nysgerrig.
Fastholde dit eget endnu tydeligere.
Nuancere det.
Eller måske få øje på noget, du ikke selv havde set.
Jeg ved ikke, hvad mit perspektiv sætter i gang i dig.
Og det skal jeg heller ikke bestemme.
Men hvis jeg skjuler det, får du slet ikke mulighed for at forholde dig til det.
Når jeg bringer mere af mig selv reelt ind i relationen, får du mere at respondere på.
Kommunikation overfører altså ikke kun information.
Den skaber erfaringer.
Et pænt børneværelse
Lad os forlade kommunikationen et øjeblik.
Mit barns værelse roder.
Jeg går ind og rydder op.
Bøgerne kommer på plads. Det beskidte tøj kommer i vasketøjskurven. Kopperne kommer ud i køkkenet. Gulvet kan ses igen.
Resultatet er upåklageligt:
Værelset er ryddeligt.
Min handling virkede.
Men hvad blev den begyndelsen på?
Hvis jeg gør det en enkelt gang, måske ingenting særligt.
Men hvis jeg igen og igen rydder mit barns værelse, fordi jeg er hurtigere til det, bedre til det eller bare ikke orker at vente, hvad sker der så med barnets egen kapacitet?
Evnen til at opdage, at der trænger til at blive ryddet op.
At begynde på en kedelig opgave.
At finde ud af, hvor ting skal være.
At fortsætte, selv om man hellere ville noget andet.
At skabe orden.
At erfare tilfredsstillelsen ved selv at have gjort det.
Jeg kan altså skabe et fremragende korttidsresultat og samtidig risikere at fjerne noget af det træningsrum, hvor en anden kapacitet kunne udvikles.
Det betyder selvfølgelig ikke, at vi aldrig skal rydde op for vores børn.
Måske er opgaven for stor.
Måske har barnet brug for hjælp til at komme i gang.
Måske skal vi gøre det sammen.
Måske skal jeg i en periode låne barnet noget af min struktur, så det efterhånden kan udvikle sin egen.
Det interessante er ikke hjælp eller ikke hjælp.
Det interessante er:
Hvad bliver min hjælp begyndelsen på?
Kaffegrums og en torsk
Det spørgsmål minder mig om noget, der tilsyneladende handler om noget helt andet.
Kaffe.
Når vi laver kaffe, er resultatet ret indlysende.
Kaffen.
Den drikker vi.
Tilbage ligger kaffegrumset.
Hvis vores blik stopper ved det resultat, vi var interesserede i – kaffen – er kaffegrumset et restprodukt.
Men kaffegrums kan også bruges som vækstmedie til at dyrke svampe.
Pludselig er det, der så ud som afslutningen på én proces, råmateriale i den næste.
Det samme med torsken på den norske kutter.
Fileterne er skåret fra til restauranterne. Huden bruges til kollagen. Og det skrog, der er tilbage, og som tidligere blev betragtet som et restprodukt, bliver i dag råmateriale til fiskeolie.
Det, der ser ud som afslutningen på én proces, viser sig at være begyndelsen på den næste.
Det afhænger af, hvor længe vi bliver ved med at kigge.
For hvornår beslutter vi egentlig, at noget er færdigt?
Måske når vi har fået det resultat, vi var interesserede i.
Kaffen.
Torskefileten.
Det ryddelige børneværelse.
Den veninde, der har fået det bedre.
Medarbejderen, hvis problem er blevet løst.
Budskabet, der er blevet afleveret.
Men hvad sker der bagefter?
Virker det?
Vi er vant til at stille det spørgsmål.
Og det er et godt spørgsmål.
Virker terapien?
Virker undervisningen?
Virker kommunikationen?
Virker ledelsen?
Virker den måde, jeg hjælper mit barn på?
Men måske stopper spørgsmålet for tidligt.
For en handling kan godt være effektiv på kort sigt og samtidig have konsekvenser på længere sigt, som vi ikke havde tænkt på.
En leder kan løse medarbejdernes problemer for dem.
Det virker.
Problemerne bliver løst.
Men hvis medarbejderne efterhånden lærer, at det sikreste er at gå til lederen med problemerne frem for selv at undersøge dem, kan den samme løsning over tid være med til at reducere den kapacitet, der er tilgængelig i organisationen.
En forælder kan fjerne et barns ubehag.
Det virker.
Barnet får det bedre.
Men hvis jeg konsekvent fjerner det ubehag, barnet selv kunne lære at håndtere, hvad sker der så med barnets mulighed for at udvikle kapacitet til at stå i det?
Jeg kan berolige et andet menneske.
Jeg kan give svaret.
Jeg kan tage beslutningen.
Jeg kan ordne værelset.
Jeg kan løse problemet.
Jeg kan gøre mig nyttig på utallige måder.
Men måske skal vi ikke kun spørge:
Løste jeg problemet?
Vi kan også spørge:
Hvad efterlod min måde at løse det på?
Hvad skal gro bagefter?
Jeg klipper min bøgehæk.
