Hun er den, der får hormonerne.
Hun er den, der bliver scannet, undersøgt og stukket. Den, der mærker efter i kroppen. Den, der får sin menstruation og med ét ved, at heller ikke denne måned blev måneden.
Og han står ved siden af.
Måske holder han om hende. Måske forsøger han at sige noget, der hjælper. Måske laver han kaffe, finder noget praktisk at tage sig til eller siger, at de prøver igen.
Men indeni kan der foregå noget helt andet.
For hvordan er det at se det menneske, man elsker, have det så svært – og ikke kunne gøre ret meget ved det?
Og hvad nu hvis en del af ham samtidig tænker:
Det er min skyld, at hun skal igennem det her.
Ufrivillig barnløshed er fælles.
Det er vores ønske om et barn.
Vores fertilitetsbehandling.
Vores forsøg.
Vores skuffelse.
Men belastningen er ikke nødvendigvis ligeligt fordelt.
Ofte bliver kvindens krop meget konkret centrum for det, der foregår. Også når årsagen til barnløsheden ligger hos manden. Eller hos begge. Eller ingen ved, hvorfor graviditeten ikke kommer.
Det er hendes cyklus, der følges.
Hendes krop, der behandles.
Hende, der mærker hormonernes påvirkning.
Hende, der måske skal igennem ægudtagning, insemination eller andre behandlinger.
Og hvis hun samtidig bliver mere sårbar, trist, vred eller udmattet, kan han stå med en mærkelig dobbelthed:
Han lider, fordi hun lider.
Og samtidig kan han føle, at han ikke rigtig har ret til selv at have det svært.
Det er jo hende, der går igennem det værste.
Det er ikke kun noget, vi kan forestille os.
Forskningen viser en betydelig psykisk belastning hos kvinder, der oplever infertilitet. En stor meta-analyse af 44 studier med mere end 53.000 kvinder fandt en betydelig forekomst af blandt andet depression, angst og stress. Og forskning, der sammenligner kvinder og mænd i infertile par, finder gennemgående en større psykisk belastning hos kvinderne.
Det betyder selvfølgelig ikke, at manden ikke er ramt.
Det er han.
Men det understøtter noget vigtigt:
I står i det samme – uden nødvendigvis at stå i det på samme måde.
Hvis problemet helt eller delvist handler om hans fertilitet, kan der komme endnu et lag til.
Hvis bare min krop fungerede anderledes, skulle hun ikke igennem alt det her.
Det er en hård tanke at gå alene med.
For skyld har det med at gøre os mindre frie.
Måske bliver han ekstra omsorgsfuld. Ekstra tålmodig. Forsøger at kompensere.
Måske bliver han den stærke.
Måske forsøger han at løse problemerne, fordi det er næsten uudholdeligt ikke at kunne løse det vigtigste.
Eller måske trækker han sig.
Ikke fordi han er ligeglad.
Men fordi afmagten er svær at være i.
Og set fra den anden side kan tilbagetrækningen komme til at ligne noget helt andet:
Hvorfor betyder det ikke lige så meget for dig som for mig?
Det er noget af det vanskelige ved barnløshed.
Man kan ønske sig præcis det samme og alligevel reagere vidt forskelligt på ikke at få det.
Den ene har brug for at tale om det.
Den anden har brug for en pause fra at tale om det.
Den ene søger information, læser om behandlinger og undersøger muligheder.
Den anden længes efter en aften, hvor fertilitet overhovedet ikke er på dagsordenen.
Den ene græder.
Den anden går ud og slår græsset.
Ingen af delene fortæller nødvendigvis, hvem der ønsker barnet mest.
Men hvis vi ikke forstår vores forskellige måder at håndtere presset på, kan vi begynde at fortolke hinanden.
Og så kommer barnløsheden ikke kun til at gøre ondt.
Vi kan også begynde at gøre ondt på hinanden.e
Der findes mange følelser, man kan synes, man ikke burde have, når man er ufrivilligt barnløs.
Vrede.
Misundelse.
Lettelse over at slippe for endnu en barnedåb.
Irritation på sin partner.
