Jeg har tidligere skrevet om et spørgsmål, som jeg synes, vi stiller os selv alt for sjældent:
Fik vi det sagt?
Ikke:
Burde den anden have forstået det?
Ikke:
Kunne hun ikke selv regne det ud?
Men helt lavpraktisk:
Har den anden faktisk fået den information, hun skal bruge for at kunne forholde sig til mig?
Det synes jeg stadig er et glimrende spørgsmål.
Der er bare et problem.
Forleden opdagede jeg det.
Hovsa.
For at kunne få det sagt skal jeg jo først selv vide, hvad “det” er.
Engang forsøgte jeg at fortælle et menneske, jeg var tæt på, om noget, jeg stod i, og som jeg oplevede som svært.
Hun lyttede og sagde så:
“Det tror jeg ikke, jeg kan hjælpe dig med, Lene.”
Og så lukkede samtalen.
“Nej, det ved jeg godt,” sagde jeg til hende.
Jeg vidste med det samme, at hendes svar ikke ramte det, jeg havde brug for.
Men jeg havde ikke ordene til at forklare hvorfor.
I dag ville jeg kunne sige:
“Det forventer jeg da heller ikke. Jeg har ikke brug for, at du løser det. Jeg vil gerne have, at du bliver her lidt sammen med mig, er nysgerrig og spørger ind.”
For måske er det netop, mens du spørger, at jeg selv opdager noget nyt.
Du behøver ikke kende svaret.
Det er jo mig, der står midt i mit liv og ved langt mere om situationen end dig.
Men dit spørgsmål kan hjælpe mig med at finde et svar, jeg ikke havde, før du stillede det.
Det tog mig bare nogle år at finde ud af, at det var dét, jeg savnede.
Det er nemt at sige, at vi skal kommunikere vores behov.
Men det kræver et personligt forarbejde.
For vi kan ikke forvente, at andre forstår et behov, vi endnu ikke selv har fået tilstrækkeligt præcist fat i.
Jeg har brug for støtte.
Men hvad betyder støtte?
Skal jeg hjælpe dig med at finde en løsning?
Lytte?
Tage over på noget praktisk?
Holde om dig?
Lade dig være i fred?
Jeg har brug for respekt.
Men hvad betyder respekt for dig?
At jeg lytter uden at afbryde?
At jeg accepterer dit nej?
At jeg overholder vores aftaler?
At jeg spørger dig, før jeg træffer en beslutning, der påvirker dig?
At jeg tager det, du laver, alvorligt?
Jeg har brug for nærhed.
Hvordan ser nærhed ud for dig?
Jeg vil gerne føle mig set.
Hvad gør et andet menneske helt konkret, når du oplever dig set?
Støtte, respekt, nærhed og interesse er overskrifter.
Men to mennesker kan være fuldstændig enige om overskriften og stadig mene noget vidt forskelligt nedenunder.
Før vi kan være tydelige over for den anden, må vi blive tydelige for os selv.
Men det er ikke altid nok at opdage behovet.
Vi skal også kunne stå ved det.
Nogle behov er nemme at eje.
Jeg har brug for en pause.
Fint.
Andre kan give lidt mere uro i maven.
Jeg har brug for at mærke, at du interesserer dig for mig.
Uha.
Er det ikke lidt selvoptaget?
For krævende?
Burde jeg ikke kunne klare mig uden?
Må jeg overhovedet forvente det af et andet menneske?
Og så kan vi nå at redigere behovet, inden det nogensinde forlader vores egen mund.
Gøre det lidt mere rimeligt.
Mindre sårbart.
Mere intellektuelt.
Eller simpelthen fortælle os selv, at vi ikke burde have det.
Selvcensur.
Vi censurerer informationen, før den overhovedet når frem til den, der skulle have mulighed for at forholde sig til den.
Den bliver stoppet allerede ved den indre grænsekontrol.
Men vi kan heller ikke forvente, at andre forstår et behov, vi selv afviser, føler skyld eller dårlig samvittighed over eller skammer os over.
Før informationen kan nå frem til den anden, skal vi nogle gange først finde den frem i os selv – og stå ved den.
Det kan godt give lidt ondt i maven.
Faktisk plejer lidt ondt i maven at være et ganske godt tegn på, at jeg er på rette vej.
