Familieopstillinger.
Navnet er ikke nødvendigvis særlig hjælpsomt.
For mange tror, at det betyder, at familien skal med.
Eller at vi primært skal arbejde med mor, far og søskende – eller egne børn.
Det kan det være, men ikke nødvendigvis.
Eller at familieopstillinger handler om problematikker i familien.
Sådan arbejder jeg normalt ikke.
Jeg begynder et helt andet sted.
I dit liv lige nu.
Når et menneske kommer til mig, er jeg interesseret i et gab.
Hvor er du aktuelt?
Hvad oplever du?
Og hvor vil du gerne være?
Hvad vil du gerne kunne gøre, mærke eller opleve dér, som ikke er tilgængeligt for dig nu?
Mind the gap.
Det er gabet mellem de to steder, vi undersøger systemisk.
Vi begynder altså ikke med:
Fortæl mig om din mor.
Vi begynder med:
Hvad oplever du i dit liv lige nu – og hvad ville du gerne kunne opleve i stedet?
Først i selve undersøgelsesarbejdet bliver det synligt, hvad der ligger i vejen for bevægelsen.
Og her ender vi i min erfaring altid steder, vi ikke havde kunnet tænke os frem til på forhånd.
Det betyder ikke, at vi ikke kan have forestillinger om, hvor vi skal hen.
Den, der kommer med sin problemstilling, har måske allerede en meget klar idé om, hvad den handler om.
Og jeg kan på baggrund af min erfaring have en hypotese om, hvad der kan være på spil.
Men hypotesen er ikke svaret.
Erfaring giver mig hypoteser. Den giver mig ikke facit.
Derfor undersøger jeg forfra.
Vi ved, hvor vi starter.
Vi ved, hvilken bevægelse mennesket længes efter.
Men vi ved ikke på forhånd, hvad der står i gabet.
Det viser sig i arbejdet.
Nogle gange fører sporet ind i personens egen historie.
Nogle gange ind i familien.
Nogle gange viser der sig tværgenerationelle dynamikker.
Men formålet er ikke at få bekræftet den forklaring, vi allerede havde.
Formålet er at finde det, der faktisk skal bevæges, for at den forløsning, vi arbejder efter, kan finde sted.
Min egen vej ind i opstillingsarbejdet begyndte netop dér.
For jeg manglede ikke viden om personlig udvikling.
Jeg kendte Enneagrammet indgående. I flere år havde jeg gået i en månedlig Enneagramcafé, hvor vi brugte det helt lavpraktisk mellem mennesker, som alle kendte deres egen type og vidste, hvilke typer de andre relaterede til.
Jeg havde flere Enneagramuddannelser bag mig.
Og jeg havde en kæreste, der næsten var lige så begejstret for Enneagrammet, som jeg var.
Det hjalp.
Det hjalp mig med at forstå, hvad der foregik i mig.
Det hjalp os med at forstå hinanden og det, der foregik mellem os.
Og det havde lært mig at få øje på nogle af mine mest fastlåste og selvsaboterende mønstre og skabe afstand til nogle af dem.
Og alligevel blev jeg taget af overvældende følelser, når vi for alvor blev uenige.
Så tog vi hinanden ned.
Vi kunne ryge ind i det, jeg i dag kalder afgrundsspiralen.
Det interessante var, at vi sådan set godt vidste, hvad der foregik.
Vi kunne teorien forfra og bagfra.
Vi kunne sikkert også bagefter forklare hinanden, hvilke typer og mønstre der havde været på spil.
Men midt i det?
Vores nervesystemer var ikke med ombord.
Når vi blev tilstrækkeligt aktiverede, reagerede vi stadig som små børn, der følte sig afvist og forsøgte at få den anden til at forstå – eller trumfe vores egen mening igennem.
Jeg kunne forstå mønsteret.
Jeg kunne forklare mønsteret.
Jeg kunne endda opdage, mens jeg var i det, at nu gjorde jeg det igen.
Og alligevel kunne jeg blive taget af det.
Viden var altså ikke nok.
Og dér blev jeg for alvor interesseret i noget, der kunne arbejde et andet sted.
Jeg plejer at sige, at vi i en systemisk opstilling arbejder fra halsen og ned.
Ikke fordi hovedet er ligegyldigt.
Tværtimod.
Min viden om Enneagrammet havde allerede gjort en stor forskel for mig.
Forståelse kan hjælpe os med at få øje på vores mønstre og skabe afstand til nogle af dem.
Men forståelse skaber ikke nødvendigvis forandring i de dele af os, der reagerer automatisk.
Jeg kunne vide, at jeg følte mig afvist.
Jeg kunne forstå hvorfor.
Jeg kunne kende mit mønster.
Og samtidig kunne mit nervesystem, min krop og mit følelsesliv reagere, som om noget helt andet stod på spil.
Opstillingsarbejdet gav mig noget andet:
En undersøgelsesmetode.
