Vi siger det tit til hinanden.
“Du skal jo sige det.”
Hvis der er noget, du savner.
Hvis jeg gør noget, der generer dig.
Hvis du har brug for noget andet fra mig.
Sig det nu bare. Jeg kan jo ikke læse dine tanker.
Det lyder både rimeligt og modent.
Og så gør den anden det.
“Der er faktisk noget, jeg savner fra dig.”
Nå.
Det var måske ikke lige dén form for ærlighed, vi havde forestillet os.
For i samme øjeblik den anden får det sagt, sker der noget interessant.
Nu er det ikke længere hendes evne til at kommunikere, der er på arbejde.
Nu er det min evne til at modtage.
180 grader
I Fik vi det sagt? var spørgsmålet, om vi havde gjort den nødvendige information tilgængelig for den anden.
I Beyond Fik vi det sagt? viste det sig, at det kan kræve et helt personligt forarbejde.
Jeg skal først opdage, hvad jeg faktisk oplever og har brug for. Jeg skal finde ordene. Måske igennem både skyld, skam og den indre grænsekontrol.
Og så skal jeg turde sige det.
Men kommunikationen slutter jo ikke dér.
For på den anden side står et menneske, som nu skal modtage informationen.
Så lad os dreje det hele 180 grader.
Hvad sker der i mig, når et menneske, jeg holder af, siger:
“Der er noget, jeg savner fra dig”?
Hvilket lighedstegn satte jeg?
Du siger:
Jeg savner, at du spørger mere ind til mig.
Og inde i mig kan det på et splitsekund blive til:
Jeg er ikke en god nok ven.
Men vent.
Hvilket lighedstegn satte jeg selv mellem det, du faktisk sagde, og det, jeg reagerede på, fordi jeg hørte det sådan?
Sagde du, at jeg var en dårlig ven?
Nej.
Du sagde rent faktisk, at du savnede noget konkret.
Du sagde noget om dig. Ikke om mig.
Du siger:
Jeg savner mere nærhed mellem os.
Jeg hører:
Jeg er en dårlig partner.
Men det var ikke det, du sagde.
Du fortalte mig noget om din oplevelse og dit behov.
Jeg modtog det som information om min værdi.
Og så er det pludselig ikke særlig mærkeligt, hvis mit repertoire går i gang.
Jeg forklarer.
Forsvarer mig.
Fortæller om alle de gange, jeg faktisk HAR gjort det.
Undskylder.
Forklarer, hvor presset jeg er.
Fortæller, hvad jeg selv savner fra dig.
Eller bliver så ked af det, at du pludselig står med den besynderlige opgave at skulle trøste mig, fordi du fortalte mig, at du savnede noget.
Det behøver ikke være ond vilje.
Det kan være et menneskeligt forsvarssystem, der er kommet på arbejde.
Men der sker noget med informationen undervejs.
Vores indre simultantolk
Måske har vi alle sammen sådan én.
En lynhurtig indre simultantolk.
Den anden når knap at tale færdig, før oversættelsen ligger klar:
Hun synes ikke, jeg er god nok.
Han kritiserer mig.
Hun kræver mere, end jeg kan give.
Nu skal jeg igen være forkert.
Han forstår slet ikke, hvor meget jeg allerede gør.
Og måske er noget af det relevant.
Men det er stadig en oversættelse.
Ikke nødvendigvis det, den anden sagde.
Det interessante bliver derfor ikke at lære aldrig at reagere.
Men måske at opdage:
Hvad sagde du faktisk – og hvad tilføjede jeg selv på vej ind?
Mellemrummet mellem savn og krav – mind the gap!
Der er endnu et lighedstegn, vi skal passe på:
Jeg savner noget fra dig = du skal give mig det.
Det følger heller ikke nødvendigvis.
Jeg arbejdede engang med et par, hvor han savnede sex.
Hun var kommet så langt væk fra lysten, at hun nærmest fik kvalme ved tanken.
Tidligere havde hun ikke været særlig bevidst om sine egne grænser og sin egen 1. position. Hun var kommet til at gå længere, end hun egentlig havde lyst til.