Skam.
Skyld.
En hemmelig længsel efter bare at få sit gamle liv tilbage.
Eller et øjebliks tvivl:
Hvor længe kan jeg holde til det her?
Følelser bliver ikke nødvendigvis mindre belastende af, at vi synes, vi ikke burde have dem.
Tværtimod kan vi ende med både at have følelsen og skamme os over at have den.
Derfor kan noget af det vigtigste være at få et sted, hvor man kan få luft.
Ikke nødvendigvis for at finde en løsning.
Men for at kunne sige det ærligt:
Jeg er så vred.
Jeg er bange.
Jeg føler mig utilstrækkelig.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal hjælpe dig.
Jeg kan næsten ikke holde ud at se dig have det sådan.
Jeg føler, det er min skyld.
Og måske også:
Jeg savner dig.
Når man står midt i barnløshed, kan man næsten ikke undgå at støde på forestillingen om, at man “bare skal slappe af”.
Den skal vi passe på med.
Der findes forskning, som peger på sammenhænge mellem psykisk belastning og nogle aspekter af fertiliteten. Nogle studier har eksempelvis fundet sammenhænge mellem stressmarkører og længere tid til graviditet.
Men forskningen er ikke entydig.
Andre studier finder ikke den samme sammenhæng, og forskningen giver ikke grundlag for at fortælle en kvinde, at hun ikke bliver gravid, fordi hun er stresset.
Det sidste, et menneske under et massivt pres har brug for, er endnu en opgave:
Nu skal jeg også sørge for ikke at være stresset, så jeg kan blive gravid.
For mig er der en langt vigtigere grund til at tage den psykiske belastning alvorligt:
Det er svært at have det så svært.
Barnløshed og fertilitetsbehandling kan i sig selv være en betydelig psykisk belastning. Man behøver ikke kunne dokumentere, at terapi øger sandsynligheden for graviditet, før det giver mening at hjælpe mennesker med sorg, skyld, afmagt, stress og det pres, barnløsheden kan lægge på deres forhold.
Når et menneske, vi elsker, har det svært, får mange af os lyst til at gøre noget.
Finde løsningen.
Skabe håb.
Få den anden til at få det bedre.
Men nogle situationer kan ikke fikses i øjeblikket.
En negativ graviditetstest bliver ikke mindre negativ af det rigtige argument.
Sorgen over endnu en måned uden graviditet kan ikke nødvendigvis tænkes væk.
Og måske er opgaven derfor nogle gange en anden.
At kunne blive der.
At kunne høre den andens smerte uden straks at forsøge at fjerne den.
Og omvendt:
At hun kan opdage, at hans afmagt, stilhed eller behov for pauser ikke nødvendigvis betyder, at han ikke er berørt.
For han skal heller ikke reduceres til den, der skal holde hende oppe.
Der er to mennesker i barnløsheden.
Begge kan have brug for at blive set.
Mange par, der kæmper med ufrivillig barnløshed, ville måske aldrig ellers have tænkt på parterapi.
De elsker hinanden.
De vil hinanden.
Der er ikke nødvendigvis noget grundlæggende galt med deres forhold.
Men de står i noget, der kræver usædvanligt meget af dem.
Og det kan være en vigtig forskel.
For parterapi behøver ikke være stedet, man kommer, fordi parforholdet er ved at gå i stykker.
Det kan være et sted, hvor begge får mulighed for at komme til orde.
Hvor skyld, sorg, vrede, afmagt og de mindre pæne følelser også må komme ind i rummet.
Hvor vi kan undersøge, hvad der sker mellem jer, når I bliver pressede.
Og hvor I kan finde måder at stå i det svære på, uden at nogen af jer behøver stå alene med det.
For barnløsheden er allerede noget, I ikke selv har valgt.
Den behøver ikke også få lov til at bestemme, hvordan I skal være sammen.
Når barnløsheden presser parforholdet
Jeg tilbyder parterapi til par, der står i ufrivillig barnløshed eller fertilitetsbehandling. Her er der plads til jer begge – også til de følelser og reaktioner, der kan være svære at få sagt derhjemme.