Hvis den proces, jeg er optaget af, hedder at få hækken klippet, står jeg bagefter med et resultat – en nyklippet hæk – og en bunke afklip, der skal væk.
Jeg kan samle det sammen og køre det bort.
Men jeg kan også lægge det i bedet.
Så er hækafklippet ikke længere bare restproduktet fra den proces, jeg lige har afsluttet. Det indgår i de betingelser, jeg skaber for det, der skal gro bagefter.
For eksempel næste års gulerødder.
Og så ændrer spørgsmålet sig.
Ikke bare:
Hvad gør jeg med det, der er tilbage?
Men:
Hvilke betingelser skaber det, jeg gør nu, for det, der skal kunne gro senere?
Her begynder bæredygtighed og menneskelig udvikling for mig at nærme sig hinanden.
Ikke fordi mennesker er kaffegrums, torskeskrog eller gulerødder.
Men fordi der ligger en beslægtet måde at kigge på processer på.
Vi kan udvide systemgrænsen.
I stedet for at stoppe dér, hvor det resultat, vi først var interesserede i, er opnået, følger vi processen videre.
Udvider vi systemgrænsen, opdager vi, at resultatet fra én proces samtidig er betingelsen og råmaterialet for den næste.
Det giver os et andet spørgsmål at stille til mennesker, relationer, børn, medarbejdere og organisationer:
Hvilke betingelser for fremtiden skaber vores nuværende resultater og måder at handle på?
Når jeg træder væk, hvad kan mennesket så selv?
Når lederen ikke er til stede, hvad kan medarbejderne så sammen?
Når terapeuten ikke sidder over for klienten, hvad er så blevet mere tilgængeligt i klientens eget liv?
Når forældrene ikke længere rydder værelset, hvad har barnet så fået adgang til?
Når støttehjulet bliver taget af, er der så efterhånden udviklet balance?
Det regenerative spørgsmål bliver dermed større end:
Hjalp jeg?
Det bliver:
Hvilke betingelser var min måde at hjælpe på med til at skabe for det, der skulle kunne ske bagefter?
Beyond kommunikationsværktøjet …
Og så er vi tilbage ved kommunikationen.
Jeg lærer et kommunikationsværktøj.
Jeg bliver bedre til at få sagt det, jeg faktisk oplever.
Jeg kan stå tydeligere i min egen position uden at definere din.
Jeg kan lytte til dig og samtidig beholde mit eget udgangspunkt.
Jeg kan bringe et andet perspektiv ind uden at kræve, at dit skal forsvinde.
Jeg kan sige nej og stadig blive i relationen.
Jeg kan sige: Jeg tog fejl.
Jeg kan fortælle dig, at noget, du gør, har betydning for mig.
Jeg kan fortælle dig, at noget ikke fungerer for mig.
Det er værdifuldt i sig selv.
Men måske er det ikke slutningen.
For når jeg kommunikerer anderledes, møder du noget andet.
Du får andre erfaringer med mig.
Der kommer anden information ind i relationen.
Du får mulighed for at respondere på noget, du ikke tidligere havde adgang til.
Dit svar giver mig ny information.
Jeg kan igen reagere anderledes.
Og lidt efter lidt kan det ændre, hvad der er muligt mellem os.
Det, vi gør én gang, er måske bare en hændelse.
Men det, vi gør igen og igen, kan blive et mønster.
Og mønstret bliver efterhånden en del af betingelserne for det, der føles muligt mellem os.
Så måske er et af de mest interessante spørgsmål, vi kan stille til vores kommunikation:
Hvad er den måde, vi taler sammen på i dag, med til at gøre muligt i morgen?
Og om et år?
Hvis vi igen og igen oplever, at vi kan sige noget vanskeligt, være uenige, korrigere hinanden, sige undskyld, bringe forskellige perspektiver frem og stadig være i relation, hvad kan relationen så bære om et år, som den ikke kunne bære i dag?
Og hvis vi igen og igen undgår bestemte emner, skjuler vores perspektiver eller lærer, at bestemte informationer ikke er velkomne – hvad bliver så muligt og umuligt mellem os om et år?
Vi former fremtidens betingelser med det, vi gentager i dag.
Så min øgede kommunikative kapacitet bliver ikke kun min.
Den bliver noget, mennesker omkring mig får mulighed for at møde og respondere på.
Og deres respons bliver igen noget, jeg møder.
Det, vi troede var slutningen – at jeg fik sagt det – viser sig at være en ny begyndelse.
Det er dét, jeg mener med Beyond.
At følge virkningen videre.
At udvide systemgrænsen.
Ikke kun spørge:
Virkede det?
Men også:
Hvad bliver virkningen begyndelsen på?
For måske er det mest interessante ved det, vi gør, ikke kun det resultat, vi kan se lige bagefter.
Måske er det også de betingelser, den kapacitet, de erfaringer og de nye muligheder, vores handlinger er med til at skabe for det, der kommer bagefter.
I morgen.
Og om et år.
Det her synes jeg er endnu mere spændende end den artikel, du troede, du skulle læse for 3 minutter siden. 😄
.