Ikke bare til at konstatere hvilket mønster jeg befandt mig i, men til at undersøge hvad der fastholdt det.
Det har siden fået stor betydning for den måde, jeg arbejder med Enneagrammet på.
For Enneagramtypen behøver ikke være en livstidsdom.
Den kan vise os nogle af de mønstre, vi lettest bliver fanget i.
Og med opstillingsarbejdet kan vi undersøge, hvad der holder nogle af de mest fastlåste mønstre på plads – og dermed skabe mere frihed i forhold til dem.
Ikke nødvendigvis blive et andet menneske.
Men få mere af os selv og vores repertoire til rådighed.
Det samme møder jeg hos nogle af mine klienter.
De kan have gået hos psykolog gennem lang tid og kende deres families dynamikker forfra og bagfra.
De ved, hvad der skete.
De forstår mors mønster, fars historie, deres egen rolle, hvorfor de reagerer, som de gør, og hvordan det hele hænger sammen.
Og den forståelse har hjulpet dem.
Til en vis grad.
Men de er måske stadig vrede på mor.
Stadig skuffede over far.
Eller omvendt.
De kan vide præcis, hvordan deres problemer i kæresteforholdet kan spores tilbage til dynamikker i deres barndomsfamilie.
Men de har stadig problemet med deres kæreste.
Det er den samme erfaring, jeg selv gjorde med Enneagrammet.
Jeg kunne forstå mønsteret.
Men forståelsen var ikke det samme som frihed fra det, jeg forstod.
Og dér bliver opstillingsarbejdet interessant for mig.
Ikke som endnu en måde at forklare mennesket, hvorfor det har det, som det har.
Men som en undersøgelsesmetode til at arbejde med den rest, der stadig lever og skaber konsekvenser i det aktuelle liv.
For hvis jeg allerede ved, hvorfor jeg har problemet, men stadig har problemet, har jeg ikke nødvendigvis brug for en bedre forklaring.
Gennem årene er jeg kommet frem til en grundantagelse i mit arbejde:
Jeg erfarer, at vi faktisk har de ressourcer, vi har brug for.
Men adgangen til dem kan være blokeret.
Det er noget andet end at sige, at vi allerede kan alt.
Jeg kan for eksempel arbejde med min frygt for maskiner i en opstilling.
Men jeg kan ikke lære at betjene min nye båndsav ved at lave en opstilling.
Det kræver konkret viden, instruktion og træning.
Omvendt kan jeg læse brugsanvisningen fra ende til anden og vide præcis, hvordan saven fungerer – og stadig aldrig få den tændt, hvis mit nervesystem går i alarm, hver gang jeg nærmer mig den.
Så hvad er det egentlig, jeg mangler?
Viden?
En konkret færdighed?
Træning?
Eller har jeg allerede det, jeg skal bruge – men kan ikke få adgang til det under de betingelser, jeg står i?
Det er forskellige problemer.
Og de kalder på forskellige løsninger.r
Det samme gælder kommunikation.
Jeg kan lære et konkret kommunikationsværktøj.
Jeg kan træne bestemte formuleringer.
Jeg kan øve mig.
Jeg kan træne bøfferne.
Og måske er det præcis dét, der skal til.
Men hvad nu, hvis jeg sagtens kan bruge værktøjet med mine kolleger, mine venner og min partner – og fuldstændig mister adgangen til det over for min chef?
Så ved vi noget interessant.
Færdigheden findes.
Jeg kan jo bruge den andre steder.
Men noget sker i denne bestemte relation, som blokerer min adgang til den.
Eller måske har jeg forberedt præcis, hvad jeg skal sige i telefonen.
Jeg har ordene.
Jeg har trænet dem.
Jeg ved, hvem jeg skal ringe til.
Men jeg er så bange for at blive afvist, at jeg ikke kan få mig selv til at tage telefonen.
Så hjælper det ikke nødvendigvis at træne formuleringen 25 gange mere.
Og hvis jeg bliver så overvældet af vrede, at den overtager hele systemet, er mit fine kommunikationsværktøj heller ikke særlig tilgængeligt lige dér.
Jeg mangler ikke nødvendigvis færdigheden.
Jeg mangler adgang til den, når jeg har brug for den.
Det er et andet arbejde.
Det er derfor, jeg ikke ser konkrete værktøjer, viden, træning og opstillingsarbejde som konkurrerende tilgange.
De kan komme både før og efter hinanden.
Nogle gange er et konkret værktøj nok.
Jeg lærer noget, jeg ikke kunne.
Jeg træner det.
Jeg bruger det.
Mit liv bliver lettere.
Færdig.
Ingen grund til at grave efter noget.
Andre gange bliver værktøjet nærmest selve lakmusprøven:
Hov. Jeg kan faktisk godt gøre det.
Bare ikke med ham.
Eller:
Jeg ved præcis, hvad jeg skal gøre.