Nu gav det bagslag.
Hvis:
Jeg savner sex med dig
i hendes system bliver oversat til:
Du skal have sex med mig
forsvinder et meget vigtigt mellemrum.
For der findes et mellemrum mellem:
Jeg savner
og
jeg kræver.
Og i det mellemrum kan en nysgerrig undersøgelse finde sted.
Jeg kan godt høre, at du savner det.
Jeg ville faktisk også gerne have, at vi kunne have det.
Men jeg ved ikke lige nu, om jeg kan.
Ikke sådan, som vi har gjort hidtil.
Måske senere.
Kan vi undersøge, hvad der sker med mig?
Kan vi finde en mellemvej, der føles god for os begge?
Det var noget af det rum, jeg hjalp dem ind i.
For den andens savn er ikke automatisk et krav, jeg skal opfylde.
Det er information, vi kan undersøge sammen.
Et savn behøver ikke straks at blive hverken opfyldt eller afvist.
Det kan først blive undersøgt.
Mind the gap.
Nogle gange kan jeg ikke
Der er selvfølgelig også den mulighed, at jeg har forstået dig fuldstændig korrekt.
Men jeg har simpelthen ikke kapaciteten til at give dig det, du efterspørger.
Jeg hører, at du savner mere tid sammen med mig. Jeg har ikke mere tid lige nu.
Jeg forstår, at du ønsker mere følelsesmæssig nærhed. Jeg ved ikke, om jeg kan tilbyde den.
Eller måske:
Jeg vil faktisk gerne. Men jeg ved ikke helt hvordan.
For kapacitet er ikke kun et spørgsmål om vilje.
Og det er heller ikke kun et spørgsmål om overskud.
Jeg kan oprigtigt ønske at møde dig et sted og samtidig opdage, at jeg ikke har særlig stor rådighed over den menneskelige kapacitet, det kræver.
Måske er den andens savn derfor ikke kun information om relationen.
Det kan også være information om noget, jeg endnu ikke har særlig meget af på repertoiret.
Ikke fordi jeg er forkert.
Men fordi et andet menneske lige har gjort en mulighed synlig, som jeg måske kan udvikle større rådighed over.
Når repertoiret skrumper
Og selv de kapaciteter, vi faktisk har, er ikke nødvendigvis lige tilgængelige hele tiden.
Når vi er pressede, kan repertoiret blive mindre.
Måske er humor noget af det første, der forsvinder hos mig.
Måske fleksibilitet.
Generøsitet.
Evnen til perspektivskifte.
Eller nysgerrigheden.
Når mit eget system er fyldt til kanten, kan det ganske enkelt være sværere at kigge ud over min egen suppedas.
Det er ikke nødvendigvis en karakterbeskrivelse.
Det kan være en kapacitetsbeskrivelse.
Derfor er det interessant ikke kun at spørge:
Hvilke kapaciteter har jeg?
Men også:
Under hvilke betingelser har jeg adgang til dem?
Hvornår mister jeg dem?
Og hvad hjælper mig med at få dem tilbage?
Send mig lige en sms, skat
Da min datter var teenager, var hun blevet rigtig god til at formulere, hvad hun havde brug for fra mig.
Og selvfølgelig kom nogle af de ting frem på bilture.
Bilture kan noget.
Passageren sidder der. Landskabet glider forbi. Der er ikke så meget andet, hun skal. Og måske netop derfor kommer hun lettere i kontakt med noget, der fylder.
Problemet var bare, at chaufføren havde en lidt anden opgave.
Så dér sad min datter ved siden af mig – arrig – og forsøgte at forklare mig noget, hun havde brug for fra mig.
Og jeg forstod hende simpelthen ikke.
På det tidspunkt havde jeg intet begreb om den sammenhæng, hun forsøgte at beskrive.
Jeg kunne høre, at det var vigtigt for hende. Men hun forsøgte tydeligvis at få mig til at begribe noget, som jeg ikke havde særlig god adgang til som menneske. Noget lå bag min egen blinde vinkel.
Og samtidig skulle jeg orientere mig i trafikken.