Jeg har faktisk brug for …
Jeg vil faktisk ikke …
Det betyder faktisk noget for mig …
Jeg savner faktisk …
Nu begynder vi måske at blive klar i spyttet.
At stå ved sit behov betyder ikke, at et andet menneske bliver ansvarligt for at opfylde det.
Der er forskel på:
Jeg har brug for dette.
og:
Derfor skal du give mig det.
Når jeg fortæller dig om mit behov, gør jeg først og fremmest vigtig information om mig tilgængelig for dig.
Så kan du forholde dig til den.
Det kan jeg godt.
Det vil jeg gerne prøve.
Det forstår jeg ikke.
Det er svært for mig.
Det kan jeg ikke.
Det vil jeg ikke.
Alle svarene giver ny information.
Den anden kan forstå det. Afvise det. Blive forskrækket. Tage det til sig. Vise mig noget, jeg ikke selv havde set.
Eller begynde at remse alt det op, hun savner, på stedet.
Vi ved det ikke.
Men først når jeg har gjort det faktiske behov synligt, kan jeg få reel feedback på det.
Ellers kan jeg gå i årevis og konkludere:
Mine behov bliver ikke mødt.
Mens menneskene omkring mig stadig forsøger at gætte på, hvad de egentlig er.
Men der kan ske noget mere, når vi endelig får sagt det, vi har haft svært ved at stå ved.
Det, der har været et personligt, relationelt eller kulturelt tabu.
Jeg har faktisk brug for …
Det her betyder faktisk noget for mig …
Det her vil jeg ikke …
Det her savner jeg …
Når jeg siger det højt, gør jeg ikke kun vigtig information om mig tilgængelig for den anden.
Jeg gør også noget i forhold til mig selv.
Jeg giver den del af mig, der har behovet, et signal om, at dens behov er vigtigt og værd at kæmpe for.
Og dermed måske også et mere grundlæggende signal:
Du er værdifuld.
Det er selvværd, ikke kun som noget jeg føler, men som noget jeg praktiserer.
Jeg handler, som om det, der foregår i mig, er værd at tage alvorligt.
Og det interessante er, at bevægelsen derfor ikke kun behøver gå den vej, vi måske normalt forestiller os:
Jeg har et godt selvværd → derfor tør jeg stå ved mig selv.
Den kan også gå den anden vej:
Jeg står ved mig selv → og dermed er jeg med til at bygge mit selvværd.
For gennem min egen handling giver jeg mig selv en ny erfaring:
Da noget vigtigt i mig havde brug for, at jeg stod op for det, gjorde jeg det.
Jeg behøver ikke engang kende den andens reaktion endnu.
Noget kan allerede have flyttet sig.
Jeg har handlet, som om jeg er værd at tage alvorligt.
Selvværd kan bygges gennem erfaringen af, at jeg selv handler, som om jeg er værdifuld.
Måske troede jeg, at jeg først skulle have selvværdet og derefter modet til at handle.
Men måske kan handlingen også være med til at skabe det selvværd, jeg troede, jeg skulle have haft på forhånd.
Løven er ude af buret.
Og næste gang noget vigtigt i mig banker på, står jeg ikke nødvendigvis helt samme sted.
Jeg har en erfaring med mig:
Sidste gang blev jeg hos mig selv.
Så måske begynder god kommunikation tidligere, end jeg først troede.
Ikke med formuleringen.
Ikke med kommunikationsværktøjet.
Ikke engang med samtalen.
Men med selverkendelsen.
Jeg mærker noget.
Jeg bliver nysgerrig på det.
Jeg undersøger.
Jeg skelner.
Jeg opdager mit faktiske behov.
Jeg opdager måske også min egen modstand mod at have det.
Jeg står ved det.
Jeg finder ord, der gør det forståeligt for et andet menneske.
Og så kan jeg sige det.
Og når jeg siger det, giver jeg ikke kun den anden mulighed for at forholde sig til mig.
Jeg kan samtidig skabe en ny erfaring i mig selv.
Så ja.
Fik vi det sagt?
Det er stadig et godt spørgsmål.
Men måske skal vi lige stille ét først:
Fik vi fundet ud af, hvad det egentlig var, vi skulle sige – og turde vi selv stå ved det, da vi fandt det?