Jeg kan bare ikke få mig selv til at gøre det.
Så har vi fået vigtig information.
Så kan vi undersøge, hvad der sker med adgangen til min kapacitet under netop de betingelser.
Andre gange kommer opstillingsarbejdet først.
Jeg får arbejdet med den overvældende frygt for at blive afvist.
Pludselig kan jeg tage telefonen.
Fint.
Men jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal sige.
Så må jeg lære det.
Værktøj løser ikke nødvendigvis en blokering.
Og forløsning erstatter ikke konkret læring.
Når vi følger en aktuel begrænsning systemisk, ender vi altså i min erfaring altid steder, vi ikke havde kunnet tænke os frem til på forhånd.
Og nogle gange ender vi langt tilbage.
Der kan vise sig noget i personens egen historie.
Noget i familien.
Noget tværgenerationelt.
Noget, der på et tidspunkt ikke kunne rummes, mærkes eller bevæge sig videre.
Her kan opstillingsarbejdet tilbyde nogle andre betingelser.
Det, der ikke blev set, kan blive set.
Det, der ikke blev bevidnet, kan blive bevidnet.
Og det, der ikke kunne mærkes dengang, kan måske mærkes nu – ved hjælp af andre menneskers nervesystemer.
Andre kan stå med.
Mærke.
Bevidne.
Give plads.
Fastfrosne følelser kan få mulighed for at bevæge sig igen.
Og når noget ikke længere behøver at være bundet dér, kan noget andet blive tilgængeligt her.
Det er et billede, jeg holder meget af.
Det tabte land.
For måske skal vi ikke altid skabe noget nyt.
Måske findes noget af det, vi længes efter, allerede på den anden side af blokeringen.
Evnen til at sætte en grænse.
Tage imod kærlighed.
Træde frem.
Være synlig.
Handle.
Hvile.
Mærke vrede uden at blive taget af den.
Mærke glæde.
Stole på et andet menneske.
Tage sin plads.
Blive i kontakt, når noget bliver svært.
Det er ikke nødvendigvis nyt land, vi skal erobre.
Vi skal genvinde adgangen til det tabte.
Og når adgangen genskabes, kan det, der før var utilgængeligt, forplante sig ind i vores aktuelle livskapacitet.
Vi kan ende med at arbejde med noget, der skete for meget længe siden.
Måske endda før vi selv blev født.
Men fortiden er ikke destinationen.
Vi arbejder i fortiden, men formålet ligger i nutiden og bevægelsen mod fremtiden.
For spørgsmålet er hele tiden:
Hvad bliver muligt i dit liv nu, hvis denne gamle blokering ikke længere behøver stå i vejen?
Kan du tage telefonen?
Kan du blive i samtalen?
Kan du sige nej?
Kan du tage imod et ja?
Kan du stå frem?
Kan du lade være med at ryge ned i afgrundsspiralen sammen med det menneske, du elsker?
Kan du bruge de færdigheder, du faktisk allerede har?
Det er dét, der interesserer mig.
Så nej.
Familieopstillinger handler for mig ikke først og fremmest om familien.
De handler heller ikke om at grave i fortiden for fortidens skyld.
Jeg er interesseret i gabet.
Mellem det liv, du aktuelt har adgang til, og det liv, du gerne vil kunne leve.
Mind the gap.
Nogle gange mangler du viden.
Så må du lære.
Nogle gange mangler du en konkret færdighed.
Så må du træne.
Nogle gange har du brug for begge dele.
Og nogle gange ved du allerede præcis, hvad du skal gøre.
Du har færdigheden.
Du vil det endda.
Men du kan ikke få adgang til den del af dig, der kan gøre det.
Så nytter det ikke nødvendigvis at lægge mere ovenpå.
Så kan det være mere interessant at undersøge, hvad der står i vejen.
Ikke for at blive hængende i fortiden.
Ikke for at finde endnu en forklaring.
Og ikke fordi der nødvendigvis mangler noget i dig.
Men for at genskabe adgangen til mere af det, der allerede er dit.
Forståelse kan vise os mønsteret.
Træning kan give os færdigheden.
Og nogle gange må blokeringen løsnes, før vi kan få adgang til det, vi allerede kan.
Det er dér, familieopstillinger for mig bliver interessante.
Ikke som en vej tilbage.
Som en vej videre.
Hvis du kan genkende oplevelsen af allerede at have forstået en masse – måske endda vide præcis, hvad du gerne vil gøre anderledes – men noget alligevel bliver ved med at sidde fast, kan en systemisk opstilling være en farbar vej.
Er du i tvivl om, hvorvidt opstillingsarbejde er den rigtige metode til det, du står med, så skriv til mig.
Du er velkommen til en gratis, uforpligtende telefonsamtale, hvor vi sammen kan undersøge, om en opstilling giver mening – eller om noget andet vil være mere relevant.