Det var en elendig kombination.
Hun havde brug for at blive taget alvorligt.
Jeg havde brug for ikke at køre galt.
Så min løsning blev:
“Send mig lige en sms, skat. Ordret. Skriv præcis, hvad du gerne vil have, at jeg siger eller skriver.”
Og så var den sag ude af verden, og vi kunne grine af det lettere absurde i at sende en sms til et menneske, der sad lige ved siden af.
Senere kunne jeg læse hendes præcise ord i fred.
Dem kunne jeg lære.
Jeg begyndte simpelthen at kopiere dem ind i vores samtaler og ind i mit eget sprogbrug.
Og så skete der noget, jeg ikke havde forudset.
Hov. Det her gør faktisk også mit eget liv lettere.
Jeg skulle ikke længere famle efter en måde at møde hende på i situationer, jeg havde svært ved at forstå.
Hun havde givet mig nogle ord og en måde at kommunikere på, som jeg ikke selv havde haft adgang til.
Hun fik noget, hun havde brug for.
Og jeg fik større rådighed.
Vi behøvede aldrig tale om det igen.
Først ordene. Senere forståelsen
Først nu, to år senere, begynder jeg at forstå, hvorfor det virkede.
Noget af det, min datter reagerede på, var konsekvensen af, at jeg ikke kom rent fra min egen 1. position.
Det kunne jeg ikke se dengang.
I dag begynder jeg at se konsekvenserne af min begrænsning mere tydeligt.
Min begrænsning var blevet relationens begrænsning.
Og den begrænsning landede ikke kun hos mig.
Den skabte en belastning ovre hos hende.
Det gad hun ikke stå model til.
Heldigvis.
For hun kunne mærke effekten af noget, jeg endnu ikke selv kunne se.
Og selvom jeg ikke kunne forstå sammenhængen, kunne hun fortælle mig præcis, hvad hun havde brug for i stedet.
Jeg behøvede altså ikke først få adgang til hele min blinde vinkel for at ændre den effekt, den havde på hende.
Jeg kunne lære ordene først.
Dengang var det nok at opdage, at de virkede.
Først nu begynder jeg at forstå hvorfor.
Det andet menneske kan altså ligge inde med vigtig information om konsekvenserne af mine begrænsninger, før jeg selv overhovedet har begreberne til at forstå dem.
Hvis jeg kun kan modtage information, jeg allerede forstår og er enig i, bliver min blinde vinkel temmelig godt sikret mod forstyrrelser.
Men hvis jeg kan sige:
Jeg kan faktisk ikke se det, du ser. Men jeg kan høre, at det har en effekt på dig. Hjælp mig med at forstå, hvad du har brug for.
så kan relationen begynde at udvikle sig, før min selverkendelse er fulgt med.
Nogle gange kan det andet menneske simpelthen bygge en lille bro over min blinde vinkel.
Og måske er noget af det mest interessante ved historien netop dette:
Det, der i første omgang kunne ligne endnu et behov, jeg skulle tage hensyn til, viste sig at udvide mit repertoire.
Hov. Det her gør faktisk også mit eget liv lettere.
Udvikling i en relation behøver ikke være et nulsumsspil.
Når jeg udvikler en kapacitet, så du ikke længere behøver organisere dig omkring min begrænsning, kan resultatet være større rådighed for os begge.
Måske er det endda en af grundene til, at jeg i dag har fået så stærkt et regenerativt blik.
Jeg har oplevet, at udvikling ikke nødvendigvis handler om, hvem der skal give mere afkald.
Nogle ændringer skaber ganske enkelt bedre betingelser for begge.
Men behøver vi virkelig holde møde om det?
Det bringer os til noget andet.
Når et menneske fortæller os om et savn, kan vi komme til at tro, at informationen automatisk kræver en stor samtale.
Nu må vi virkelig tale om vores relation.
Måske.
Men ikke nødvendigvis.
Hvis min partner siger:
Jeg savner, at du kysser mig, når du kommer hjem.
behøver vi måske ikke afsætte torsdag aften fra 19 til 22 til at analysere vores parforhold.
Jeg kunne også prøve at kysse ham, når jeg kommer hjem.
Hvis en veninde siger:
Jeg savner, at du spørger mere ind, når jeg fortæller om mit liv.
kan jeg selvfølgelig invitere til en lang samtale om, hvorfor hun føler sådan.
Men jeg kunne også næste gang bare spørge i en sms:
“Hvordan går det egentlig med det, du fortalte mig om?”
Nogle informationer kræver bearbejdning.
Andre kan måske bare bruges.
Målet med kommunikation er jo ikke nødvendigvis mere kommunikation.
Målet kan være, at relevant information kommer frem, bliver modtaget og kan bruges.
Og så kan vi nogle gange bare komme videre med livet.
Kan jeg blive hos din oplevelse?
Det betyder ikke, at jeg skal være enig med dig.
Det betyder heller ikke, at din oplevelse er hele sandheden om vores relation.
Du kan savne noget fra mig, samtidig med at jeg oplever, at jeg har givet enormt meget.
Begge dele kan være sandt.
Men min version behøver ikke komme først.
Måske kan jeg en rum tid blive hos den information, du lige har taget mod til dig og gjort tilgængelig for mig.
Okay.
Hvad er det præcis, du savner?
Hvornår mærker du det især?
Hvad ville gøre en forskel for dig?
Ikke som teknik.
Men fordi det bliver uhensigtsmæssigt, hvis jeg antager, at jeg allerede kender svaret.
Det er egentlig essensen af den coachende position.
Jeg må ikke antage, at jeg kender svaret på forhånd.
Heller ikke når spørgsmålet handler om mig.
Jeg ved ikke på forhånd, hvad dette betyder for dig. Derfor må jeg undersøge det.
Dit savn må være centrum
Og hvad så med alt det, jeg selv savner?
Det kan være helt reelt.
Måske sidder jeg faktisk med fem savn i den samme relation.
De skal ikke forsvinde.
Men der er forskel på, om jeg fortæller dem, fordi jeg gerne vil gøre vigtig information om mig tilgængelig for dig –
eller fordi jeg ikke kan holde ud at være den eneste, der et øjeblik står på modtagersiden.
Du savner noget fra mig?
Fint. Så skal du også lige høre, hvad jeg savner fra dig.
Begge samtaler kan være nødvendige.
Men de skal ikke foregå samtidig.
Hvis du fortæller mig om noget, du savner fra mig, må dit savn have lov til at være centrum en rum tid.
Mit forsvinder ikke af den grund.
Jeg kan tage det frem senere og give det sin egen plads.
Men hvis jeg lægger det oven på dit i samme øjeblik, risikerer vi, at din udmelding bliver startskuddet til en forhandling om, hvem der har mest at være utilfreds med.
Måske er en vigtig relationel kapacitet netop at kunne lade dit savn være dit – og lade det være centrum for vores fælles nysgerrighed en rum tid.
Min datter er voksen i dag.
Noget af det, hun selv fremhæver som værdifuldt i sit parforhold, er netop, at de kan det.
Når den ene fortæller om noget, hun eller han savner, kan de opholde sig dér og gøre det til centrum for begges nysgerrighed.
Og det går begge veje.
Dit savn er ikke automatisk en anklage, jeg skal forsvare mig imod.
Det er heller ikke automatisk et krav, jeg straks skal opfylde.
Det er vigtig information om dig, som vi kan være nysgerrige på sammen.
Måske kræver det også selvværd at kunne høre
Jo lettere dit savn bliver til information om min værdi, desto sværere bliver det for mig at høre dig.
Hvis:
Jeg savner noget fra dig
bliver til:
Du er ikke god nok
så får jeg næsten brug for at forsvare mig.
Men hvis min egen værdi ikke står og falder med, om du har et savn i relationen til mig, får jeg mere bevægelsesfrihed.
Jeg kan tænke:
Der er noget, du savner. Lad mig forstå det.
Og bagefter kan jeg stadig finde ud af, hvad jeg mener om det.
Om jeg kan give dig det.
Om jeg vil.
Om jeg oplever relationen anderledes.
Og om der også er noget, jeg selv har brug for at fortælle dig.
Så måske kræver det ikke kun selvværd at få noget sårbart sagt.
Måske kræver det også selvværd at kunne høre det.
180 grader – og så tilbage igen
Nu kunne vi let ende med at placere hele ansvaret hos modtageren.
Hvis bare du havde bedre selvværd, større nysgerrighed og mere modtagekapacitet, kunne jeg sige hvad som helst til dig.
Nej.
For hvis jeg ved, at mennesker let kan høre:
Jeg savner noget
som:
Du er ikke god nok
så er det relevant at tage højde for det, når jeg kommunikerer.
Ikke ved at censurere mig selv.
Ikke ved at gøre mit behov mindre.
Og ikke ved at tage ansvar for dit selvværd.
Men ved at tage ansvar for min kommunikation.
Det er netop en af grundene til, at jeg har arbejdet så meget med kommunikationsstruktur og skrevet en hel bog om det: Sig din mening, så du bliver hørt.
Mennesker har forskellig kapacitet til at modtage vanskelig information.
Og det samme menneske kan have forskellig modtagekapacitet på forskellige tidspunkter.
Hvis jeg ved det, behøver konklusionen ikke være, at jeg må tie stille.
Tværtimod.
Bedre kommunikation – ikke mindre sandhed.
Jeg kan ikke sikre, at du ikke går i forsvar.
Men jeg kan tage ansvar for ikke unødigt at gøre det sværere for dig at høre mig.
For målet kan ikke være en relation uden ubehag.
Målet må være en relation, hvor mest muligt af det, der faktisk er sandt for os, kan være til stede mellem os.
Det er relationel bæredygtighed.
Hvis informationen bliver censureret, fordi systemet ikke kan tåle den eller ikke kan kommunikere den, mister relationen noget af sit råmateriale til at udvikle sig.
Vi kan måske opnå fred ved at lære, hvad vi ikke skal sige til hinanden.
Det emne tager jeg ikke op.
Det kan hun ikke tåle.
Det nytter ikke at sige, hvad jeg egentlig ønsker.
Jeg gider ikke balladen.
Der kan blive ganske stille.
Men stilhed er ikke nødvendigvis et tegn på en bæredygtig relation.
Måske fortæller den bare, at vi har lært, hvilke dele af virkeligheden der skal opbevares uden for relationen, for at den kan bestå.
En relation med større bæredygtighed må kunne noget andet.
Information kan komme ind.
Vi kan forholde os til den.
Måske korrigere.
Lære.
Udvikle os.
Og skabe nye betingelser for det, der kommer bagefter.
Informationen bliver råmateriale for relationens næste bevægelse.
Når nogen faktisk får det sagt
Vi efterlyser tit ærlig kommunikation.
Vi vil gerne have relationer, hvor mennesker siger, hvad de føler, ønsker, savner og har brug for.
Men så må vi også skabe relationer, hvor det kan betale sig at sige det.
Ikke fordi afsenderen skal garanteres at få det, hun ønsker.
Det kan ingen relation love.
Men fordi mere af det, der faktisk er sandt for os, skal kunne komme ind i relationen uden straks at blive lavet om til anklage, modanklage, forsvar eller dom over den ene eller den andens værdi.
Det kræver noget i begge ender.
Afsenderen må kunne finde sin information, stå ved den og formidle den uden at skulle censurere sig selv.
Modtageren må kunne lade informationen komme ind uden straks at gøre den til en dom over sin egen værdi eller et krav, der skal opfyldes.
Ingen af delene er en selvfølge.
Begge dele er kapaciteter, vi kan udvikle.
Så næste gang vi siger:
“Du skal bare sige det.”
kan vi måske tilføje:
Er jeg også parat til at høre det, hvis du gør?
Har jeg kapacitet til det?
Kan jeg lade være med straks at afgøre, hvad din information kræver af mig – og først blive nysgerrig på, hvad den betyder for dig?
For fik du det sagt? er kun halvdelen af kommunikationsbevægelsen.
På den anden side står et menneske.
Og nu er det hendes tur.